Marie Louise Bruun Jørgensen |
30. juni 2010
De fleste danskere stifter bekendtskab med Københavns Rådhus mindst én gang om året – nytårsaften, hvor rådhusklokkerne ringer et nyt år ind. Men Københavns Rådhus er kendt for mange andre ting. Blandt andet den ophedede debat om den sorte busterminal, der til manges fortrydelse skød op på pladsen foran rådhuset i 1995, men som nu er revet ned igen. Og for arrangementer, hvor nye danske statsborgere bliver inviteret indenfor på rådhuset og budt velkommen med rådhuspandekager.
Historien om, hvordan Københavns Rådhus blev til, er en historie for sig, og den har Nils Vest taget fat på med filmen "Et rådhus til alvor og fest". Filmen, der havde premiere den 17. juni, fortæller om arkitekten Martin Nyrop, der fik til opgave at bygge rådhuset – og om husets forskellige funktioner. Blandt andet viser den, hvordan Martin Nyrop fra sine rejser i Italien lod sig inspirere af bygninger i Verona og Siena til det københavnske rådhus, som stod færdigt i 1905.
Og det gør den på en særdeles god måde, mener flere af de store dagblades anmeldere, der dog heller ikke holder sig tilbage fra at give filmen en vis portion kritik med på vejen.
Ifølge Berlingske Tidendes anmelder Ebbe Iversen er filmen præget af omfattende research og udsøgt æstetisk sans, og han kalder den en "smuk og saglig kulturhistorie" og "prægtig underholdning på højt niveau".
"Med ?Et rådhus til alvor og fest? har Nils Vest lavet endnu en fremragende dokumentarfilm. (Den, red.) fortæller os underholdende om, hvordan rådhuset blev til, og hvad det rummer," skriver han.
Også Johs. H. Christensen, Jyllands-Postens anmelder, tager godt imod filmen, selvom han dog efterlyser mere fokus på Martin Nyrop.
"Til gengæld beskrives rådhuset indgående og detaljeret. Det samme gælder de mange former for liv, der udfolder sig både indenfor og udenfor. Måske er fest-elementet lovlig fremherskende, men man følger Vests rundvisning med både nysgerrighed, overraskelse og interesse, så filmen bør ses af alle, som holder af København," skriver han.
Informations anmelder Allan de Waal mener, at filmen giver "et godt og mangfoldigt indtryk af et bevaringsværdigt hus", men han hæfter sig også ved, at stilen ikke holder hele vejen igennem.
"Det er vigtigt for Niels Vest, at det er et folkeligt hus. Hvilket ikke forhindrer instruktøren i at blive en anelse docerende eller højtideligt begejstret, når han på lydsiden fortæller om bygmesterens kamp med stoffet og sine modstandere.
Lidt i samme retning bevæger Politikens anmelder Karsten Ifversen sig. Han mener, at "Et rådhus til alvor og fest" adskiller sig fra andre af Nils Vests film.
"Nils Vest er en mester udi sit fag. Han formidler kulturhistorie med den særlige autoritet, som ligger i at iklæde sin viden en let og dramatisk form. Man mærker sjældent, at man bliver klogere, mens det sker, i hovedværkerne "Himmelstigen" og "Arkitekten der blev væk" om Lauritz de Thurah og Nicolai Eigtved. Men det gør man desværre i den nye film, ?Et rådhus til alvor og fest?, der ellers på mange måder også er et let og helstøbt portæt af Københavns Rådhus og dets arkitekt, Martin Nyrop. Der er bare for få dramatiske knaster i både form og indhold til, at filmen rigtig løfter sig over fornemmelsen af lektier," skriver han.
Karsten Ifversen mener desuden, at filmen kunne være klippet mere spændende, men peger samtidig på, at filmen også har sine kvaliteter.
"Er man således forberedt på, at det hverken er nogen actionfilm eller et polemisk indlæg, så er der meget fint researchmateriale at glædes over," skriver han.
joergensen@kristeligt-dagblad.dkFilmen kan ses i den københavnske biograf Grand.