Præster føler sig for bundne i jobbet

Danske præster ser stadig deres job som et kald, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er villige til at finde sig i bopælspligt eller synes, det er rimeligt at gå på arbejde, når deres familier holder søndagsfri. Hver tredje af landets sognepræster ville således skifte tjenesteboligen ud med en privatbolig, hvis de havde muligheden. Ligeledes ville hver tredje præst helst arbejde færre søndage.

Det viser en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har foretaget blandt 275 tilfældigt udvalgte danske sognepræster. Undersøgelsen dokumenterer for første gang, hvor dybt de seneste måneders præsteoprør imod bopælspligten og for at få mere fri sammen med familien egentlig stikker.

Henning Kjær Thomsen tager sig som rektor for Pastoralseminariet i Århus af præsternes praktiske uddannelse, og han tager Kristeligt Dagblads undersøgelse meget alvorligt. Ikke mindst fordi 82 procent af præsterne svarer, at de opfatter deres arbejde som et kald.

– Tallene viser, at der ikke bare er tale om præster, der vil være på tværs, siger Henning Kjær Thomsen og uddyber:

– Jeg tror, at det nu er nødvendigt at kigge på danske præsters boligpligt. Definitionen på en sognepræst skal blødes op. Der kunne bo en præst i boligen, som passer prædikestolen det meste af tiden, men der kunne samtidig være knyttet en anden præst til sognet, som tog sig af undervisning og andre ting, og som måske også betjente andre sogne. Det kunne imødekomme for eksempel præstefamilier, som ikke behøvede at bo i tjenestebolig, og som kunne have mere fri om søndagen.