Man skal brænde for at kunne brænde ud

DiCillo har valgt næsten udelukkende at bruge arkivmateriale og fravalgt de "talende hoveder", som så ofte dominerer dokumentarfilm om noget eller nogen, der "var". I danske Anders Østergaards "Gasolin?" var det bandets anekdoter, der bar filmen, her er det optagelser fra dengang. Og dermed får filmen en særlig her og nu-følelse. Vi befinder os simpelthen i 1965-71 med The Doors.

Næsten. For historien overfortælles desværre. Johnny Depp læser højt af manuskriptet, og det flyder med overflødige detaljer og alt for åbenlyse kommentarer som for eksempel disse to om forsanger Jim Morrison: "Han var en rock ?n? roll-poet". Og: "Han syntes født til berømmelsen". Tak, billederne taler deres tydelige sprog, så ti stille en gang imellem. Vis det, lad os opleve det – det er rigeligt.

Enkelte guldkorn bliver det dog til, som når Johnny Depp med reference til sangen "Light My Fire" og et billede af en tydeligt fordrukken Morrison tæt på afgrunden siger: "Man skal brænde for at kunne brænde ud."

For alle dem, der var skuffede over Oliver Stones dyrkelse af legenden frem for fakta i fiktionsfilmen "The Doors" fra 1991, vil denne film være en lettelse. Fans vil sikkert se filmen gentagne gange, selvom der ikke bringes ny information på banen ud over filmens scoop: en egenproduceret film af Jim Morrison med ham selv i hovedrollen, der fungerer som ramme for "When You're Strange". For ikke-fans er det et interessant portræt, men næppe en film, der omvender.

Hertil fungerer nok Oliver Stones udskældte, men fascinerende version bedre. Og ellers kan anbefales koncertoptagelsen "The Doors: Live at the Hollywood Bowl" fra 1987, hvor bandets musik og Morrisons tågede øjne og dystopiske poesi får lov at tale for sig selv.

schou@kristeligt-dagblad.dk

When You're Strange. USA. Instruktion: Tom DiCillo. 86 minutter. Premiere i Vester Vov Vov (København), BioCity (Århus) og Café biografen (Odense).