Ritzau |
1. juli 2010
Også når det gælder ventelistegarantien forskelsbehandles psykisk syge. Stadigt flere, der har fået stillet en diagnose, venter på undersøgelse eller behandling
Antallet af psykisk syge, der venter på undersøgelse eller behandling, stiger støt. Mange kommer ikke i behandling indenfor de to måneder, som de har ret til.
I 2007 var 4052 psykisk syge på venteliste. I 2009 steg det til 4522 personer. En stigning på ni procent ifølge tal fra Danske Regioner.
Men selv om voksne psykisk syge siden januar har haft ret til at komme i behandling indenfor to måneder, så venter rigtig mange længere tid.
- Det er en meget begrænset rettighed. For der er i øjeblikket ikke tilstrækkelige behandlingstilbud i det offentlige, siger Mikkel Lambach, chefrådgiver i Danske Regioner til Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev, og tilføjer:
- Og slet ikke nok private udbydere til at sørge for, at psykisk syge kan komme i behandling, når det offentlige ikke har plads.
De seneste ventelister fra regionerne viser, at 1178 ud af de 4522 psykisk syge på ventelisterne har ventet i to måneder eller mere på at komme i behandling.
Samtidig har Danske Regioner kun aftaler med 10 private udbydere indenfor psykiatrien, fordi der ikke er flere, som har ansøgt.
Heraf ligger ni på Sjælland og en i Odense, mens der ikke er en eneste privat udbyder i Jylland.
- Vi må erkende, at der er sorte huller i Jylland, når det offentlige ikke har plads til at behandle psykisk syge indenfor to måneder, siger Mikkel Lambach.
Sundhedsministeriet bekræfter, at psykisk syge i Jylland ikke har samme mulighed for at bruge det udvidede frie sygehusvalg som sjællændere.
- Vi taler om en meget sårbar patientgruppe. Mange går rundt med psykiske lidelser uden at få den fornødne hjælp, siger næstformand for Dansk Sygeplejeråd Dorte Steenberg.