Billedkunstens moderne helgen

Han elskede tekstiler og kitschede kvaliteter, der rummede en historie. Han malede på disse tekstiler. Han malede på gennemsigtige huder, der mindede om trommeskind. Og han malede med alt andet end farve. Han brugte farven eller væsken som materiale, der gik i forbindelse med andet materiale og skabte nye galakser af skønhed.

I glasperlebutikken som i de fleste andre museums- og turistsbutikker over hele kloden kan man købe en pose sten hentet ud af jorden. Små, smukke, glatte og glitrende geologiske forekomster. Knuser man enkelte af disse sten, får man pigmenter, som kan iblandes olie og bruges til at male med. Sigmar Polkes kunst består ofte i at gå helt tæt på dette grundstof og dyrke det ad absurdum. Således forstod han at hælde og pensle og udnytte nye billeddannelser på alle leder og kanter. Fotografiet startede for Polke som glaspladenegativet. Maleriet havde naturligt en for- og en bagside. Og ofte er hans værker ikke blot gennemsigtige, men kan ses fra begge sider samt – ikke mindst – hænges på alle fire leder og kanter. Et Sigmar Polke-maleri kan således være otte i en-valuta for øjet.

Disse forfærdelige grønne sten og ametyster, og hvad de ellers hedder (en posefuld for tre dollar), danner grundlaget for et af Sigmar Polkes sidste store og væsentlige værker: udsmykningen af kirken Grossmünster i Zürich. En opgave, der stod færdig til offentlighedens beskuelse for et halvt år siden.

I forvejen rummer den smukke dobbelttårnede kirke i Zürichs gamle kvarter nogle fantastiske glasmosaikker af den ældre Augusto Giacometti. Polke har føjet noget til kirken, som er et hovedværk i kirkekunstens moderne historie.

Europa er ikke Amerika. I Zürich bevæger man sig til fods ad brolagte gader og stræder og har gjort det i 1000 år. At ankomme til Grossmünster er således en fortælling, der allerede tager pusten såvel fra de fleste kirkegængere som turister og andre besøgende. Med udgangspunkt i den allestedsnærværende fortælling, Bibelen, har Polke udfordret selve skabelsens mystik. Han har bragt geologien til live ved hjælp af lys. Ganske enkelt har kunstneren skiveskåret hvermandsædelsten, sat dem i symmetriske kompositioner og ladet Guds lys stråle gennem dem. Samarbejdet fuldkomment!

Enkelte motiver, Agnus Dei, er leget ind i ruderne overført som rasterbilleder på glas og brændt. Sigmar Polkes glaskunst kan ligne troldmandsværk, men er blot et udtryk for en beherskelse og respekt for skabelsens materie.

For nogle år siden kunne vi se en soloudstilling på Louisiana, der rummede disse fiksfakserier af forvandlingskunst og magiske abstraktioner. Ved den lejlighed havde jeg privilegiet at have kunstneren til bords på restaurant Lumskebugten.

Vi sad i slyngelstuen under PH?s bombardementskrone, og Polke bestilte sort te. I sin lange karriere havde han prøvet lidt af hvert og ofte omsat eksperimenterne til billedpoesi. Således er euforiserende svampe en af hans foretrukne motivkredse. Vi talte om fotografi. Han var interesseret i, hvilken kameratype jeg benyttede – et Zeiss Ikon fra 1930?erne eller 1950?erne. Selv fortalte han om sine oplevelser med endnu ældre kameraer og teknikker, ikke mindst. Polkes fotografi er en uomgængelig størrelse i international kunst. Hans humoristiske og nysgerrige tilgang til ethvert billedmedie har skabt klassisk smuk billedkunst, hvor ingen så det før. En serie motiver af subsistensløse i New Yorks Bovery-kvarter er således ved at gå i opløsning i kemikalier, der driver hen over fotografiets flade. En næsten spirituel opfattelse af, hvordan en tilstand formidles gennem materialet. Vi ser ikke blot – vi føler også – ubehaget eller skønheden.

Jeg spurgte Polke, om han kunne huske nogle helt normale fotografier, han havde taget af et rum så smukt som Hammershøi og helt uden ?ødelæggende" eksperimenter. Jeg huskede dem fra en udstilling om fotografiets dengang 150-årige historie i Kunsthaus Zürich. ?Jo," sagde Polke ?dem husker jeg, jeg brugte lsd i mørkekammeret, og billederne blev helt normale!". Så spurgte jeg til hans brug af farver, fordi intet på Louisianas udstilling syntes at rette sig efter gængse opskrifter i malerkunstens drejebog. ?Efter at jeg besøgte Papua Ny Guinea, har jeg knap nok brugt almindelige maleteknikker eller farver – de indfødte dér malede med blod. Det slog benene væk under mig. Tænk at være så tæt forbundet med sine redskaber og udtryksmidler!".

Mens Sigmar Polke besøgte Louisiana, gik han konstant rundt med et tændt videokamera. Timer, dage og uger. Måneders og års optagelser. For en familiefar, der forlængst har opgivet dette mærkelige flow af hændelser bag et kamera, der fremstiller levende billeder, var det interessant at se: Det, der er foran linsen, er eviggyldigt. Livet er målestokken og råmaterialet i fuld længde.

Om Sigmar Polkes film blev enestående, ved jeg ikke. Men jeg tror, at der ville være en gensynsglæde med tiden og rummet omkring ham. Han arbejdede. Også under festen for ham. Det var måske blot endnu et ritual blandt mennesker. På Lumskebugten sagde han: ?Der er ikke sket nogen udvikling i billedkunstens historie siden kameraets opfindelse. End ikke digitalkamera, video eller computere har bibragt noget. Det hele optages stadig gennem en linse." Et camera obscura, et hul i en kasse og en projektion på en væg eller et stykke film. Det er, hvad sagen drejer sig om. En billeddannelse magen til den i øjet, der registreres i hjernen. Sigmar Polke undersøgte harddisken. Han lavede billeder med hjernen. Sommetider rystede billeder. Sommetider i en nødvendig rus – for hvordan skulle man ellers påvirke sindet? Sommetider rystede hans billeder af, hvad han så i andres verden. Netop som det sker foran vores øjne i Grossmünsters nye glasmosaikker i Zürich.

Sigmar Polkes maleri forandrer sig. Endda som dagen skrider frem. Han har forståelse for lyset og verden. Og du ser på den samme verden. Han har brugt alt fra maling, der reagerer på varme, til selvlysende og transparente farver.

Hans baggrund i glasmaleriet fornægtede sig aldrig. Glas, sten, jord. Af dem er du kommet, til dem skal du blive. Og af samme opstår maleriet. Er det ikke en uendeligt smuk historie? Sigmar Polke er billedkunstens moderne helgen.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Erik Steffensen (f. 1961) er billedkunstner, udstillingstilrettelægger og tidligere professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Forfatter til to erindringsbøger og repræsenteret på flere danske museer.