Kærligheden tåler ikke alt — men meget

"Måske er det tomgangsperioderne, mange ikke rigtigt kan tage med sig, fordi de synes, at samlivet skal være godt hele tiden. Men det er der jo sjældent noget, der er på denne jord. Det er synd for dem, der ikke holder ud og fast. Synd, hvis de faktisk er godt gift. Men samtidig er det vigtigt for mig at sige, at nogle jo kan gifte sig med den forkerte. Og jeg er taknemmelig over at bo i et protestantisk land, hvor man kan blive skilt og få lov til at begynde forfra i et nyt ægteskab."

Hun har selv oplevet det. Har – som hun formulerer sig i "Det sårbare samliv" – oplevet "det store under at møde kærligheden på ny. Eller rettere at begynde et liv, hvor jeg får lov til sammen med et andet menneske at lære kærligheden at kende igen, på ny og på en ny måde". Hendes første mand døde efter 28 års ægteskab. Senere blev hun gift igen.

"Jeg bryder mig ikke om," tilføjer hun over for Kristeligt Dagblad, "at tale meget personligt. Men taknemmeligheden er nok blevet større. Jeg er blevet klogere."

"Ikke at kunne springe over den afgrund, som døden er – ikke at kunne vende tilbage og sige tak – det er forfærdeligt! Fordi man ikke synes, at man skønnede nok på det, man havde. Og man forestiller sig, at havde man vidst, det skulle gå, som det gik, havde man godt nok været sødere."

"Jeg synes, at der er for mange, der bliver skilt. Og sommetider kunne det være undgået. Vi må i forhold til ægteskaber kunne lave noget, der svarer til tandlægernes profylakse (forebyggende foranstaltning. red). Et af vore store problemer er, at vi ikke opfatter os selv som medansvarlige for hinandens ægteskaber. Vi er ikke gode til at bakke op. Også som kirke kunne vi støtte vore brudepar noget mere. Desuden har vi ?gamle? et medansvar for, at vore børns ægteskaber lykkes. Vi kan støtte på mange måder. Ingen siger, at det altid skal være vore egne børn, vi støtter. Det kan også være vore svigerbørn. Når vi er gode ved vore svigerbørn, har vore børn det også godt."

"Jesu ord om, at hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille, bliver gerne opfattet som udelukkende peget ud til brudepar. Men jeg tolker dem selv meget bredere og minder om, at Luther lader præsten sige ordene uden for kirkedøren. Altså inden brudeparret træder ind i kirken og får Guds velsignelse. Derved bliver de en slags memento både til parret, følget og kirke om, at hvis nogen er imod ægteskabet, skal de sige det ved denne lejlighed, og inden man fortsætter ind i kirken. Når man har været dér, og vielsen har fundet sted, har man bare at bakke ægteparret op."

Mange er måske ikke indstillede på at modtage støtte, fordi de betragter kærlighed og ægteskab som udelukkende en privat sag?

"Det er det jo for så vidt også. Men andre kan sagtens støtte en privat sag uden at blande sig. Både som forældre og svigerforældre kan man være opmærksom på, hvor man kan gavne de unges fællesskab. Jeg kan ikke sige til min svigerdatter, at hun skal være sød ved min søn. Men jeg kan sige til min søn, at han skal være sød ved min svigerdatter."

"Ofte har forældre svært ved at opgive at have indflydelse på deres ?børn?. Et ægtepar skal blive ét kød, som det hedder. Det er målet. Og det betyder, at parret skal elske hinanden både på sjæl og legeme. Det betyder også, at der ikke er plads til tre i et ægteskab."

Skyldes kærlighedens undertiden manglende holdbarhed i mørke dage en for romantisk forståelse af den?

"Ingen tvivl om, at den romantiske kærlighedsopfattelse er med til at præge vores kultur. Det er et langt træk, der går helt tilbage til de gamle grækere med deres adskillelse af sjæl og legeme. Forestillingen om den ophøjede kærlighed spiller en stor rolle. For eksempel i forbindelse med bryllupsforberedelser. Den romantiske forventning om, at et ægteskab udelukkende skal byde på fred og ingen fare, er én ting, der kan true. En anden er, at man gør kærligheden til et spørgsmål om lutter seksualitet. I så fald vil man hele tiden kræve det perfekte seksuelle samliv. Der må ikke være tomgang. Men det er jo svært at leve op til."

Et ægteskabs indgåelse har en anden side end den romantiske. Elisabeth Dons Christensen gør opmærksom på, at vielsesritualet blandt andet spørger til parternes vilje: "Vil du elske og ære hende (ham) og leve med hende (ham) både i medgang og modgang?".

"Vi har af Herrens nåde fået en vilje. Den skal vi også sætte ind. Og måske skal vi dyrke den noget mere. Viljen til at ville hinanden. Til at bøje sig mod hinanden. For kærlighed er handling. Det er at vise, at man gerne vil gøre noget for den anden. Det er at være aktiv og ikke bare modtage. I kærlighedens farvand kan man ikke forvente, at man altid kan kræve. Et af problemerne er, at vi generelt er blevet vant til at kræve så meget. Ydmyghed er ikke kendetegnende for os. Vi bliver i hvert fald ikke opdraget til den. Hvis man derimod er opdraget til at tro, at man er jordens hersker i jakkesæt og slips, er det vanskeligt, men ikke umuligt, at bøje sig."

"Ofte siger vi, at vi skal passe på os selv. Tænke på os selv, fordi vi kun har os selv. Vendinger, der fortæller, at udgangspunktet er ?mig selv?. Men det er ikke sundt altid at have udgangspunkt i sig selv. Faktisk kan det være en stor befrielse for et menneske at få skubbet udgangspunktet væk fra sig selv. Jeg tror, vi alle har oplevet, at den største lykke indtræffer netop, når vi forglemmer os i øjeblikket."

Du har talt om at tænke Gud ind i ægteskabet. Hvad mener du med det?

"Lad mig nævne Højsangen, som jo er en af de smukkeste tekster, vi har i Bibelen. Men det er min fornemmelse, at vi har fået den galt i halsen og forveksler den kærlighed, der skildres, med den menneskelige kærlighed. Men når Paulus taler om kærligheden, der ?tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt?, så er det Guds kærlighed, han mener."

"Overføres denne unikke, evige kærlighed til menneskelivets forhold, kan det næsten ikke andet end gå galt. Hvis jeg i en bryllupstale siger til de to, der skal vies, at de skal tåle alt af hinanden, vil jeg have lagt den første pind til ægteskabets ligkiste. Menneskers kærlighed kan ikke tåle alt. Men den kan tåle meget. Og det er noget helt andet."

"Kærligheden kan i særdeleshed tåle meget, hvis vi hviler i en grundfæstet tillid til, at der findes en mening med vort liv, som er større end som så. En mening, som vi ikke på egen hånd skal opfinde hver dag. Hvis Gud ikke er der, skal vi bære det hele selv. Sandheden, meningen. Og det kan intet menneske."

"Det er noget grundlæggende i kristendommen, at vi er Guds børn, og at vi har fået livet givet. På forhånd er vi godkendte og elskede. Det gælder mig selv lige så vel som mit medmenneske. Det liv, vi er blevet givet, skal vi give videre til dem, vi møder på vores vej. Vi skal også give det videre til vore ægtefæller. Således forholder det sig ligeledes med hensyn til tilgivelsen. Fordi jeg selv har fået den, skal jeg give den videre til andre. Man ved, at også den tilgivelse, som man måske ikke uden videre er i stand til at give, kan Gud give. Dermed er man dybest set forpligtet til selv at gøre det samme."

grymer@kristeligt-dagblad.dk