Halvdelen af os har taget den ubehagelige snak med en, vi kender, viser undersøgelse
Du drikker for meget! Den besked har næsten halvdelen af den danske befolkning givet til et familiemedlem, en ven, en kollega eller en anden person.
Det viser en undersøgelse blandt 1007 repræsentativt udvalgte danskere, som analysefirmaet YouGov har udført for Kristeligt Dagblad i perioden den 16.-19. juni.
For Anders Blædel Hansen, ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, bekræfter det, at store dele af den danske befolkning drikker godt igennem.
"Hvis ikke der var noget særligt stort problem med vores alkoholforbrug, ville der heller ikke være så mange, som konfronterede familie og bekendte med det. Der skal alligevel noget til, før man tager den konfrontation," siger han.
Ifølge undersøgelsen har 49 procent af de adspurgte på et eller andet tidspunkt sagt til et andet menneske, at vedkommende drak for meget. Flest – nemlig 29 procent – har konfronteret et familiemedlem, 14 procent har konfronteret en ven, 11 procent en kollega og 6 procent en anden person. 11 procent har taget alkohol-samtalen med personer fra flere af de nævnte kategorier.
Ulrik Becker, overlæge på Hvidovre Hospital og en af landets førende alkoholbehandlere, er ikke ved at falde ned af stolen af begejstring over danskernes mod. Langt flere af os burde fortælle andre, at de drikker for meget, mener han:
"Jeg tror, at hvis vi tænker efter, så kan vi alle sammen pege på en, vi kender, der drikker for meget. Men alt for mange tænker: Det er der nok andre, der gør noget ved. Men det er der altså ikke andre, der gør. Og det er svært problematisk, for det er ofte netop konfrontationen, der får folk til at søge hjælp."
Ulrik Becker vurderer, at godt en tredjedel af de personer, der søger hjælp til at komme ud af deres alkoholmisbrug, netop gør det, fordi de har fået et skub af en ven, et familiemedlem eller en kollega.
"Man skal selvfølgelig selv være indstillet på at komme i behandling, men det er ofte et vink med en vognstang fra en i omgangskredsen, der skal til for overhovedet at tale om problemet. Derfor er det vigtigt, at langt flere tør droppe berøringsangsten og tage fat i dem, der har et problem," siger han.
Torsten Kolind, lektor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, er enig i, at det stadig er tabubelagt at påtale andres alkoholproblemer. Men han ser samtidig tegn på, at det bliver mere legalt at blande sig i andres fysik og sundhed:
"Det er stadig mere i orden at påtale folks kroppe og for eksempel sige, at de er overvægtige, træner for lidt, ryger for meget eller drikker for meget. Det er selvfølgelig udmærket, at vi på den måde viser omsorg for hinandens sundhed og velbefindende, men vi bør også overveje, hvad det betyder, når vi får ret til at moralisere over hinandens sundhed og vaner."
Ifølge en undersøgelse, som Mandag Morgen og Trygfonden udgav i fjor, kender hele 86 procent af befolkningen til akoholproblemer blandt familiemedlemmer, venner eller kolleger.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dkagger@kristeligt-dagblad.dk