Håbefuld i Iran. Omverdenen må presse på for at få stoppet volden

Og sandt nok fik de folkelige protester ikke gjort kål på det iranske regime, men de skadede den hjemlige og internationale legitimitet betragteligt. Det faldende antal demonstrerende i Teherans gader giver godt nok indtryk af, at protestbevægelsen fortoner sig, og at Mir Hossein Musavi og Mehdi Karrubi er ved at tabe momentum.

Disse to oppositionsledere vil være nødt til at beslutte, om de vil fortsætte – eller acceptere en ydmygende aftale med Ahmadinejads regering, som ville svække deres moralske og politiske status betydeligt. For de iranske myndigheders vedkommende vil spørgsmålet fortsat være, om repressionen har formået at gøre nedkæmpe de folkelige krav om demokrati, eller om de tværtom har fremprovokeret yderligere udfordringer for deres styre.

Denne fremspirende magtdynamik stiller systemkritikerne i Irans Grønne Bevægelse over for nogle svære valg: Hvis de vedbliver med at insistere på at udøve deres legitime rettigheder med ikke-voldelige demonstrationer, risikerer de at opmuntre til yderligere blodsudgydelser, idet militær og sikkerhedsstyrker vil prøve at opnå mere magt i stabilitetens navn. Men hvis bevægelsen ophører med sin borgerlige ulydighed på grund af den hårde undertrykkelse i det år, der er gået, risikerer de at miste omverdenens opmærksomhed og sympati.

Det er i alt fald tydeligt, at landets politiske struktur står midt i en legitimitetskrise. De nuværende magthavere har mistet moralsk troværdighed med deres grusomheder og løgne. Den Grønne Bevægelse har ved at hævde det republikanske princip om folkelig suverænitet udgjort et modkrav om legitimitet over for den politiske teologi om, at Den Øverste Leder har absolutte suverænitet.

SPØRGSMÅLET ER NU, om den iranske offentlighed vil afvise absolut suverænitet ovenfra, selv når staten forsøger at gennemtvinge den med vold, og om offentligheden i stedet vil sætte sin lid til den folkelige, ikke-voldelige udfordring fra civilsamfundet nedefra. I et voldeligt politisk samfund som Iran er den Grønne Bevægelses valg af ikke-vold bevis på dens politiske modenhed og moralske integritet. Som jeg ser det, stiller det bevægelsens politiske sag stærkere, at den indtager dette etiske synspunkt.

Hvis det internationale samfund ønsker at støtte denne ikke-voldelige kamp for demokrati i Iran, er det nødt til at anerkende og opmuntre systemkritiske stemmer i og uden for Iran. Demokratiets muligheder i Iran afhænger for indeværende i høj grad af, om krænkelser af menneskerettighederne kommer højt op på den globale dagsorden, og om de, der begår dem, bliver stillet til ansvar.

Det er ingen nem sag at udfordre det politiske systems vold uden vold. Mange iagttagere mener ikke, det er muligt. Måske har de ret.

Håbet er det eneste, der holder den iranske borgerretsbevægelse gående. Håbet er en fremtid med demokrati i Iran. Det er afgørende for det håb at vide, at omverdenen bekymrer sig.

Ramin Jahanbegloo er en af Irans mest kendte systemkritikere. Han ledede Institut for Moderne Studier på Teherans Kulturforsk-ningsbureau, indtil han blev anholdt i april 2006. Han blev løsladt i august samme år og lever nu i eksil i Canada.

© GLOBAL VIEWPOINT NETWORK / TRIBUNE MEDIA SERVICES

Oversat af Sara Høyrup