Fra traumatisk barndom til toppen af dansk kunst

Når der bliver fortalt om en fattig, fynsk dreng, som siden blev en stor og berømt mand, tænker man selvfølgelig på H.C. Andersen. Men et par generationer senere, i 1862, blev der i Faaborg født en dreng, hvis historie er næsten lige så eventyrlig. Drengen hed Fritz Syberg, og han skulle senere blive overordentlig succesrig som maler og sammen med Johannes Larsen danne centrum i kredsen af fynbomalere.

I 1999 skrev historikeren Erland Porsmose en biografi om Johannes Larsen og følger nu op med en om Fritz Syberg. Da Syberg døde i 1939, var hans billeder meget eftertragtede, og han blev omtalt som Danmarks måske hidtil største kunstner. Senere blegnede hans eftermæle, og han kom til at stå lidt i skyggen af Johannes Larsen, hvis fuglebilleder havde en mere holdbar, folkelig appel.

Biografien med titlen "Fritz Syberg. Kunsten, naturen, kærligheden" udkommer samtidig med en film om Sybergs liv og en udstilling af hans billeder på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor Porsmose også er direktør. De tre tiltag skulle tilsammen nok kunne hente Sybergs billeder frem i lyset igen.

Biografien inddeler Sybergs liv og virke i perioder af otte år. Hvis det ikke var, fordi Syberg selv gjorde det, ville man nok synes, at det var en lige vel pertentlig metode til at skaffe sig overblik over et langt og arbejdsomt livs mangfoldige udtryk.

Syberg boede det meste af sit liv på Fyn, og med øens levende hegn af stynede popler for øjnene drog han den flotte parallel, at en kunstner bør begynde forfra med jævne mellemrum, ligesom man beskærer en poppel, så den sætter nye stærke og smidige grene på den gamle stamme. Og tilsyneladende levede han selv op til fordringen.