Det menneskelige skal være grundlaget for kunstnerens virke

Netop kristendommens budskab og kunst er nemlig meget tæt knyttet sammen, mener Bukdahl, som peger på sine forældre som primære kilder til sin egen uddannelse og sit mangeårige arbejde med litteratur-, kunst- og filosofihistorie. Moderen, kunsthistorikeren Magnhild Ødvin Bukdahl, var aldrig i tvivl om, at kulturansvarets målsætninger først og fremmest skal være præget af den evangeliske forkyndelse, og faderen, forfatteren Jørgen Bukdahl, talte ofte om lyset fra henholdsvis Jerusalem og Athen, fra kristendommen og demokratiets vugge.

"Der har altid været tre lysende spor i mit næsten livslange arbejde. Det tredje spor er månestrålerne fra den islamiske kunst og videnskab, der satte nye dags- ordener i den vestlige filosofi, arkitektur og naturvidenskab. I mit hjem i Askov gennemtrængte lyset fra Jerusalem og Athen de mange kulturelle aktiviteter, som mine forældre arbejdede lidenskabeligt og målbevidst med," siger Bukdahl, som forlod det professionelle arbejdsliv i 2005. Men hun sidder ikke stille her fem år senere. Der bliver åbnet udstillinger, besøgt museer og kunstfolk i fremmede lande, og så er hun netop vendt hjem fra Florida i USA, hvor hun holdt en gæsteforlæsning om forholdet mellem krop og sjæl i moderne kunst.

Som docent og rektor på akademiet har Else Marie Bukdahl gennem 30 år undervist og stået i spidsen for uddannelsen af flere generationer af studerende i kunstteori og kunsthistorie, et vigtigt hjørne i uddannelsen på den eftertragtede kunstnerskole. På den måde har Else Marie Bukdahl været med til at præge kunstnere som Jesper Christiansen, Jeppe Hein, Olafur Eliasson, Dorte Dahlin, Nina Steen Knudsen, Tal R og Jesper Just.

"Uddannelsen hviler på billedkunstens principper. Det er ikke et universitet," slår hun hurtigt fast, mens vi nipper til den varme kaffe i spisestuen.

"De, der skabte og senere arbejdede på kunstakademierne," forsætter hun, "var enige i en af Leonardo da Vincis grundtanker, der lyder sådan her: ?Livsnerven eller hjertelaget i al kunst af kvalitet er at ville ét og hverken lade sig distrahere eller friste af de krav og lokkende tilbud, som kommer udefra, og som ikke kan forenes med de idealer, som kunstneren selv ønsker at realisere?."

"Da Vinci havde også i sit syn indlejret humanistiske og menneskelige målsætninger. De handler om at være kompromisløs. Det har stadig sin gyldighed i dag. Mange kunstnere bliver for eksempel fristet af markedskræfterne. Der skal mod, energi og selvstændighed til at leve op til den målsætning, som da Vinci stillede os i renæssancen."

Else Marie Bukdahl oplever, at de fleste unge studerende samt undervisere på hver sin måde er enige i synspunktet om, at en kunstner kun slår igennem, hvis vedkommende holder fast i de kunstneriske idealer, som personen synes er rigtige.

"Denne målsætning og det menneskelige skal være grundlaget for kunstnerens virke. Det vidste da Vinci selv. For ham var også kristendommen et grundvilkår.

Else Marie Bukdahl har aldrig haft et ønske om selv at skabe kunst. "Det har jeg ikke talent til. Sådan er det bare," griner hun. Men hun ved, hvad der skal til for at blive udøvende kunstner og blive det med succes.

"Det er svært på forhånd at definere menneskelige egenskaber, men man skal først og fremmest være tro mod sit kunstneriske projekt. Det kræver stor udholdenhed og mange kriser. Man skal nok give afkald på mange ting i livet. Det kommer man til. Der er et sikkert materielt liv, man sandsynligvis ikke får del i. Men nogle klarer sig godt og bliver endda meget rige. For eksempel Olafur Eliasson, der også har mange etiske kvaliteter," siger hun.

Når det gælder kunst, kræver det ifølge kunsthistorikeren 100 procent dedikation. Det drejer sig på en måde om samme kærlighed som mellem mennesker. Men det med, at en kunstner lever i et elfenbenstårn og er gift med sin kunst, er altså en myte.

Kristendommen er som sagt fundamental i Else Marie Bukdahls livssyn og syn på kunsten. "Det er det lys, der skaber mening og sammenhæng i en ofte uoverskuelig og fragmenteret verden, og det er selve fundamentet i den europæiske kultur," sagde Bukdahls mor.

De tre lys fra Jerusalem, Athen og senere nærorienten, som den afdøde husbond, dr.theol. Torben Christensen, antændte gennem sit feltarbejde i Afghanistan i 1950?erne og 1960?erne, har gennem alle årene været Else Marie Bukdahls ledetråde i sin forskning og undervisning.

Det har derfor været udfordrende at stå over for nye hold studerende, som i takt med tiden og tidsånden er mødt op med nye og vidt forskellige værdier og holdninger. Da hun var lektor og professor i Aarhus i 1967-1969, var de unge optaget af marxisme og nymarxisme. Og det var, fortæller Else Marie Bukdahl, dengang som i dag vigtigt at give de unge kritisk modspil.

"Det blev respekteret, at jeg var kristen. Jeg fotokopierede Korintherbrevet kapitel 13, hvor der står, at af alt er kærlighed det vigtigste. Dertil og ikke længere, kære venner, sagde jeg. Men vi havde en god dialog. Når man har med unge at gøre, er det vigtigt at lytte og finde ud af, hvor de selv er. Man skal ikke komme med sine egne holdninger, men de skal have respekt for andre synspunkter, især når det drejer sig om andre mennesker."

"Der er sket meget, siden jeg kom til akademiet i 1980. Problemet med nymarxismen var, at den skubbede kunstens selvstændighed ud i kulissen. Derfor blev vi optaget af det, der kaldes postmoderne filosoffer, som arbejder med synspunktet, at billedkunst er en selvstændig form for erkendelse. Det betyder, at man som kunstner bruger et andet sprog og kan få fat i nuancer, som videnskaben ikke kan beskrive. Ved at gøre kunsten selvstændig, vil den på egne betingelsewr inspirere omverdenen. Men vi kan som undervisere kun udvikle det talent, de studerende har."

Hvilke pædagogiske principper og faglig arv har du forsøgt at holde fast i som underviser gennem årene?

"På den ene side har jeg holdt fast ved, at arbejdet med unge for mig i vid udstrækning er en sokratisk proces, der drejer sig om at få dem til at udfolde sig selv og efterhånden blive et stålfast menneske og en bevidst målrettet kunstner, som også er lydhør over for skiftende fordringer, hvad der hindrer, at man forstener i en bestemt position.

"De evangeliske tekster er slidstærke og kan møde alle typer udfordringer. Når jeg diskuterer kirkekunst, har det været væsentligt for mig at understrege, at man ikke må skabe et billede, der peger bagud. For hvis man gør det, ser de unge – som forhåbentlig kommer i kirke – at kristendommen er gammel. Det er vigtigt at lade kunstnere tolke de evangeliske tekster på et ekstremt og radikalt sprog, for at vise, at kristendommen er levende og udfordrer virkeligheden her og nu," siger Else Marie Bukdahl, som oplever en stigende interesse for at diskutere kristendom, ikke så meget i kirkeligt regi, men alene med de evangeliske tekster. En sådan selvstændig tolkning af bibelske fortællinger har en af hendes favoritkunstnere Caravaggio foretaget.

"Han havde en optimistisk tro på, at mennesket ikke selv kan medvirke til sin egen frelse. Han bringer billedkunstneriske tolkninger af, hvorledes Kristi kærlighed kommer til os som en ufortjent gave, der ændrer vores liv og giver det en ny mening og retning. Det viser hans dramatiske og originale maleriske skildring af Paulus? omvendelse (1601) med al ønskelig tydelighed."

Ud over Grundtvigs og Kierkegaards syn på kristendommen er det især den franske oplysningsfilosof Denis Diderot, den mest radikale og den dristigste af det 18. århundredes franske oplysningsfilosoffer, swom har inspireret Bukdahl. Han kritiserede enevældet og kirkens måde at undertrykke meningsdannelse på, og Bukdahl har skrevet flere bøger om ham. Hun medgiver dog, at kristendommen har sine absolutter, men understreger, at den også indeholder en åbenhed, som Kristus udtrykte for os gennem lignelser.

Men hvad siger den kristne kunsthistoriker så til, at man som kunstner har sig selv og kunsten som centrum i livet og ikke sin næste eller ligefrem Gud? Det spørgsmål har Bukdahl fået stillet før og er parat med et hurtigt svar:

"Kigger man de store kunstnere i kortene, har de altid været optaget af andre områder end kunsten såsom naturvidenskab, digtning, filosofi eller problemer i omverdenen. En kunstner som et lukket væsen findes ikke. Mange kunstnere forekommer måske at være selvoptagede, men det handler faktisk om det, de laver. Og de fleste kunstnere, som jeg har kendt gennem mange år, har haft en idé om, at deres værker har betydning for andre."

"Næsten alle kunstnere, jeg har mødt, håber, at det, de udtrykker gennem deres kunst, skaber nye oplevelser, afslører ny viden og giver direkte inspiration i en hverdag, der kan forekomme grå. Nogle drømmer om gennem kunstværkerne at nedrive konventionalitetens slør, som indhyller vores virkelighed, og få os til at se uopdagede sider af en kendt virkelighed. Det er det, medmenneskelige, der snarere er i centrum. Som min mor sagde, så er det vigtigt at have et punkt udenfor, som man arbejder udefra, og som i min optik er kristendommen."

krasnik@kristeligt-dagblad.dk

Hvad er talent?

"Talent er, som Leonardo da Vinci siger, en gave, et frø, som er nedlagt i nogle mennesker med en tryllestav. Men det frø skal udvikles, vokse og blomstre."

Hvem er dine forbilleder?

"Min far, forfatteren Jørgen Bukdahl, og min mor, kunsthistorikeren Magnhild Bøgtvig Bukdahl.

Min fars fortolkning af N.S.F. Grundtvig samt Søren Kierkegaard.

Denis Diderot (1713-1784) på grund af hans indædte kamp for demokratiets vilkår i en tid med oplyst enevæld samt hans dybe forståelse for billedkunst.

Leonardo da Vinci (1452-1519), som meget rammende udtalte: "Hvor ånden ikke arbejder med hånden, er der ingen kunst."

Mine kolleger på Kunstakademiet, som for eksempel Mogens Møller, Hein Heinsen og Bjørn Nørgaard.

Danske kunstnere som Marit Benthe Norheim og Claus Ørntoft samt den amerikanske kunstner Joseph Kosuth, den kinesiske kunstner Tong Wong og den arabiske kunstner Mona Hatoum."