Pligt og lyst

Det er umuligt at svare på, hvor grænsen går mellem pligt og lyst. Intet menneske gør kun ting af pligt, og ingen lever kun et liv i lyst. I pligten kan også ligge et element af lyst, og det fortrinsvis lystbetonede kan også udføres pligtskyldigt. Det er en blanding.

Der er dog gradsforskelle mellem forskellige mennesker og forskellige tider. Nogle mennesker søger lystudfoldelsen mere end andre, og de er som sådan mere selvoptagede, mens andre oftere gør ting af pligt og er som sådan mere selvopofrende.

Tidsaldre svinger også mellem polerne pligt og lyst. Fra den nære fortid omtaler vi 1960'erne som et lystpræget årti, hvor hæmningsløs udfoldelse blev en norm. Og nu kommer reaktionen så i form af 1960?er-generationens børn og deres større betoning af pligten.

Det er i hvert fald sådan, eksperter udlægger den aktuelle tendens til, at utroskab bliver mindre og mindre acceptabelt. Af dagens avis fremgår det, at utroskab var mere udbredt, dengang tidens mantra var selvrealisering, og den enkeltes lyster stod i centrum. Nu, hvor pligt og afkald ikke har samme negative betydning som før, begynder et flertal at se skævt til utroskab og blandt andet betragte fænomenet som udtryk for manglende kontrol og ansvarsforflygtigelse.

Der er da heller intet positivt at sige om utroskab, hvis man tager alle involverede parter i betragtning. Den øjeblikkelige lysthengivelse hos den ene part står ikke i noget som helst sammenligneligt forhold til den smerte, som den anden part i ægteskabet eller det faste forhold føler. Utroskab rokker ved fundamentet for børneopdragelse og den institution, som ægteskabet og det fasttømrede parforhold er, og rigtig mange par går da også fra hinanden, hvis den ene part har haft en affære.

Utroskab er det fundamentale tillidsbrud i parforholdet, så der er intet at sige til, at skilsmisser ofte følger efter utroskab. Og så dog. Kristendommen taler om både arvesynd og tilgivelse – begreber, der kan kvalificere den aktuelle debat om utroskab.

I det enkelte menneske ligger altid impulsen til at gøre noget destruktivt, som eksempelvis at begå utroskab. Ingen er syndfri. Til synden hører tilgivelsen, og selvom det må være svært, og måske menneskeligt set umuligt, at tilgive utroskab, ja, så er det ikke desto mindre en fordring.

Men inden man kommer til det punkt, hvor utroskaben truer med at splintre familien, må der mere støtte til i form af parterapi og andre former for hjælp, så familier bliver sammen. Det kan vi blive langt bedre til at yde her i Danmark, hvor familiepolitik og forebyggelse af skilsmisser desværre ikke har høj prioritet.

mbh