Adnan Beuransah har ikke fortrudt, at han er rejst tilbage til sin hjemby Banda Aceh i Indonesien. I april 2009 blev han valgt til provinsparlamentet for Partai Aceh og er nu partiets talsmand. --
- Ulla Skovsbøl.
Ulla Skovsbøl skriver fra Indonesien |
5. juli 2010
Med dansk repatrieringshjælp har Adnan Beuransah byttet jobbet som postarbejder i Vejle ud med en politisk karriere i Aceh-provinsen i Indonesien, hvor han flygtede fra i 1998. Det er en stor udfordring både for ham og hans familie
I juledagene 2004 sad familien Beuransah, far, mor og syv børn, klistret til fjernsynsskærmen hjemme i stuen på Vardevej i Vejle.
De sad der ikke for at følge med i julens udbud af film og underholdning, men for at se den alt for virkelige gyser fra deres hjemegn, Aceh-provinsen i Indonesien, hvor et jordskælv og en 20 meter høj flodbølge pludselig havde forandret alt.
"Vi så det på CNN og BBC, og jeg skyndte mig at ringe til min bror, men ingen tog telefonen," husker Adnan Beuransah.
I de følgende dage ringede han igen og igen til Aceh uden at få kontakt. Først senere fandt han ud af, at broderen var druknet, og det samme var to af hans søstre. Adnans kone, Suryana Usmann, havde mistet sin far.
Tsunamien forandrede også familiens hverdag radikalt på andre måder. Få dage efter flodbølgen erklærede separatistbevægelsen Frit Aceh, GAM, våbenhvile og banede vejen for en fredsaftale, der satte punktum for 30 års krig i provinsen. Dermed var det pludselig muligt for politiske flygtninge at vende hjem, og Adnan slog til, da han fik chancen for at skifte jobbet som postarbejder i Vejle ud med en stilling som politisk organisator i Partai Aceh, GAM's politiske arvtager.
I 2007 vendte hele familien tilbage med dansk repatrieringsstøtte, og nu bor den i et pænt kvarter i udkanten af Banda Aceh i et stort hus med marmorgulv og højt til loftet. Over sofaen i indgangsrummet hænger et officielt foto af Adnan og Suryana. De står side om side og ser meget alvorlige ud. Billedet er fra foråret 2009, da Adnan indtog sin plads som folkevalgt politiker i provinsens parlament for Partai Aceh. Partiet vandt 33 af 69 pladser ved valget i april 2009 og er dermed det suverænt største i parlamentet. Adnan Beuransah har nu en prestigefuld post som ordfører for partiet, og han fortryder ikke, at han tog springet og vendte hjem til den politiske karriere.
Hos familien i det fine hus er begejstringen for det nye liv i Aceh dog ikke udelt. Suryana Usmann keder sig som hjemmegående politikerhustru.
"Lige nu laver jeg ingenting. Jeg må ikke arbejde for min mand. Jeg har ikke andet at give mig til end at gå på shopping – og det er jo dyrt for ham," siger hun med et glimt i øjet. Men hendes savn er alvorligt nok.
"Jeg havde så mange venner i Danmark, både danskere, bosniere, tyrkere og somaliere. Her har vi ikke rigtig nogen venner," siger hun trist.
Og det er ikke kun de private venner og det sociale liv, hun længes efter. Hendes ansigt lyser, når hun fortæller om sit arbejde på plejehjemmet i Bredballe og i Skibet Børnehus.
"Det gik rigtig godt for mig med arbejdet, og jeg kommer sådan til at savne det, bare jeg skal tale om det," sukker hun og fortæller, hvor meget hun ærgrer sig over, at hun ikke blev færdig med sin uddannelse som social- og sundhedshjælper.
Adnan sidder i et hjørne af stuen i en lænestol og hører sin unge kone fortælle om, hvor gerne hun vil arbejde, og hvor meget hun holder af det danske samfund. Men han blander sig ikke. Han har forklaret, at Partai Aceh gerne ser, at kvinder engagerer sig mere i politik, men i det muslimske Aceh er normerne meget konservative, og siden fredsslutningen har den religiøse konservatisme fået mere vind i sejlene.
Der er indført sharialove, som forbyder alkohol og spil i offentligheden, og mænd og kvinder, der ikke er nært beslægtede, må ikke længere befinde sig sammen på afsides steder så som fjerntliggende bænke i offentlige parker og lignende. Der er piskestraf for at overtræde reglerne, men de gælder kun for muslimer. Det vil dog sige for mere end 90 procent af befolkningen i Aceh.
Et forslag om at indføre stening for utroskab har fået meget omtale, men er blevet afvist af et flertal i det nye parlament. Partai Aceh går ikke ind for shariastraffe, og guvernøren, den tidligere oprørsleder Irwandi Yusuf, har nægtet at underskrive forslaget. Men presset fra de konservative kræfter er konstant.
Adnan og Suryanas yngste børn er alle tre født i Danmark, men de husker ikke meget fra deres liv i det fjerne, kolde land mod nord. Det gør derimod Musanna på 23 år og Ali på 19 år. De er Adnan Beuransahs børn fra et tidligere ægteskab, og de er begge præget af at have været teenagere i Danmark.
"Når folk spørger mig, hvor jeg kommer fra, så svarer jeg, at det ved jeg ikke," siger Musanna.
"Jeg er født i Aceh, så flyttede vi til Malaysia, jeg er vokset op i Danmark, og nu er jeg tilbage i Aceh igen. Men jeg kan ikke skille mig af med min danske kultur og tilpasse mig helt her. Det handler om måden, jeg taler og opfører mig på, og om hvordan jeg er i mit sociale liv," siger hun uden at blive mere specifik.
"Det er svært at forklare, men når jeg er sammen med mine venner her, kan jeg mærke, at jeg er anderledes," siger hun.
Hun savner kammeraterne fra handelsskolen i Vejle – især når hun ser på billedet af dem med huer på. Det giver et stik i hjertet.
"De er blevet færdige alle sammen. Det var bare mig, der manglede på billedet," siger hun.
"Jeg ville ønske, jeg havde vinger, så jeg kunne flyve derover. Bare for at se, hvordan der er."
Lillebror Ali er anderledes jordbunden.
"Ja, jeg savner sgu da DK. Vennerne og alle dem. Det er sgu da for vildt," siger han.
Først var han ked af at skulle sige farvel, men nu er han kommet til den erkendelse, at Vejle og Banda Aceh har hver deres kvaliteter:
"I Banda Aceh kan vi ræse på motorcykel og scooter, som vi vil. Det kan man ikke i Danmark. Men dér kan man være tæt på pigerne på en anden måde, du ved. Det er ikke nemt her, for der er regler. Vi må ikke være tæt på dem, hvis der er WH – sharia-politi," siger han uden at uddybe det nærmere.
"Men tingene skal jo heller ikke være ens, det ville bare være kederen og nederen. Hvis man er til motorcykelræs, er Banda Aceh bedst, men hvis man er til piger, er det Danmark," opsummerer han.
Shariapolitiet WH – Wila-yatul Hisbah – har ikke bemyndigelse til at arrestere folk, men kun til at rådgive om god opførsel. Det kniber dog nogle gange med moralvogternes egen moral: For nylig har der været en meget omdiskuteret sag, hvor en 20-årig kvinde blev voldtaget af tre shariabetjente, og korpset er forhadt for sine razziaer mod kvinder, der efter WH?s opfattelse ikke er passende tildækket og mod kyssende par i offentlige parker. Det er ikke Alis kop te, men far Adnan i lænestolen, mener ikke, der er grund til at fokusere så meget på al den snak om sharia.
Der er så mange problemer, som trænger sig på: landsbyer og landdistrikter, som ikke har fået deres del af pengestrømmen fra de internationale donorer efter tsunamien. Utilpassede GAM-veteraner, der er svære at integrere i samfundet. Radikale islamister fra Java, som synes Aceh er alle tiders sted til træningslejre for kommende terrorister.
"Det, jeg ønsker mig, er et moderne, demokratisk Aceh," siger han.
Men det er ikke altid let at omsætte visioner til praksis. Adnan Beuransah erkender, at der er udfordringer nok at tage fat på for en ny parlamentariker i Banda Aceh.
udland@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad