Marie Louise Bruun Jørgensen |
5. juli 2010
Hvad er din største kulturoplevelse?
"Jeg har haft mange, men den største er nok den første gang, jeg hørte tenoren Peter Lindroos. Det var i Århus i Marselisborghallen i begyndelsen af 1980?erne, mens jeg studerede på konservatoriet. Han sang 'Das Lied von der Erde' af Gustav Mahler, og Århus Symfoniorkester spillede. Det var første gang, jeg hørte ham i virkeligheden, og det var en stor oplevelse. Han var en fantastisk musiker og havde en stemme, som traf mig lige i sjælen. Der var en fantastisk farve i hans stemme, som meget klart strømmede ud til publikum. Det var en stor inspiration for mig som sangstuderende dengang. Jeg tænkte, sådan skal det være.Han var et forbillede."
"Senere kom jeg til at debutere med ham i ?La Boheme?. Det var også en af mit livs største oplevelser – utrolig stort efter at have hørt ham dengang i Århus. Jeg blev også meget gode venner med ham."
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
"Det er ?Stadig Alice? skrevet af Lisa Genova. Den handler om en midaldrende kvinde, der får alzheimer. Bogen gjorde et stort indtryk på mig. Den er meget smuk og giver indsigt i, hvad mennesker, der har sygdommen, oplever. Også de pårørende. Først vægrede jeg mig ved at læse den. Sådan noget med alzheimer har man ikke rigtig lyst til at berøre. Men jeg blev så optaget af den, da jeg først kom i gang. Den var utrolig smuk – en meget fin bog."
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
"Birgit Nilssons bog om sit liv: ?La Nilsson?. Det er en meget stor bogoplevelse, som jeg varmt vil anbefale til alle. Man får mange perspektiver i den – den er morsom, underholdende og informativ. Og så er den skrevet af et meget stort menneske."
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
"Den 27. juli kommer der noget, der hedder Opera on Location på Frederiksberg Slot. Det er ØresundsOperan, som laver en happening. Det bliver nok en stor oplevelse og rigtig sjovt – også for dem, der ikke er vant til opera. Senere skal forestillingen til Kronborg Slot og Koldinghus. Det er en slags operacollage, hvor publikum kommer rundt på slottet."
Hvad betyder kultur for dig?
"Det betyder utrolig meget. Jeg ville ikke kunne leve uden kultur. Det er som føde for mig. Det er lige så naturligt for mig at synge, som det er at spise og sove. Jeg vågner med musik i hovedet. Det er som vitaminer for mig. Kultur er det, jeg lever af, men også det, jeg lever for. Det er dejligt at have en passion for noget, og jeg kunne virkelig ønske, at alle mennesker kunne finde sådan en – også selvom de har fundet den store kærlighed."
"Samtidig er kultur med til at udvikle og udvide én som person – måske kan det også nogle gange provokere og ryste én lidt. Man får andre menneskers tanker og syn på forskellige ting, og så får man oplevelser – det betyder, at man ?lever op?."
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
"Ja, jeg synes helt sikkert, at klassisk musik har brug for mere opmærksomhed. Det er vigtigt, at man får et bredt kulturperspektiv i sit liv – får brede og forskellige oplevelser. Hvis man solgte klassisk musik på samme måde som rytmisk musik, ville det få meget mere opmærksomhed."
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
"Jeg forsøger at følge med, så godt jeg kan. Jeg er meget interesseret i kultur – både i fodbold, malerkunst og så videre. Jeg synes, det er sjovt, når man ser forskellige vinkler på ting og sager. Det giver inspiration og livskvalitet. Jeg synes ikke, man skal begrænse sig. Tværtimod skal man udvikle og udvide sig."
joergensen@kristeligt-dagblad.dk