Rejseeventyrets digter

Den anerkendte danske digter Thomas Boberg har levet det meste af sit voksenliv i udlandet. I dag fylder den berejste forfatter 50 år

ARKIVFOTO. Digter Thomas Boberg fylder 50 år mandag d. 5 juli 2010. --Digter Thomas Boberg har udgivet en anmelderrost digtsamling med titlen "quot;Livsstil"quot;. (Foto: Linda Henriksen/Scanpix 2010)
ARKIVFOTO. Digter Thomas Boberg fylder 50 år mandag d. 5 juli 2010. --Digter Thomas Boberg har udgivet en anmelderrost digtsamling med titlen "quot;Livsstil"quot;. (Foto: Linda Henriksen/Scanpix 2010). Foto: Linda Henriksen.

Det er ikke så underligt, at kunstnerblodet rejser rastløst rundt i årerne på Thomas Boberg. For faderen, Jørgen Boberg, der kun var 19 år, da han fik sønnen, er grafiker og kunstmaler.

Det er til gengæld ordene, der har gjort Thomas Boberg kendt som kunstner. Og hans evne til at sætte sætninger sammen, efter at han har kigget på verden omkring sig, har hele to gange medført nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. Men selv har Thomas Boberg tilbragt det meste af sit voksenliv langt væk fra Norden. Af samme årsag er han blevet kaldt "den store rejsende i moderne dansk litteratur".

Forfatteren og vennen Carsten Jensen har beskrevet Bobergs eventyrlyst med ordene: "Snart krydser han gennem uvejsomme bjergterræner, snart gennemtraver han slumkvartererne i en af Den Tredje Verdens storbyer. Han kan finde på at tage et par nyindkøbte støvler af, fordi de gnaver, og i stedet gå sine fødder til blods. Det ligner en livsform." Udlængslen, der allerede fik Thomas Boberg til at rejse ud i verden som 17-årig, førte ham først til Barcelona, hvor han boede i fire år sammen med kunstnerne Christian Lemmerz, Erik Frandsen og Jørgen Haugen Sørensen. Og hans senere rejser i Nordafrika, Asien og Sydamerika har afspejlet sig i hans trilogi af rejsebøger på i alt 1400 sider: "Sølvtråden", "Americas" og "Invitation til at rejse".

Gennem 12 år havde den danske rejsepoet base i Perus hovedstad, Lima, hvor han bosatte sig med sin peruanske kone Patricia Davelouis og deres nyfødte søn Mateo i 1990. Sønnen var blandt andet også årsagen til, at parret vendte tilbage til Danmark i 2002. I et interview forklarede Thomas Boberg, at han syntes, at sønnen selv skulle have lov til at til- eller fravælge Danmark. Siden er familien blevet forøget med datteren Camilla.

Selv er Thomas Boberg opvokset i Roskilde. Han blev student i 1980 og debuterede to år efter som digter i "Hvedekorn". I 1984 udkom "Hvæsende på mit øjekast", den første af en række digtsamlinger, der har gjort ham til en af landets mest anerkendte digtere. Allerede i 1986 blev han tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, i 2000 Otto Gelsted Prisen – og siden 2001 har han modtaget kunstfondens livsvarige ydelse. Og han har modtaget mange andre legater.

Men selvom han altså selv er meget anerkendt som digter herhjemme, har han siden hjemkomsten med sin udenlandske søn og kone til Danmark ofte identificeret sig med landets udlændinge, og han har kaldt tonen mod de fremmede herhjemme for "vederstyggelig". På samme måde er han kritisk over for meget af det, han ser i sit gamle fædreland. Hans modsvar er ironi. Og han har selv udtalt, at hans digtning også er blevet mere ironisk med årerne. Et eksempel er titlen på samlingen "Livsstil", der ironiserer over den overfladiskhed, der gør, at "det, der optager folk mest, er deres helbred og deres økonomi", som Boberg har udtalt. Selv er den berejste forfatter blevet kaldt rodløshedens digter på grund af de mange ankomster og opbrud i hans liv. I et digt skriver han for eksempel selv: "Verden er fuld af fantaster/og rock?n?roll drømme/der ingen steder har at bo/fordi ingen gider huse dem." Men selvom hans digtning på den måde kredser om rodløshed, har han i det mindste rodfæstet sig i den danske litteraturhistorie som en af de mest fremtrædende digtere i sin generation.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk