Der må satses på fred frem for placering af skyld

FLEMMING BENGTSON VIL HAVE FN til at afvæbne Hizbollah. Det er jo ikke let, når de opererer uden for FN's ansvarsområde nord for Litani. Men jeg deler Bengtsons bekymring, hvad angår FN?s magtbeføjelser og den libanesiske regerings evne til at løse samme opgave. Har jeg da givet udtryk for noget andet?

Hans Kristian Neerskov kalder det "graverende og uværdigt", at jeg nævner Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah. Hvad skal jeg sige til det? Han er en helt i Sydlibanon, og folk kan stemme på hans parti ved lokalvalg. Det er en konstatering. Jeg forsvarer ham på ingen måde og er i øvrigt heller ikke på "korstog" mod ortodokse jøder.

Man kan godt diskutere, hvor heldigt det er at sammenligne ortodokse jøder med Hizbollah. Det var ikke min hensigt at stemple religiøse jøder som sådan. Men derfor er det jo ikke forkert, at der på den ekstreme israelske højrefløj findes betragtelig modstand mod at diskutere grænsespørgsmål, og at denne højrefløj ofte også er religiøst funderet.

Set ud fra et pragmatisk, løsningsorienteret perspektiv er dette forstemmende, på samme måde som det er bekymrende, at den libanesiske regering ikke kan eller vil afvæbne Hizbollah. Af samme grund kaldte jeg oprindelig min kronik for "Libanon Blues", som redaktionen dog ændrede til "En fastfrosset konflikt i et varmt og smukt land".

JEG STÅR VED INDHOLDET og hensigten, nemlig at give et indblik i de danske UNIFIL-soldaters hverdag og professionelle indsats i Libanon samt at informere om nogle af konfliktens årsager. Der er ikke plads til at nævne dem alle. Hvad skal Libanon for eksempel stille op med de 400.000 palæstinensiske flygtninge, som ikke kan integreres, fordi de dermed vil for-skubbe balancen i det konfessionelle demokrati? Kan de vende hjem til Is- rael?

Kort sagt: Der er lange udsigter til en fredelig løsning på konflikten mellem Libanon og Israel, uanset hvad årsagen til den end er.

Kåre Egholm Pedersen,

flyverpræst,

Naqoura, Libanon