Få erhvervsgrupper er omgærdet med så megen positiv goodwill som landets hjemmehjælpere. Længe har der været en konsensuskultur om, at de er lavtlønnede, udfører et heltemodigt job og er presset til det yderste af stramme tidsplaner og alt for meget kontrol og bureaukrati.

Men det var alt andet end varme hænder, TV 2 kunne vise i deres nyhedsudsendelse i søndags, hvor det fremgik, at en gruppe hjemmehjælpere tilknyttet et plejecenter i Københavns Kommune havde yderst korte besøg hos de ældre, men lange pauser – i indkøbscentret, derhjemme og på plejehjemmet.

Det er på alle mulige måder en kedelig historie. Ikke mindst for de ældre, som derved bliver snydt for den hjælp, de er visiteret til og har krav på. Det må også siges at være en rigtig ærgerlig historie for de mange hjemmehjælpere, der med stort engagement og pligtfølelse udfører deres arbejde hver dag. De kan nu se frem til en sommer, hvor debatten igen vil gå på længden af kaffepauser, kontrol og tillid. Også Dennis Kristensen, formand for hjemmehjælpernes fagforening, FOA, må ærgre sig. Med stor dygtighed har han promoveret sine medlemmer som hårdtarbejdende, men lavtlønnede, og som det eneste forbund havde FOA ved overenskomstforhandlingerne for to år siden held til at få en ordenlig lønforhøjelse igennem efter bare få dages strejke.

Spørgsmålet er, hvad man skal stille op. I alle brancher er der brodne kar, men det er ekstra alvorligt, når der er ansat mennesker uden den rette holdning til at tage sig af de allersvageste. Mennesker, som måske ikke har valgt jobbet af lyst, men som sidste udvej før aktivering og arbejdsløshed.