Kontrol kan skabe en ond cirkel

Den omfangsrige kontrol, som vi har indført for at undgå svigt i det offentlige velfærdssystem, udhuler den ansvarlighed, der ellers er garant mod selvsamme svigt. Det påpeger eksperter i kølvandet på hjemmehjælperskandale

Timelange spisepauser. Private ærinder. Og ophold på privatadressen midt i arbejdstiden.

En gruppe hjemmehjælpere i København blev søndag aften ristet for åben tv-skærm, da TV 2 afslørede, at de brugte op mod halvdelen af deres arbejdstid på disse ting frem for på de ældre, som de retteligt burde være hos.

Dermed føjede der sig endnu et kapitel til rækken af historier om alvorlige svigt i det offentlige system. Eksempelvis historier om kommuner, der ikke griber ind, selvom forældre mishandler og misbruger deres egne børn.

Men hvad i alverden er der galt? Hvordan kan det system, som vi har opbygget til at drage omsorg for borgerne – og i særdeleshed for dem, der ikke kan drage omsorg for sig selv – svigte så eklatant?

Inden blodrusen breder sig i befolkningen, er det vigtigt at huske, at snyd, bedrag og svigt altid har fundet sted. Det påpeger Johannes Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet. Men der er også sket en udvikling, som understøtter en mindre grad af ansvarlighed hos mange offentligt ansatte, mener han.

For eksempel betyder indførelsen af fritvalgsordningerne, hvor borgerne på en række områder kan vælge private alternativer til det offentlige – for eksempel ældremad eller hjemmepleje – at kommunerne meget nøje og præcist har skullet udregne, hvor lang tid det for eksempel tager at støvsuge fem kvadratmeter eller skifte en ble.

"Man har rationaliseret hele serviceydelsen. Derfor er det ikke længere den enkelte borgers behov, der er bestemmende for, hvor lang tid besøget fra hjemmehjælpen tager. Det har så samtidig ført til, at de ansatte har overtaget den tankegang: Jeg rationaliserer mig igennem arbejdet så hurtigt som muligt. Og med den tankegang ender en medarbejder måske med kun at bruge 13 minutter på en opgave, der ellers er tidssat til 23 minutter. For det handler jo om at gøre tingene så effektivt som muligt," forklarer Johannes Andersen.

Sideløbende er danskernes billede af velfærdsstaten skiftet fra den klassiske og solidariske "vi skal hjælpe de svageste"-tankegang til et serviceorienteret "vi betaler, så derfor skal vi selvfølgelig også have". Og får vi ikke den service, vi forventer, ja så er kravet ifølge Johannes Andersen stort set altid det samme: mere kontrol.

Stik mod hensigten fører mere kontrol bare ikke til det, vi egentlig ønsker, nemlig større ansvarlighed. Faktisk tværtimod er Johannes Andersen, Verner C. Petersen, professor ved Institut for Ledelse på Aarhus School of Business (tidligere Handelshøjskolen i Aarhus), og Sverre Raffnsøe, professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School, enige om.

"Når man begynder at måle og kontrollere, opfattes det som et udtryk for mistillid – selvom det modsatte er hensigten. Og det kan være demotiverende forstået på den måde, at folk så kun lige gør, hvad de skal. Engagementet – det, der gør, at folk yder noget ekstra – det får man ikke med. Det kræver nemlig, at man viser dem tillid," siger Sverre Raffnsøe.

Verner C. Petersen understreger pointen med et eksempel fra virkelighedens verden.

"For nogle år siden kørte en anden ?skandale?, hvor der var foretaget nogle optagelser med skjult kamera på et plejehjem. Det førte til en bekendtgørelse om, at alle plejehjem skulle underlægges et anmeldt og et uanmeldt årligt tilsyn og et årligt besøg af embedslægen. Efter hvert af de besøg skulle der udarbejdes en rapport – oven i købet var der angivet præcis, hvad der skulle kigges efter. En af tingene var, om plejehjemmet havde et skriftligt nedfældet værdigrundlag," fortæller han og fortsætter:

"Tror du ikke, at mennesker, der arbejder i plejesektoren og har gjort det i mange år, har værdier for deres arbejde? Er det virkelig værd at bruge tid på at skrive det ned frem for at bruge tiden på de ældre? I virkeligheden får man jo mindre ansvarlighed ud af det. For vi har institutionaliseret ansvarligheden og fjernet den fra den enkelte."

Verner C. Petersen understreger, at sager som den om gruppen af hjemmehjælpere i København også har rod i, at der er tale om lavstatusjob til lave lønninger, og at der derfor også kommer "en del medarbejdere, der ikke er verdens bedste". Desværre kan der let blive tale om en selvforstærkende ond spiral, når kritikken hagler ned over grupper af offentligt ansatte, påpeger Krista Blaabjerg, sociolog og tidligere konsulent for Arbejdsmarkeds-Etisk Råd.

"Der er ingen tvivl om, at man undergraver de offentligt ansattes faglighed, når man bliver ved med at tale om dem som en gruppe, der ikke gør deres arbejde godt nok. Derfor kan man sige, at den indstilling, der er til mange offentligt ansatte, sandsynligvis kan afstedkomme et skred i deres holdning til deres arbejde," siger hun og understreger, at sagen fra Københavns Kommune ikke nødvendigvis er et udtryk for et generelt problem.

Samme pointe kommer fra Verner C. Petersen. Han fortæller, at under vinterens store snefald på Bornholm blev hjemmeplejen dér rost i høje toner for at trodse de nærmest ufremkommelige forhold for at nå ud til borgerne. Den slags ansvarlighed kan "systemet" være med til at fremelske ved at slække lidt på de kontrollerende tøjler – det har man for eksempel forsøgt med "kontrol-fri zone" i Aarhus Kommune, påpeger han:

"Giv medarbejderne et større råderum. Lad for eksempel de ansatte i hjemmeplejen selv tilrettelægge deres dag ud fra deres egen vurdering af, hvad de ældre har mest brug for. Og lad så ledelsen sikre, at de ikke vover sig alt for langt væk fra det, man kan kalde ordentlighed. Det kræver så også, at lederne tør være ledere. Og at når de hører, at noget er galt, så gør de også noget ved det."

skovhoej@kristeligt-dagblad.dk

agger@kristeligt-dagblad.dk