Terror er en god historie

Konkurrence På Byens Forlag er man på vej med novellesamlingen "Terror i København". Novellerne er valgt fra en konkurrence

Litterære talentkonkurrencer er sjældne herhjemme. Derfor er det altid spændende at se, hvilke talenter der dukker op, når et forlag har modet til at udskrive en konkurrence. For en skrivekonkurrence kan hurtigt blive første skridt til et egentligt forfatterskab.

I 2005 udskrev Landbrugets Kulturfond for eksempel novellekonkurrencen bag Hovedlands udgivelse "Tvivl", der bestod af "fortællinger fra landet".

Vinderen Marianne Jørgensen har siden udgivet novellesamlingerne "Landsby" fra 2006 og "Den dag jeg slog min hund ihjel" fra 2008, ligesom hun tidligere i år udgav romanen "Bondefanget".

Et andet forfatterskab blev kendt, da Lindhardt og Ringhof udskrev en stor romankonkurrence i 2006.

Torben Munksgaard vandt med romanen "Retrograd", der blev oversat til flere sprog. Og siden har han etableret sig yderligere som forfatter med romanen "Den perfekte mand", der udkom sidste år med selvbiografiske spor fra hans opvækst i Haderslev.

Og nu har en anden ung mand, der også er opvokset i Haderslev, såmænd vundet den seneste skrivekonkurrence herhjemme.

Til gengæld har den 25-årige Frank Rytlow boet på Nørrebro hele sit voksenliv. Og hans vindernovelle, "Yazids drøm", udspiller sig også på Nørrebro. Det er Byens Forlag, der har stået bag novellekonkurrencen "Terrorangreb på København". Forlaget modtog 126 bidrag, og de bedste 12 bliver udgivet til august i bogen "Terror i København".

"Emnet rummer alt det, der skal til for at skrive en god historie. For det er jo ofte, når noget skubber trygheden til side, at de gode historier opstår," forklarer Tommy Heisz, der er redaktør på Byens Forlag. Og for vinderen er emnet også en del af hverdagen.

"Man kan ikke åbne en avis, uden at man skal forholde sig til terror, men jeg syntes altid, at man forbandt terror med bomber, og jeg ville gerne prøve at skrive om det på en anden måde," siger Frank Rytlow, der selv beskriver, hvordan en indvandrerbande roder sig ind i en terrorsag som håndlangere for rige fundamentalister, der vil hævne Muhammed-tegningerne.

I "Yazids drøm" forgifter bandemedlemmerne supermarkedsmad for at ramme tilfældige danskere. Men i sidste ende rammer det dog blandt andet hovedpersonens egen familie. På den måde illustrerer novellen fint terrorens meningsløshed. Men novellesamlingen bliver ikke trykt for at skabe mere frygt, tværtimod, forklarer redaktøren:

"Jeg tror faktisk, at man kan bruge bogen til at reflektere over, hvad frygt er. For fiktion kan sprogliggøre frygt på en anden måde, end vi er vant til. Og jeg tror, at vi har brug for at reflektere over, hvad terror er kommet til at betyde for os. For vores forhold til terror har jo ændret sig markant i løbet af de sidste 10 år, hvor billederne fra New York, London og Madrid har gjort terroren til en del af vores hverdag på en helt ny måde. Statistisk set er der jo stadig intet at frygte, for risikoen for at dø ved en højresvingsulykken er jo tusind gange større. Men jeg tror, selv de mest politisk korrekte er begyndt at opføre sig anderledes, hvis en langskægget udlænding ser ud til at have noget underligt om maven," siger Tommy Heisz.

Hos Frank Rytlow har forfatteren i maven fået mod på mere. Privat skal han i lære som tømrer efter sommerferien, og med en fortid som ufaglært jord- og betonarbejder var han selv forbavset over at slå de andre skrivetalenter af banen.

"Det giver da helt klart lyst til at prøve at skrive noget mere. Jeg sad faktisk og skrev min novelle færdig, natten før der var deadline. Og jeg var ikke engang tilfreds med slutningen selv. Men det var da rart at vinde over så mange andre, hvor nogle endda havde fået noget udgivet før. Og nu er mit næste mål at udgive min egen novellesamling," siger Frank Rytlow.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk