Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen KÆRLIGHED OG PASSION til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KÆRLIGHED OG PASSION

Fakta

I medgang og modgang

Elisabeth Dons Christensen skriver klummer om kærligheden på denne plads sommeren over, mens...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Nutidens ægteskaber kan ikke holde, hvis ikke der er kærlighed, og til den hører lidenskaben. Men indimellem kan kærlighed også være stor lidelse, og så kræver det et langvarigt arbejde at vinde den tabte lidenskab tilbage

"Kærlighed og ægteskab

hva' kommer de hinanden ved?

Kedsomhedens tomme gab,

til kæben går af led.

Annonce
Elskov er den vilde blomst.

I gartnerhænder går den ud.

Skærmet får den sin bekomst,

men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os på mund og hånd ..."

Ikke sært, at ægteskabet ikke har været særligt højt i kurs i de pænere kredse i det danske, når selve et af det 20. århundredes koryfæer inden for kulturen, Poul Henningsen, kan give institutionen disse hårde ord med på vejen. Og visen ganske uden blusel er blevet sunget over det ganske land et utal af gange siden dens fremkomst i 1940.

Det er selvfølgelig ikke lige til at vide, hvorfor ægteskabet skal have det skud for boven. Det kan være, at det borgerlige ægteskab, han så omkring sig, var blevet en stivnet facade. Det kan også være, at han var præget af idealer, som han havde fået fra sin mor, der hyldede den såkaldt frie kærlighed. Det kan være, at han havde et politisk mål med at skyde på ægteskabsinstitutionen, fordi denne institution var – og måske stadig til en vis grad er – konserverende. Det kan også være, at han bare var "på det sted i sit liv", som vi siger, når vi vil (bort)forklare vore forskellige fejltagelser med, at vi på det tidspunkt ikke kunne gøre andet end det, vi gjorde. Hvor tåbeligt det så end er, for vi kunne jo altid have gjort noget andet end det, vi gjorde!

Men er det rigtigt, at ægteskabet er trangt? Indeklemt? Gudsjammerligt kedeligt? Og hvad er det, han mangler i datidens ægteskab andet end passionen? Vildskaben? Den erotiske besættelse i elskovs hede favntag? Elvira Madigan og Sixten Sparre for fuld udblæsning? Sluttende med destruktion af alle implicerede parter, både de lidenskabeligt elskende og deres eventuelle familier? Eller regner han – og med ham mange andre – med, at det ikke koster at involvere sig i livet og kærligheden? Kan vi bare få det hele, både den vilde hede lidenskab, der fortrænger alt og alle, der kommer i vejen for den – og så den livslange kærlighed med den, vi har lovet at ville elske, til døden skiller os ad?

Men hvad er lidenskab og passion egentlig? Og er det helt umuligt for mennesker at finde ud af at få lidenskaben og kærligheden til at gå i hak og takt? For nu at være med på noderne har jeg googlet på internettet – det sted, hvor i hvert tilfælde unge mennesker får deres viden fra, som altså ikke altid er reel viden, men blot det, de fleste henvisninger rammer ind på. Efter dette forstår jeg egentlig godt, hvorfor PH-visen har haft den gennemslagskraft, den har. For naturligvis er passion her knyttet til Jesu lidelseshistorie og de store passionsdramaer inden for musik og kunst, men den menneskelige passion må have fået ganske dårlige kår, som den fremstår udvandet og biedermeiersk med en stærk duft af fajance, design, mejeriprodukter, for ikke at tale om passion for guldalder, ure, vine, håndlavede lys og sæber!

Og det kan passionen ikke være tjent med. Kærligheden heller ikke. Og slet ikke kærligheden i den ramme, som vil den livslange kærlighed. Og lad det være sagt med det samme: Jeg tror ikke, at nutidens ægteskaber holder, hvis ikke de er forbundet med kærlighed. Og dertil hører lidenskaben.

Lad mig derfor begynde et helt andet sted. Med sproget. Det er både vidunderligt og forunderligt. Et under, der fortæller det hele, når man bare smager på ordene.

Passion kommer af det latinske pati: lide. At lide, at have ondt. Og det kan vi gøre på så mange måder. Som Jesus gjorde det på korset, fordi Gud elskede verden og mennesker i den så højt, at han ikke kunne lade være med at binde sig til den og os – også selvom det kostede hans søn livet.

Og så er det danske sprog ved at komme til sin ret, for at lide i smertelig forstand og at kunne lide i elskelig forstand hænger sammen som fod i hose. At elske er forbundet med at lide, fordi alt, hvad vi binder os til her i denne timelige verden, også er dømt til at mistes, om ikke før, så siden.

Derfra er der slet ikke langt til lidenskaben og den lidenskabelige kærlighed.

Den er ikke et biedermeiersk interiør, der lukker alt det farlige ude, hvad enten det er den fortidige biedermeierhygge med klunker og tunge gardiner, eller det er nutidens hygge-nygge-nemme og velpolerede overfladekultur. For kærligheden koster. Den koster slid og slæb og lange dage. Den koster uro og usikkerhed, den koster vores højt besungne frihed. For den kærlighed, der binder sig til den elskede med liv og sjæl og dermed lidenskab, er og bliver farlig. Men det er alt i livet, som virkelig betyder noget for os. Den kan sandt nok blive altopædende, når den retter sig mod et menneske, som er helt uden for rækkevidde, og da er det at ligne ved en sygelig besættelse. Men den kan naturligvis også blive altopædende i en udenomsægteskabelig affære a la Elvira Madigan.

Men i det lange, gode kærlighedsforhold, der trives lidenskaben sandelig også i bedste velgående. Den trives som en stadig tilbagevenden til den anden. Den trives som en ny opdagelse af den anden og som en stadig inderligere indlevelse i den andens sind og krop og tanker, hvor det velkendte netop kan give det erotiske en ny dimension. Den lever som en uro for den anden og som en frygtelig farlig erkendelse af, at man uden den anden ville være fortabt. Vil den anden stadig mig? Er jeg stadig den udvalgte – den, for hvem alle andre, hvis det kom dertil, måtte træde til side? Det er ikke bare jalousiens onde tæge, der bider på, når den elskende venter den elskede hjem fra en alt for sen hjemkomst fra julefrokosten, det er frygten for at miste noget, der er dyrebart for den ventende.

Det er dette, at man på nåde og unåde har bundet sig til en afhængighed af et andet menneske, hvis sind og tanker man ikke har en jordisk chance for at styre. Man kan kun ét: give sig selv. Det må man så også gøre – og ikke bare hytte sit eget skind.

Er lidenskaben borte, så er der virkelig fare på færde.

Men så venter der også et ganske lidelsesfuldt, lidenskabeligt og langvarigt arbejde for at vinde det tabte tilbage. Det kan lade sig gøre, hvis viljen er der. Spørg bare mange gamle, afprøvede ægteskaber. De kan se så rolige ud på overfladen. Og dog er det ikke bare sukker, der har bragt dem dertil.

Den store lidenskab er heldigvis ikke altid offentlig til skue.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​