KÆRLIGHED OG PASSION

"Kærlighed og ægteskab

hva' kommer de hinanden ved?

Kedsomhedens tomme gab,

til kæben går af led.

Elskov er den vilde blomst.

I gartnerhænder går den ud.

Skærmet får den sin bekomst,

men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os på mund og hånd ..."

Ikke sært, at ægteskabet ikke har været særligt højt i kurs i de pænere kredse i det danske, når selve et af det 20. århundredes koryfæer inden for kulturen, Poul Henningsen, kan give institutionen disse hårde ord med på vejen. Og visen ganske uden blusel er blevet sunget over det ganske land et utal af gange siden dens fremkomst i 1940.

Det er selvfølgelig ikke lige til at vide, hvorfor ægteskabet skal have det skud for boven. Det kan være, at det borgerlige ægteskab, han så omkring sig, var blevet en stivnet facade. Det kan også være, at han var præget af idealer, som han havde fået fra sin mor, der hyldede den såkaldt frie kærlighed. Det kan være, at han havde et politisk mål med at skyde på ægteskabsinstitutionen, fordi denne institution var – og måske stadig til en vis grad er – konserverende. Det kan også være, at han bare var "på det sted i sit liv", som vi siger, når vi vil (bort)forklare vore forskellige fejltagelser med, at vi på det tidspunkt ikke kunne gøre andet end det, vi gjorde. Hvor tåbeligt det så end er, for vi kunne jo altid have gjort noget andet end det, vi gjorde!

Men er det rigtigt, at ægteskabet er trangt? Indeklemt? Gudsjammerligt kedeligt? Og hvad er det, han mangler i datidens ægteskab andet end passionen? Vildskaben? Den erotiske besættelse i elskovs hede favntag? Elvira Madigan og Sixten Sparre for fuld udblæsning? Sluttende med destruktion af alle implicerede parter, både de lidenskabeligt elskende og deres eventuelle familier? Eller regner han – og med ham mange andre – med, at det ikke koster at involvere sig i livet og kærligheden? Kan vi bare få det hele, både den vilde hede lidenskab, der fortrænger alt og alle, der kommer i vejen for den – og så den livslange kærlighed med den, vi har lovet at ville elske, til døden skiller os ad?

Men hvad er lidenskab og passion egentlig? Og er det helt umuligt for mennesker at finde ud af at få lidenskaben og kærligheden til at gå i hak og takt? For nu at være med på noderne har jeg googlet på internettet – det sted, hvor i hvert tilfælde unge mennesker får deres viden fra, som altså ikke altid er reel viden, men blot det, de fleste henvisninger rammer ind på. Efter dette forstår jeg egentlig godt, hvorfor PH-visen har haft den gennemslagskraft, den har. For naturligvis er passion her knyttet til Jesu lidelseshistorie og de store passionsdramaer inden for musik og kunst, men den menneskelige passion må have fået ganske dårlige kår, som den fremstår udvandet og biedermeiersk med en stærk duft af fajance, design, mejeriprodukter, for ikke at tale om passion for guldalder, ure, vine, håndlavede lys og sæber!

Og det kan passionen ikke være tjent med. Kærligheden heller ikke. Og slet ikke kærligheden i den ramme, som vil den livslange kærlighed. Og lad det være sagt med det samme: Jeg tror ikke, at nutidens ægteskaber holder, hvis ikke de er forbundet med kærlighed. Og dertil hører lidenskaben.