Da ondskaben satte en lille bosnisk by på verdenskortet

I kisterne er resterne af de mænd og drenge, som det forgangne år er blevet identificeret via dna. Hele skeletter eller knoglerester, et ben, en arm og et kranie. De stammer fra nogle af de 73 massegrave, som til dato er udgravet med døde fra Srebrenica. Halvdelen af disse grave er såkaldte sekundære grave, hvor ligene er blevet gravet op og flyttet for at skjule de forbrydelser, de blev udsat for.

"I tilfældet med Srebrenica ser vi det mønster, at gerningsmændene gjorde et stort arbejde for at skjule ofrene for massakren med det formål, at ligene aldrig ville blive fundet igen. Det krævede en massiv indsats med mange, mange mennesker involveret," siger den administrerende direktør Kathryne Bomberger for den Internationale Kommission for Savnede Personer, ICMP, i Bosnien, der de seneste 10 år har identificeret savnede i det tidligere Jugoslavien via dna.

Netop den omfattende planlægning, det krævede at gennemføre og senere dække over massakren i Srebrenica, og den systematik og ihærdighed, operationen blev udført med, var afgørende, da dommen for folkedrab faldt i 2001 over den tidligere bosnisk-serbiske general Radislav Krstic og igen i juni over de to tidligere bosnisk-serbiske officerer Vujadin Popovic og Ljubisa Beara ved Krigsforbryderdomstolen i Haag. De tre er de første, der er dømt for folkedrabet i Srebrenica, som også den tidligere bosnisk-serbiske præsident Radovan Karadzic og general Ratko Mladic står anklaget for.

Massakren på de mere end 8000 bosnisk-muslimske mænd og drenge var ikke en tilfældighed, det var en nøje planlagt operation, hvor de medvirkende "indvilligede i ondskab", som anklageren Peter McCloskey udtrykte det under retssagen mod Radislav Krstic.

Da general Ratko Mladic og Republika Srpskas hær den 11. juli 1995 havde stormet Srebrenica, udbrød der kaos i den "sikre zone". Frygten spredte sig blandt de bosniske muslimer, og mere end 10.000 mænd forsøgte at flygte. Mange af dem blev senere dræbt eller fanget og fragtet til henrettelsespladserne af de bosniske serbere.

Samtidig begyndte Mladics styrker at skille mænd i alderen fra 16 til 65 år fra kvinder, børn og gamle med hjælp fra de hollandske soldater. Serberne insisterede på, at mændene skulle tilbageholdes og afhøres om deres rolle i mulige krigsforbrydelser.

I løbet af de næste 36 timer blev omkring 23.000 kvinder og børn sat på busser og deporteret ud af området. Og mændene transporteret til lejre i lagerbygninger, skoler og andre bygninger, hvor de ventede uden mad eller vand, inden de blev kørt til henrettelsespladserne.

De fleste af mændene i lejrene døde på marker, i skove, grusgrave og bygninger omkring Srebrenica, hvor de blev stillet op og systematisk nedslagtet. Nogle havde bind for øjnene, og deres hænder var bundet. Andre så, hvad der ventede dem. Nogle af mændene slap væk og kunne berette, hvad der var sket. Og den 16. juli begyndte de første rapporter om massedrabene at dukke op.

Endnu i dag er spørgsmålet, hvordan det kunne ske. Og hvordan verdenssamfundet stiltiende kunne se til, mens folkedrabet i Bosnien udfoldede sig. De hollandske soldaters rolle og medvirken forbliver kontroversielt. Kritikere hævder, at FN-soldaterne kunne have gjort mere for at beskytte de bosniske muslimer i Srebrenica.

I 2002 fældede en kritisk rapport fra det hollandske Institut for Krigsdokumentation den hollandske regering. Også selvom rapporten bredte ansvaret ud på stort set alle involverede parter og konkluderede, at de letbevæbnede hollandske FN-soldaters fredsbevarende mission i Srebrenica havde været umulig. Hollænderne rettede derefter en kritik mod FN?s øverstkommanderende i Bos-nien, general Bertrand Janvier, som flere gange havde afvist hollændernes anmodning om luftstøtte mod de fremrykkende bosniske serbere uden for Srebrenica.

Når mindehøjtideligheden på søndag finder sted, er der ifølge ICMP identificeret 6480 ofre for massakren i Srebrenica ved hjælp af dna. Det samlede antal døde sætter ICMP til 8100. De resterende venter i hvide ligposer i identifikationscenteret i Tuzla eller i grave, som endnu ikke er fundet.

Dna-identifikationen af de mange ofre tegner et videnskabeligt billede af folkedrabet i Srebrenica, i form af ubestridelige kendsgerninger, påpeger ICMP?s administrerende direktør, Kathryne Bomberger. Alligevel findes der mange røster blandt bosnisk-serbiske politikere og i befolkningen, som fortsat benægter det, der skete. Som hævder, at antallet af døde er stærkt overdrevet, og at der ikke var civile ofre blandt de døde, men kun soldater dræbt i kamp.

15 år efter den værste enkeltstående forbrydelse i Europa er kampen om Srebrenica endnu ikke forbi.

udland@kristeligt-dagblad.dk