Mogens Hansen |
10. juli 2010
De tider er forbi, hvor DR gjorde kirkens arbejde. Verden går ikke under, hvis Vor Frues klokker ikke kan høres på Skagen. Der er en verden af andre muligheder!
DER KOM ET BREV til Danmarks Radio engang i 1980'erne: "I må aldrig holde op med at sende Morgenandagten. Den betyder to ting i mit liv. For det første, at verden stadig består. For det andet fortæller klokkerne, at jeg skal gå tur med hunden. Jeg kunne ikke drømme om at høre selve andagten."
Jeg har aldrig stødt på en mere præcis beskrivelse af Morgenandagtens betydning. Mon ikke såvel mand som hund for længst er døde? Men hvad med verden, hvis også Morgenandagten er på vej mod sit sidste amen? Det her er en invitation til at drikke en kop erfarings-te sammen med en, der engang havde ansvar for sagen.
Det var ikke kirkefolk, der tog initiativet til, at religionen kom i radioen i form af gudstjenestetransmissioner dengang i 1920'erne, hvor mediemaskinen blev opfundet. Det var folkene omkring opfindelsen. Et par journalister fra De Ferslewske Blade gik fra præstedør til præstedør med invitationen. Men de fik en kurv. Præsterne var blandt andet nervøse ved tanken om, hvad det betød for gudstjenesten. Man sad jo der hver for sig i sin stue. Hvad blev der af menighedens fællesskab? Københavns biskop forbød ligefrem, at man stillede mikrofoner op i kirkerummet.
Men også dengang var der medieivrige præster. Garnisons Kirkes sognepræst, Olfert Ricard, var en af dem: "Saa spørger vi slet ikke! Lad os gaa i gang!", sagde han. Holmens provst Fenger sagde: "Ordet bliver forkyndt og kommer ud, det er Hovedsagen." Det er stort set, hvad der er sagt om den sag – også siden.
I de 85 år, de elektroniske medier har været i æteren, er kirke og tro blevet behandlet alt for godt. Det skyldes dels, at medierne i de første 50 år var styret af folk med folkelig-kirkelig baggrund og forståelse, dels at kirken havde en vare, som alle havde glæde af: billige og nemme programmer, først og fremmest transmissioner af gudstjenester og foredrag. De oplagte kunder, "kirkefolket", var mere end tilfredse, når blot de fik det, som de ville have det. Og det fik de. Dengang! Nu går den ikke længere.
Det er på tide, at alle parter forholder sig til "de faktiske forhold i jernindustrien". På godt og ondt er massemediernes form og indhold ændret. Der findes ikke længere noget religions-helle! Men kirkefolket er uforberedt.
En følge af folkekirkens manglende ledelsesstruktur har nemlig været, at vi i Danmark har overladt sagen til en privat forening, stærkt præget af missionske og frikirkelige kræfter – Kristelig Lytter- og Fjernseerforening, nu: KLF, Kirke & Medier. Den teologisk-mediemæssige omtanke og eftertanke her til lands har stort set været fraværende. Det har historisk set haft katastrofale følger for arten af de såkaldt kirkelige programmer i Danmarks Radio.
En af foreningens toneangivende formænd, sognepræst Sv. Aage Olsen, sagde det klart og tydelig i 1970'erne: "Forkyndelsen i medierne skal ske fra menighedens forsamling, tæt ved dåb og nadver." Det er nok nærmest det modsatte af, hvad omtanke og eftertanke ellers er nået til om medier og forkyndelse.
SOM DEN ENESTE radiofoni i verden har Statsradiofonien/Danmarks Radio således haft to gudstjenestetransmissioner hver søndag. Kristelig Lytter- og Fjernseerforenings folk mente, at det svarede til situationen i de store byer: to gudstjenester, to forskellige teologiske tilgange. Det er ganske enkelt utroligt, at Danmarks Radio fandt sig i en sådan argumentation i så mange år. Om sommeren var der således to gudstjenester med en times mellemrum! På en monopoliseret radiokanal.
Nu skal regningen betales for mangel på rettidig omhu!
Da vi (DR) i begyndelsen af 1980'erne efter 50 år (!) afskaffede den ene af gudstjenesterne, skete det under protest fra KLF. Vi ville i stedet lave programmet "Søndag morgen – om os selv og det vi tror på". Det fik fem gange så mange lyttere, som gudstjenestetransmissionen på samme tid havde haft. Programmets folkelige og kirkelige betydning i de 15 år, det blev sendt, er veldokumenteret.
Alle andre vestlige radiofonier har siden 1930'erne haft en radiofonisk morgenandagt. Danmark fik først en sådan i 1975. Men pastor Olsen protesterede. Han ville ud over Morgenandagten fra domkirken have en "salmesandwich": salme for og bag, et bibelord og en udlægning ved en præst. Gud ske tak og lov fik vi det forhindret. "Ved dagens begyndelse" blev et radiofonisk ord til dagen ud fra en kristen livsholdning. Kun DR's egen dårlige pleje af form og indhold berettigede til programmets ophør for nogle år siden. Vi er således det eneste vestlige land, der for tiden ikke har et af radiofonien tilrettelagt ord til dagen.
Til gengæld har vi siden 1931 haft en anden form for morgenandagt, nemlig den direkte sendte liturgiske andagt, tilrettelagt af Københavns Domkirke. (BBC har en, der ligner, men den er optaget og redigeret). Formen har varieret gennem årene, men den kommer "fra menighedens forsamling", selvom denne fysisk set ikke er særlig talrig, selvom licenskroner i de senere år har bidraget til dens gennemførelse, og selvom en liturgisk morgenandagt ikke er en dansk tradition – i modsætning til England. Der er en vis grad af kunstigt åndedræt over domkirkens morgenandagt.
NU ER DE PROGRAMMÆSSIGE konsekvenser af det ideologisk-politiske medieforlig så ved at vise sig i horisonten. DR er tvunget til at træffe en række beslutninger, der alle vil gøre ondt, fordi to kanaler skal gøres til én. I stedet for golde protester og rethaverisk tilbagelænethed – ingen af delene fører til andet end frustrationer – kunne vi fra kirkens side benytte lejligheden til den konstruktive eftertanke, der faktisk burde have fundet sted for længe siden. Vi skal ikke regne med, at DR's folk kan eller vil den slags. De tider er forbi, hvor Danmarks Radio gjorde kirkens arbejde! Til gengæld må vi kræve at sagen afgøres på ordentlig måde af DR!
Selvom vi danske på det kirkelige område elsker at være ene-stående, er det på tide at konstatere, at en radioformidlet liturgisk andagt har tiden bag sig. Som antydet er der andre – og bedre – muligheder.
Og så bliver vi nødt til at indse, at heller ikke på religionsområdet er der længere monopol. I et massemedie, der er i folkets tjeneste, må mindretalsreligioner naturligvis deles med majoritetens stemmer om sendetiderne. En ægte samtale mellem mennesker fra forskellige religioner i det offentlige rum vil oven i købet give spændende muligheder. Hvis Morgenandagten fra domkirken ikke transmitteres på de almindelige DR-kanaler, så skal vi have en anden formidling af tro i radioen. Ikke snak om tro – det er der rigeligt af– men et program, hvor troen kommer til orde og til tone!
Det grundlæggende problem, når gudstjenester kommer i medierne, er, at vi gøres til publikum til andres gudsdyrkelse. Den, der kender melodien, "synger med", alle andre får bekræftet de negative fordomme. Hvis der oven i købet, som det er tilfældet med domkirkens morgenandagt, ikke medfølger nogen form for "brugsanvisning", så bliver det så meget des mere fremmedgørende.
Der er masser af andre muligheder for mediebårne gudstjenester til syge, handicappede og "jeg bliver hjemme i dag-kirkegængere". Sådan som teknikken har udviklet sig, er det ganske enkelt gammeldags og unødvendigt med landsdækkende mediegudstjenester. Alt fra telefon- til dvd-formidling af den lokale gudstjeneste er såvel billigere som teologisk og folkeligt langt mere relevant.
Verden går ikke under, hvis Vor Frues klokker ikke kan høres på Skagen. Der er en verden af andre muligheder!
Mogens Hansen er tidligere sognepræst og tidligere ansat i DR
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad