Jean Claude på 54 år er sur på Haitis præsident, René Préval, som han mener gør alt for lidt for Haitis indbyggere. --
- Anders Kofoed Pedersen.
Anders Kofoed Pedersen skriver fra Haiti |
10. juli 2010
Seks måneder efter jordskælvet i Haiti kæmper de fattigste i samfundet en kamp mod arbejdsløshed og ulighed i et land, hvor de rigeste 10 procent af befolkningen tjener mere end 50 gange mere end de fattigste 10 procent
"Hallo du der! Kom her over!"
Jean Claude på 54 år råber højt i forhåbning om, at den hvide nordeuropæer, der trasker forbi, er en omvandrende arbejdsformidling, der kan hjælpe ham et skridt ud af hans bekymring og daglige kamp for at skaffe mad til ham selv og hans familie.
Jean Claudes engelskkundskaber og accent afslører, at han ikke har boet i Leogane vest for Haitis hovedstad, Port-au-Prince, hele sit liv. Byen tættest på jordskælvets epicenter. Byen, hvor 80 procent af husene ligger i ruiner.
"Jeg boede mere end 20 år i USA, hvor jeg var bygningsarbejder, men jeg begik en fejl, som jeg må betale for," fortæller Jean Claude, som efter et mislykket forsøg på at tage fire kilo kokain med ind i USA blev deporteret til Haiti, hvor han nu har boet i mere end fire år.
Han måtte efterlade seks børn i USA og er nu gift og har tre børn i en lille landsby fire timer fra Leogane.
"Jeg tog til Leogane for at finde noget arbejde, så jeg kan tjene penge til min familie, men det er umuligt at finde noget arbejde her. Har du et job til mig. Hvad som helst? Jeg vil feje dit gulv, vaske din bil. Jeg er ikke kræsen. Et job er et job!"
Arbejdsløsheden i Haiti var før jordskælvet på cirka 80 procent. Et tal, der siden januar er gået den forkerte vej, om end nogle har fundet arbejde hos en af de mange hjælpeorganisationer, der er det tredje mest synlige i Leoganes gadebillede næst efter murbrokker og telte. En daglejer tjener typisk mellem 30 og 40 kroner, men Jean har endnu ikke haft held med at finde job, og uden penge er der ikke noget at komme hjem med til de børn, han ikke har set siden den 10. maj.
"Når jeg taler med mine børn i USA, spørger de, hvorfor jeg ikke har fundet noget job, og de spørger, hvor alle de penge, som er blevet givet til Haiti, er blevet af. René Préval (Haitis præsident, red.) er en skiderik. Undskyld mit sprog, men han tænker kun på sig selv. Han giver os et par hundrede dollar og fejer nogle veje hist og her, og så beholder han resten selv. Han siger til sit forsvar, at han er traumatiseret af jordskælvet, og at hans hus også kollapsede. Ét af dem kollapsede, og hvor mange har han så tilbage? Hvad med os andre? Vi har ingenting," siger Jean Claude i en længere monolog, der foregår i et hidsigt tempo med armene fægtende i luften, mens børn og voksne omkring ham følger samtalen på engelsk uden at forstå, hvad der bliver sagt.
"Préval har sagt til sit folk: Gør, hvad I kan for at overleve. Hvad mener han med det? At jeg kan slå dig ned og tage dine ting – og så kan han smide mig i fængsel bagefter. Préval giver mig ikke noget job. Han giver ikke job til nogen som helst," lyder det fra Jean Claude.
"Jeg ville ønske, at FN ville overtage regeringen. De har en større forståelse og viden, som kan hjælpe Haiti. Måske vil de begynde at behandle os som mennesker. Preval ønsker ikke at hjælpe, han er bare ude på at redde sit eget skind ligesom alle de andre politikere, siger Jean Claude og sætter fokus på en historisk problematik i Haiti, hvor de politiske ledere har haft travlt med at fylde egne lommer.
På en af bjergskråningerne, der omkranser Port-au-Prince, ligger Petionville Club. En gang byens golfbane for de rigeste. I dag hjemsted for 50.000 internt fordrevne, der venter på, at nogen tager ansvar på et lidt højere plan end de mere end 30 hjælpeorganisationer, der koordinerer arbejdet i lejren og sikrer, at det mest basale er tilgængeligt for masserne.
Erwin sidder med sin nevø foran sit hjem. Et telt, sat sammen af grå presenninger, afstivet med tynde trærafter, der gør, at det kan holde de værste regnskyl ude. Regnskyl, der falder med jævne mellemrum på denne årstid, og som snart bliver suppleret med en orkansæson, der sjældent er nådig. Erwin er far til en søn på ni år, moderen til hans søn har han ikke set siden jordskælvet.
Erwin sidder roligt på en gul vanddunk og underviser sin nevø Gerry i problemregning, han smiler og hilser og spørger nysgerrigt om løst og fast til den besøgende. Erwin er i samme situation som Jean og de fleste andre haitianerne. Han er arbejdsløs. Han er 30 år nu, og hans seneste job var som 18-årig, hvor han arbejdede i en restaurant. Af de otte mennesker, der bor i samme telt som Erwin, er det kun Erwins bror, der har et job og må forsørge resten.
"Hvad vil I gøre for at hjælpe vores land," spørger Erwin i et roligt tonefald, i et håb om, at den forbipasserende ligger inde med de vises sten.
"Du kan godt komme her og give os et brød hver dag, men vi vil hellere have et job, så vi kan tjene pengene til at købe brødet selv," siger Erwin.
Erwins øjne udstråler på den ene side en sorg over sin egen og landets situation, men samtidig er der noget håbefuldt, noget ærligt i stedet for den bitterhed, man kunne forvente.
Han har også et bud på, hvad han selv kan gøre for at bringe Haiti ud af moradset.
"Jeg bruger meget tid med børnene. Der er mange, der bliver kriminelle her omkring, men jeg forsøger at vise dem, hvor vigtigt det er at passe sin skole. Jeg spiller guitar og kan godt lide at skrive tekster om, hvad jeg tænker og føler. Jeg ved ikke, om de forstår det hele, men jeg prøver," siger Erwin, tydeligt usikker på, om det mon er tilstrækkeligt.
Liberté. Égalite. Fraternité (Frihed, Lighed og Broderskab). Det kendte franske motto står trykt på mønterne i Haiti, men mens Haiti nok har vundet friheden og arbejder på broderskabet, halter det gevaldigt med ligheden.
udland@kristeligt-dagblad.dkKristeligt Dagblad fortæller om konsekvenserne af jordskælvet for tre forskellige samfundsklasser i Haiti. I dag de arbejdsløse og hjemløse. Næste uge kommer portrættet af en haitianer fra middelklassen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad