Indtrykket af Afghanistan fæstner sig let som et goldt og vidtstrakt landskab rammet ind af bjergkædernes majestætiske konturer og bestandigt sløret på grund af varmedisen. Bortset fra himlens klare blå er det kun de ensformige gråbrune toner, der trænger sig på. Hist og her dukker der træer op bag landbyernes mure, og spredte halmstakke mellem ørkenjordens lave tjørnebuske signalerer, at der er blevet høstet korn for nylig. Alligevel er det svært at tro på meldingerne om, at Afghanistan er et frodigt land. Vand er ingen steder at se, og uden vand ingen afgrøder, skulle man tro.

Afghanistans hemmelighed hedder "karez". Det er et system af underjordiske vandingskanaler, som bringer vand fra foden af bjergene, hvor den smeltede sne samler sig, ud på markerne. Man kan sammenligne karez med Egyptens overrislingssystemer langs Nilen, blot har man i Afghanistan traditionelt gravet kanalerne ned for at forhindre vandet i at fordampe i den ekstreme sommervarme. En karez er som oftest kortere end fem kilometer, men kan være over 10 kilometer. Den længste i landet menes således at være 70 kilometer.

Systemet har været kendt i mere end 300 år, og i midten af 1900-tallet blev det skønnet, at landet havde flere end 20.000 kanaler i brug; alle vedligeholdt og administreret af de lokale brugere.

Det er stadig karezerne, der er grundlaget for det afghanske landbrug, men som meget andet i det hærgede land, har systemet lidt stor skade under de seneste mange års krig og uro. Før Sovjetunionens invasion af landet i 1979 var Afghanistan selvforsynende med fødevarer, men ud over alle de andre skader, krigen påførte landet og befolkningen, gik det også hårdt ud over karezerne, da mange blev bombet.