Imamen og drengene. En historie om forråelse og forfald

PÅ EN ELLERS sommerlig cykeltur ind over det indre Nørrebro bekræftes man endnu en gang i, at det er et plaget område, hvor volden ikke er langt under overfladen. De gadesmarte patruljerer "deres" område i standsmæssige BMW?er og Audi?er, der ånder en truende stemning, nærmest en blanding af Chicago i tyverne og bananrepublik når som helst og hvor som helst.

Det er et nedbrudt område. Almindelige mennesker haster igennem det på deres færd. Af de arbejderklassenormer, der var iøjnefaldende endnu for en generation siden, er der intet tilbage i kvarteret. Det er en forråelses- og forfaldshistorie – selvom der nok stadig skal være enkelte, der ser det som et kulørt multikulti-eventyr.

En af de seneste ugers mest omtalte voldssager i området er den, hvor et par indvandrerkriminelle overfaldt og mishandlede sagesløse ansatte i en Netto-butik, fordi disse formastede sig til at lukke en kasse, så de måtte skifte kø. Det var åbenbart for meget for deres skrøbelige egoer.

Sagen udviklede sig straks derhen, at den i medierne allestedsnærværende såkaldt danske imam Abdul Wahid Pedersen sprang op af sin æske og tilbød sig som mægler sammen med en anden lokal hædersmand, en bandeleder, der mest går under betegnelsen "Lille A".

Initiativet blev skudt ned fra så godt som alle sider – så langt, så godt. Men De Radikale – det står vel efterhånden for "radikalt rundt på gulvet" – gjorde sig dog også til fortaler for det, med borgerrepræsentant Manu Sareen i spidsen. Han syntes godt om mæglingsforsøget, forudsat at imamen ikke optrådte som imam, men som privatperson – en skelnen, der vist nok ikke er tænkelig i den verden. Hvad – skulle bandelederen så også agere som privatperson, og ikke som bandeleder? Sareen sammenlignede i øvrigt Abdul Wahid Pedersens initiativ med Desmond Tutus rolle i den sydafrikanske befrielsesbevægelse ...