Kaldet fra børneværelset

Er moderkaldet et gammeldags begreb opfundet for at stavnsbinde kvinderne til hjemmet? Findes det fortsat, og kalder børnene også på de moderne fædre?

Foto: Colourbox.com.
Foto: Colourbox.com.

"Hun skal frelses under opfyldelsen af sit moderkald – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed."

Sådan skriver Paulus i Det Nye Testamente. Efter Evas bedrag i Edens Have ligger hendes – og alle kvinders – frelse i at påtage sig rollen som mor.

Og ifølge Karen Sjørup, lektor og kønsforsker ved Roskilde Universitet, er netop den kristne idé om moderkaldet dybt forankret i vores kultur:

"I begrebet moderkald ligger den ekstra dimension af en religiøs forpligtelse, hvor man hengiver sig alene til dette anliggende at få et barn og at være mor. Det at være mor er noget helligt, der ikke må krænkes," siger Karen Sjørup og tilføjer: "Og det har jeg det temmelig dobbelt med."

Tilføjelsen skyldes blandt andet, at Karen Sjørup som aktiv i kvindebevægelsen var med til at gøre oprør imod moderollen som det eneste og højeste mål for kvinden. Også selvom moderskabet i feministisk sammenhæng var omstridt, påpeger Karen Sjørup. For eksempel var vejen til kvindefrigørelse ifølge den moderne feminismes moder, Simone de Beauvoir, at undgå at blive mor. Når man blev mor, fik man nemlig ikke kun et barn at passe på, men blev også indlejret i samfundsmæssige og religiøse begrænsninger.

"Men i dansk feministisk sammenhæng var vi meget optaget af at forene moderskabet med kvindefrigørelsen. Det var ikke et fravalg af moderrollen at være feminist," siger Karen Sjørup.

Selv i vore dage er det sjældent, at kvinder bevidst vælger børnene fra. Og på trods af at kvinder i den vestlige verden satser på uddannelse og karriere og derfor føder færre børn, er moderrollen stadig et ideal for langt de fleste kvinder. Men kan man tale om et kald?

En af de yngre kvindelige forfattere, der for nylig har forholdt sig til moderrollen, er Julia Lahme. I 2009 skrev hun bogen "Hvor lagde jeg babyen?" om at blive mor for første gang:

"Hvis man definerer kaldstanken som noget, der er større end en selv, tror jeg ikke på moderkaldet i det moderne samfund. Jeg tror, vi får børn for vores egen skyld. Det er ikke noget større udefrakommende, guddommeligt, der kalder på os," siger Julia Lahme og problematiserer i samme åndedrag netop dette, at kvinderollen ikke er givet, men noget kvinder selv skal fylde ud.

"Hvis det var et kald i gammeldags forstand, kunne man tilsidesætte alt andet. Men kvinderne har jo ikke fripas til at vælge karrieren helt fra eller sætte den på hold, fordi de er blevet mødre. Moderrollen skal vi jo udfylde, samtidig med at vi deltager i resten af samfundet," siger Julia Lahme.

Suzanne Giese, forfatter til bogen "Moderskab" om moderskabets kulturhistorie fra antikken til i dag, var også aktiv i kvindebevægelsen. Hun mener heller ikke, begrebet kan bruges i en moderne sammenhæng:

"Et kald forudsætter en særlig idealisme, og i historien har man jo bare fået børn, fordi det fik man. Og meget tit har de været uønskede. Det er de jo ikke i dag. Hvis man skal sige noget om børn i dag, er de ikke et kald, men statussymboler for deres forældre, som er blevet meget ældre, når de får børnene. I min ungdom var vi bange for at blive gravide, nu frygter man ikke at kunne blive det," siger hun.

Hun peger på, at moderkaldets billede af kvindelig opofrelse og dydighed blandt andet blev dyrket massivt i romantikken, men har præget os helt op i vores tid.

"Faktisk har vi netop været vidne til en periode med en meget kraftig forherligelse af moderskabet som en helt særlig positiv situation for kvinden og en virkeliggørelse af hendes urdybe instinkter," siger Suzanne Giese og fortsætter:

"Langt hen ad vejen passer det jo ikke. Det er hårdt arbejde at have små børn, især hvis man arbejder ved siden af, og det gør mænd og kvinder i dag. Ingen er i tvivl om, at det at have børn er vidunderligt og giver stor mening i livet, men man skal sørge for at holde benene på jorden."

Suzanne Giese mener, den nye tendens med forherligelse af moderrollen hænger sammen med en længsel efter et helle i en tid, hvor alting går så stærkt:

"Så kan man godt længes efter de gamle dages fred og ro, hvor der ikke blev stillet så mange forskelligartede krav til kvinden," siger hun.

Anna Bridgwater er journalist og forfatter til bogen "Ønskebørn", hvor kvinder fortæller om at blive mor. Hun mener, at moderskabet i dag har nærmest ideelle vilkår:

"Selvfølgelig er der nogen, som er pressede, men at det er hårdt at være småbørnsforældre handler jo mest om, at man vil så mange andre ting ved siden af. Børn er en arbejdsopgave i sig selv, og vil man også have et andet arbejde, har man dobbeltarbejde. På godt og ondt," siger Anna Bridgwater, der mener, at mange kvinder, som bliver mødre, føler sig kaldet, når de har fået deres børn:

"Lige pludselig føler kvinder, at deres liv har fået en helt anden eller større mening og oplever, hvordan mange ting falder på plads for dem," siger Anna Bridgwater. Hun understreger, at moderrollen ikke er en absolut størrelse, men noget, der forandrer sig i takt med, at barnet bliver ældre.

Men hvor er mændene egentlig henne? Uanset at statistikkerne fortæller, at kvinder stadig tager den største andel af barsel, børnenes sygedage og slæbet i hjemmet, er der ved at snige sig en anden tendens ind. Ifølge en ny undersøgelse lavet af YouGov Zapera for Kristeligt Dagblad prioriterer ikke mindst de unge mænd i stigende grad børn og familie frem for karriere og uddannelse. Og flere eksperter er ikke bange for at bruge udtrykket "faderkald" om den nye tendens. Kenneth Reinicke, lektor ved Roskilde Universitet og mandeforsker, er en af dem:

"Jeg tror, det er ved at gå op for flere og flere mænd – hvad kvinder har vidst i meget lang tid – at karrieren har en pris. Den traditionelle arbejdsdeling har ikke været til fordel for kvinder, men måske heller ikke for mændene. Jo, i forhold til løn og hierarki, men der har været en pris at betale, og det tror jeg, stadig flere mænd mærker og ønsker at gøre anderledes," siger han.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk