Præstekaldet kigger ikke på, hvad klokken er

Præstekaldet tænker ikke på arbejdstider eller bopæl. At være præst er at tage en livsopgave på sig, og det har en konsekvens. Fuldstændig ligesom hvis man er nattevagt eller arbejder på en boreplatform i flere uger ad gangen. Det mener Bjørn Ohlendorff Krohn, der er præst i Fanefjord og Bogø Sogne på henholdsvis Møn og Bogø.

Han lever fint med det, som følger præsteembedet. Plusser såvel som minusser.

Selvom de fleste præster tænker deres arbejde som et kald, så har det moderne samfunds udvikling sat sit præg på også kirken som arbejdsplads.

Blandt præster har det inden for de seneste år blandt andet været diskuteret, hvorvidt præstegårdens tid var forbi. Flere præster har påpeget, at det særligt på de ældre præstegårde, hvor menighedssalen er placeret midt i boligen, kan være svært at have et almindeligt privatliv, og andre har argumenteret for, at det er svært at komme ind på boligmarkedet, når pensionstiden kommer, fordi man fra sit arbejdslivs begyndelse til dets afslutning har boet til leje og dermed ikke har en eventuel opsparing i sin bolig, som man kan købe hus for.

Der har også været ønske om at få mindst en søndag fri om måneden, ligesom andre løn- og ansættelsesvilkår har været til debat.

Men man skal passe på med at gøre præster til funktionærer. Præstegården og søndagene er en del af pakken, når man vælger at være præst, siger 35-årige Bjørn Ohlendorff Krohn, der arbejder, bor og færdes et sted, hvor de fleste – kirkegængere eller ej – ved, hvem han er.