FORMANDEN FOR Ateistisk Selskab, Stinus Lindgreen, udtrykker i en kommentar her i avisen den 30. juli sin forargelse over, at præster har "urimelig adgang til folkeskoleelever igennem både religionsundervisning og konfirmandforberedelse". Det gør Danmark til et "religionspolitisk u-land," skriver han.

LÆS OGSÅ: Religion ud af staten

Ateistisk Selskab har kun én hjertesag: at bekæmpe folkekirken og hele dens væsen – præster, ritualer, historie og tradition. Og det er ubegribeligt, hvordan man kan bruge så mange kræfter på så harmløs en sag. Det er som at skyde gråspurve med kanoner, når det nu handler om så relativt fredelig, tolerant og imødekommende en institution som vores brede, rummelige folkekirke – som ud over at være et trossamfund også er et ressourcestærkt, kulturelt givende foretagende til stor glæde og nytte for vores land.

Hvad er problemet? Når man nu er ateist og burde være ligeglad? Hvorfor ikke leve i fred og fordragelighed med hinanden?

Der er ikke meget tolerance og rummelighed at hente fra Stinus Lindgreen. Flere ting kalder på en kommentar. Blandt andet påstanden om, at ateister til forskel fra troende mennesker er "åbne over for evidens"! Sommetider er det svært at genkende sig selv i andres øjne. Og når Ateistisk Selskab taler om troende mennesker, ser man sig over skulderen og tænker: Hvem taler de om?

Er jeg ikke åben over for evidens? Jeg er i hvert fald så åben, at det helt naturligt indgår i mine overvejelser over, hvad tro og kristendom betyder, at der er mennesker, der lever både smukt, lykkeligt og meningsfyldt uden religion. Men betyder det mon noget for Stinus Lindgreens overvejelser, at der tilsvarende er rigtig mange mennesker, der finder glæde, mening, styrke, skønhed og fællesskab i religion? Hvem er det, der ikke er åben over for evidens?

I SAMME snæversynede ånd er det et stort problem for Lindgreen, at præster har "urimelig adgang" til folkeskoleelever! Men hvad tænker han mon på? I de senere år er der vokset et succesrigt og frodigt skole-kirke-samarbejde op over hele landet, hvor lærere og præster indgår i et undervisningssamarbejde omkring forskellige tværfaglige projekter. Men det ligger som en helt grundlæggende forudsætning for vores samarbejde, at når vi er medundervisere på skolen, er vi ikke forkyndere, men teologiske konsulenter. Jeg ønsker heller ikke, at mine egne børn skal udsættes for religiøs forkyndelse, når jeg sender dem i skole. Præsters "adgang" til skolen er, at vi er veluddannede sparringspartnere med mange faglige kompetencer.