Den evige dag på stranden

Mange "stationer" med mange oplevelser venter den rejsende i "Sybergland".

Hverdagen – det er dér, det foregår, ligeledes i Sybergs billeder. Den er det samlende i mangfoldigheden, som i øvrigt er betydelig. Kontraster mødes. I salen, hvor man finder det livsbekræftende "Foråret", hænger således også et billede af en ganske anden karakter, hovedværket "Dødsfaldet" (1890-92): En lille gruppe menneske er samlet ved et dødt menneske, der ikke ses. Det gør kun noget af sengen, hvor liget befinder sig, og hvorfra dødens gru sender isnende stråler ud i rummet og rammer de tavst tilstedeværende i deres knugende afmagt. Billedet er chokerende i sin realisme, uden nåde og uden håb. Erland Porsmose, forfatteren til den netop udkomne biografi "Fritz Syberg – Kunsten, naturen, kærligheden", anser af indlysende grunde værket for et af kunstnerens stærkeste. Det gjorde, oplyser han, "et uudsletteligt indtryk" på samtidens kunstkritikere. Det er et af de malerier, der én gang set aldrig glemmes.

Døden, der er et tilbagevendende motiv, konfronteres vi endvidere med i et andet centralt og meget kendt billede: "To børn begraver en fugl" (1917-25), der i 1937, i litograferet version, blev foræret til alle danske skoler. Atter kommer vi tæt på afmagten over for det uigenkaldelige, men i forhold til "Dødsfaldet" er tonefaldet trods alt lidt mildere i kraft af den antydede solidaritet mellem de to børn. I det første billede er personerne kun sammen om at være alene: ensomhed ved ensomhed. Børnene, derimod, når hinanden i sorgen.

Fortættet følelse præger et tredje værk om dødens ubønhørlighed, nemlig Fritz Sybergs illustrationer til H.C. Andersens "Historien om en moder" (1895-98). Mindre overbevisende virker hans illustrationer til den bibelske beretning om Adam og Eva (1913-15) i en udgave, hvor grundmotivet er skabelsen af liv. I dette arbejde er det, som om kunstneren er kommet for langt væk fra sig selv.

Med skildringer nærmest af paradis på jord er Syberg imidlertid hjemme og sig selv. Det er værker inspireret af hans og familiens samt gæsters ophold i begyndelsen af 1900-tallet på Fyns Hoved, et øde kystlandskab på nordspidsen af Fyn. For de involverede uforglemmelige somre tæt på hav – og i det hele taget på natur. Man levede primitivt, næsten på stenaldermaner, og boede i små hytter – eller rent ud sagt skure. "Børnene på Fyns Hoved" (1904-05) hedder et lykkens billede af nøgne, solbrune børn på stranden, fortabt i sig selv og ikke mindst i det, de ser omkring sig i denne evighed af en dag under den uendelige himmel og ved det uendelige hav.

Sommerens lykke fortsætter. På engen. Man mærker kunstnerens fryd ved at male en blomstereng (1909), også på Fyns Hoved: et dyb af blæsende dufte, af blæsende farver.

Yderligere glæder man sig over Sybergs storladne landskabspanoramaer. Egentlig ret anonyme landskaber, men på billederne, i samspil med det vældige himmelrum, bliver de alligevel til ganske særlige landskaber. Som i "Pløjemanden og mågerne" (1920-28), hvor det tunge, slidsomme markarbejde beskrives "som et lysfyldt drømmesyn med en næsten akvarelagtig sfærisk lethed". Eller i det betagende "Den første sne" (1905), hvor de gule mure på kunstnerens hjem ved Kerteminde, Pilegaarden, er som en glød dybest inde i billedet. Højt oppe svæver fire sorte fugle som lydløse trusler. Eller som en sort depression, der alligevel kunne lette.

Et storslået billede, en storslået udstilling.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Sybergland. Fritz Syberg – et livsværk. Johannes Larsen Museet, Kerteminde. Juli-august: 10-17. I september: 10-16. Vises indtil den 26. september.