“Jeg fortryder intet”

Zakaria Zubeidi er ikke karismatisk på den dominerende måde, og hans lederevner overgås af mange andre. Men alligevel har han præsteret at opnå bred anerkendelse af store dele af det palæstinensiske samfund. Hans egen forklaring er, at han altid har været en tænker og en ambitiøs person, med en meget politisk engageret familie bag sig.

"Inden intifadaen brugte jeg mange timer på, at finde en løsning på palæstinensernes lidelser under den israelske besættelse. Jeg satte mig på bakketoppene omkring Jenin og tænkte. Derfor var min samvittighed intakt, da jeg valgte den væbnede kamp. Det var det eneste rigtige at gøre, og jeg vidste, at den palæstinensiske befolkning bakkede op om beslutningen," siger han.

For Zakaria Zubeidi er volden en legitim metode af flere forskellige grunde. Den ene er national og historisk, den anden smager af den bibelske vending om øje for øje.

"Jeg accepterer ikke jødernes krav på at være en religion og en nation på samme tid. De er kun en religion, men har ikke krav på deres egen stat. Derfor er opdelingen af området i to stater uacceptabel, og derfor er det min ret at bekæmpe den israelske besættelse, indtil der bliver oprettet én stat for alle beboerne i området," siger han.

Den anden retfærdiggørelse af voldelige metoder henter Zubeidi i argumentet om, at volden kommer fra israelsk side, og at palæstinenserne derfor har ret til at forsvare sig.

Selv synes Zubeidi ikke, at de argumenter lyder nøjagtig som hos de radikale kræfter på den anden side, bare med modsat fortegn. Han har heller intet mod at kalde situationen for sort-hvid og nuancefattig, og han tror inderligt på, at vold ligesom kultur er en naturlig del af den kamp, der i sidste ende kun kan have en vinder. Kampen om jorden. Kampen mellem Israel og palæstinenserne, hvor alle kneb ifølge Zubeidi gælder.

Under intifadaen modtog han penge og midler fra Hizbollah i Libanon, og selvom hans angreb mod israelere altid var med håndvåben, sympatiserer han 100 procent med de dødelige selvmordsaktioner, der ikke skelner mellem soldater, kvinder og børn.

En af teatrets ansatte synes åbenbart, at interviewets tone er anklagende og bryder ind i samtalen:

"Ville du have stillet Sydafrikas Nelson Mandela de samme spørgsmål? Ville du også sætte spørgsmålstegn ved hans brug af voldelige metoder?", lyder det.

Sammenligningen er klokkeklar. Zakaria Zubeidi er palæstinensernes Mandela, og derfor kan mord på soldater, civile unge og ældre stadig retfærdiggøres her i Jenin.

"For mit vedkommende hedder nuancerne mellem sort og hvid en selvstændig palæstinensisk stat, hvor jeg kan bo samme sted som mine forfædre," siger han og skynder sig at kaste endnu en forklaring ud i lokalet, hvor en række af teatrets skuespillere nu har samlet sig for at lytte med.

"Forstå mig ret. Jeg er ikke nogen stor tilhænger af vold. Og jeg håber inderligt, at den sidste dråbe blod i konflikten allerede er spildt. Jeg vil lære mine børn at være humane, frygtløse og ambitiøse. Men livet er skruet sådan sammen, at den hurtigste i sidste ende overlever. Så når israelerne kommer for at skyde dig, bør du skyde først. Sådan er jeg. Anderledes og fra en særlig familie med en helt klar mission," siger han.

allan@kristeligt-dagblad.dk