Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Når kaldet kammer over til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når kaldet kammer over

Angrebet på USA den 11. september 2001 er blevet stående som den nyere histories mest markante og grænseoverskridende eksempel på terrorisme. --

- Scanpix.

Fakta

Terror

Ordet terrorisme er nylatin og betegner vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner,...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Menneskers oplevelse af at være kaldet resulterer undertiden i terror og tyranni. Ønsket om at nå et højere mål tilsidesætter alle andre hensyn, og det onde bliver accepteret i det godes tjeneste

Hvorfor Ulrike Meinhof – en af Vest-tysklands mest frygtede terrorister omkring begyndelsen af 1970?erne – endte med at begå selvmord i sin fængselscelle på netop mors dag, den 9. maj 1976, er der mange gisninger om. Nogle mener, at Meinhof ganske enkelt bukkede under for det psykologiske pres i fængslet. Andre, at det var Meinhofs måde at indrømme på, at hun havde svigtet sine børn fundamentalt til fordel for en sag, der ikke var ofret værdigt, men blot bragte død og rædsel med sig.

Givet er det, at Ulrike Meinhof i de år, hun var tilknyttet terrorgruppen Rote Armee Fraktion, satte alt til side for at hellige sig kampen for et andet samfund. Oprøret mod efterkrigstidens kapitalistiske Vesttyskland blev til en livsopgave, som i hendes optik retfærdiggjorde alle ofre og brugen af alle midler. Mennesker blev myrdet, kidnappet, udsat for vold og røverier. Bygninger og værdier ødelagt. Børnene ladt i stikken.

Ulrike Meinhof er som sådan ikke enestående. Listen over mennesker, som gennem tiderne har følt en så stærk trang til at skabe et andet – og efter deres mening bedre – samfund, at de accepterede andre menneskers lidelse som en nødvendig omkostning, er alenlang. Det sig være som en del af kampen for for eksempel baskisk selvstændighed, et islamisk kalifat eller et kommunistisk styre.

Annonce
"Der er altid en fare for, at kaldet kan misbruges eller slå om i sin modsætning. Også i de sammenhænge, hvor vi umiddelbart vil tale om et næstekærligt kald. Kaldet kan virke så stærkt, at det virker indlysende, at man har lov til at dominere andre mennesker eller bruge magt for at udleve det. Det risikerer man, hvis man glemmer, at kaldet ikke står alene, men skal vejes op mod andre fordringer: kærlighedsbuddet, respekten for liv," siger Bo Kristian Holm, lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i Luthers kaldstanke.

Derfor bør kaldet altid tænkes sættes i forhold til ens omverden. Man må gøre sig klart, hvordan ens kald bidrager til at opretholde og styrke det menneskelige fællesskab, mener han.

Anne Sørensen, som forsker i terrorismens historie ved Aarhus Universitet, peger på, at mange terrorister har den samme kaldsfølelse som Ulrike Meinhof. De forklarer selv deres terror med, at den er et nødvendigt middel til at opnå det, der er selve kaldet – nemlig skabelsen af en ny verdensorden, som er bedre og mere retfærdig end den gamle.

"Man oplever den nuværende verden som meget skæv og uretfærdig, og man vil så frygtelig gerne skabe en anden. I begyndelsen er det en næsten religiøs oplevelse: Der skal renses ud for at give rum for en ny tid," siger Anne Sørensen.

Problemet er, at denne fornemmelse af nødvendighed – at være kaldet – skubber alle andre menneskelige hensyn til side. Den bliver ydermere styrket gennem den sektlignende måde, som de fleste terrorgrupper fungerer på. Der er et ekstremt fællesskab, men også en stram hierarkisk struktur med voldsom kontrol og idelige selvudleveringer, hvor den enkeltes personlighed bliver langsomt nedbrudt.

"Det kan virke meget fascinerende, når man er ung og søgende, men efterhånden som man bliver ældre, og efterhånden som resultaterne af volden udebliver, begynder de moralske skrupler at indfinde sig. Derfor er der også mange opbrud i terrorgrupperne. Tvivlerne forsvinder. Desværre er det blot med til at radikalisere dem, der er tilbage, fordi nuancerne forsvinder, og man har endnu mere brug for at bekræfte hinanden i, at det er o.k., det man gør," siger hun.

Trangen til at hengive sig blindt ligger hos os alle, mener filosoffen Arno Victor Nielsen. Han ser den destruktive side af kaldet som den groteske udgave af et alment menneskeligt behov for at føle, at vi er en del af et større fællesskab.

"Vi har lyst til at være kaldede. Vi har trang til at blive blindt forført. Fordi det skaber en fornemmelse af, at vores liv har en dybere mening," siger Arno Victor Nielsen.

Kunsten er efter hans mening at afbalancere trangen til at lade sig forføre af sit kald med samvittigheden. Vi skal tæmme kaldet uden at udslette det. En balance, som nogle mennesker hverken magter eller ønsker.

"Der er mennesker, som lever i en anden rationalitet og gør ting, som virker totalt uforståelige. Det mest yderliggående er naturligvis, når man er villig til at destruere sig selv for at følge sit kald. Men der findes også unge mennesker i rockermiljøet, som havner i fængsel alene for at vise over for de andre i gruppen, at de er villige til at sætte deres egne behov til side. Det virker sindssygt, men det er det, der er meningen med det hele," siger Arno Victor Nielsen.

"Der er en stor symbolik i dette med at ofre sig selv til fordel for gruppen. Det giver adgang til et mytisk fællesskab. Den tyske forfatter og filosof Ernst Jünger (1895-1998) kredser bestandigt om det. Han skriver flere steder, at det må være den største drøm at blive en kanonkugle til ære for fædrelandet, som de japanske kamikazepiloter blev det," siger han.

I nutiden er det de muslimske selvmordspiloter, der fløj ind i World Trade Center i New York, der har brændt sig fast på nethinden hos mange mennesker jorden over. Deres vilje til at ofre både deres eget liv og tusinder af andres kan også ses som en perverteret form af den lidelsesdimension, der ligger i kaldets natur.

Bo Kristian Holm peger på, at det hører med til kaldet, at man må lide afsavn. Det er en del af kaldets natur, at man skal ofre noget for andres skyld eller i en højere sags tjeneste. Han forbinder det med, at alle de store religioner er monoteistiske – der er kun én Gud, en entydigt almægtig Gud, som altid er mennesket overlegent og derfor kan fordre alt.

"Kaldet kan sætte det frie valg ud af kraft, hvis det tænkes absolut og får lov til at dominere alt andet, fordi kaldet betyder, at der er noget, der er større og mere betydningsfuldt end en selv og ens egne præferencer. Men kaldet skal også suppleres af et kritisk blik for, hvad dette kald så indebærer for ens omverden. Kaldet skal vejes op mod de andre bud, vi bør følge, siger han.

Og det er her, det ofte går galt, når kaldet så at sige kammer over. Mennesker tror, at deres moralske ansvar bliver ophævet, fordi de blot udlever Guds vilje – bliver en andens værktøj, siger Alan Klæbel Weisdorf, ph.d. og ekstern lektor i statskundskab ved Københavns Universitet.

"Det er en form for frisættelse, magtbemyndigelse, at man kan trække på Guds autoritet. Terrorister tror med al ærlighed på det, de gør. Vi bliver ikke klogere på deres motivation, hvis vi forsøger at forklare det med godhed eller ondskab," siger han.

Efter hans vurdering er det derfor forkert at pege på de religiøse tekster som årsag til terrorisme. Således er det for eksempel ikke Koranens skyld, at nogle muslimer vælger at blive terrorister.

"Terror er skabt af mennesker, ikke af bøger. Det er ikke de bøger, en person læser, der gør ham eller hende til terrorist. Det er derimod den praksis, der er omkring tekstlæsningen og fortolkningen. Det, at vi får idéen til at sprænge os selv i luften, er kulturelt betinget," siger han og knytter det som Anne Sørensen tæt til eksistensen af de lukkede miljøer, hvor terroren udvikles.

"Idéen om vold trives først og fremmest i isolerede enheder. Marginaliseringen fremmer tendensen til, at man sætter sine egne normer og lettere bliver enige om at overskride barrierer," siger Alan Klæbel Weisdorf.

Han peger på, at der er den helt grundlæggende forskel på det ekstreme religiøse og det ekstreme politiske kald, at retten til at slå ihjel i religionens navn gives af Gud. I ideologien ligger det i dens natur, at den er menneskeskabt og udviklet af mennesker – derfor er autoriteten ikke lige så overmægtig. Og dog.

"Nogle ideologier – de totalitære – tager noget andet ind, som får samme status som Gud. Typisk historien. Historien med stor H bliver en autoritet på linje med Gud. Det indebærer, at man så igen kan referere til noget helt uden for en selv. Noget større, hvilket legitimerer brugen af magt og vold," siger han.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​