Sarkozys balancegang med islam

Præsidentens budskab lyder bekendt. Lige siden han var indenrigsminister og dermed minister for religiøse anliggende mellem 2002 og 2004 har Nicolas Sarkozy stået for en pragmatisk linje i forhold til islam og et ønske om at udvikle en fransk islam og integrere islam og muslimerne i det franske samfund som et værn mod den radikale islam.

Det var ham, der pressede på for at få oprettet Frankrigs Muslimske Nationalråd som repræsentativt organ for de franske muslimer.

Han udpegede Frankrigs første "muslimske" prefekt, en høj post i den franske lokaladministration. Og han argumenterede for offentlig finansiering af moskébyggerier via en revision af den franske lov fra 1905 om adskillelse af kirke og stat for at slippe af med det, han kaldte "kælderislam", der dyrkes i smug og under uværdige forhold.

"Jeg kan være streng, fordi jeg også er retfærdig", yndede han at sige som indenrigsminister, hvor han samtidig førte en repressiv politik mod kriminaliteten i indvandrerforstæderne.

Samtidig indgår denne velvillige indstilling til islam i Nicolas Sarkozys generelle syn på religionens plads i det franske samfund, som han blandt andet har formuleret i bogen "Republikken, religionerne og håbet", hvor han taler om en "positiv og åben verdslighed".

"Vi har brug for den katolske kirke og for de øvrige samfund til at belyse vore beslutninger", sagde han for eksempel i en tale i Vatikanet efter sin valgsejr i 2007.

Men netop under valgkampen op til præsidentvalget blev den velvillige retorik over for islam overdøvet af skarpe udfald mod kriminaliteten i indvandrerforstæderne.

Det var netop i Argenteuil, hvor premierminister Fillon indviede den nye moské for nylig, at Nicolas Sarkozy lovede at befri indbyggerne fra "rakkerpakket".

Siden har debatten om den nationale identitet og minister for byudvikling Fadela Amaras fejlslagne plan for forstæderne udraderet de sidste rester af den goodwill, Nicolas Sarkozy havde sikret sig blandt de unge indvandrere, som ikke har kunnet få øje på konkrete resultater af præsidentkandidatens løfter om at åbne det franske samfund for minoriteterne.

Det kombinerede resultat af moskéindvielsen og burkaforbuddet ligner derfor præsidentens forsøg på at genoprette den balancegang i forhold til islam, som så ud til at virke for indenrigsministeren.

Virkeligheden er, at det franske samfund i dag er mere polariseret, end det var, da Nicolas Sarkozy blev præsident. Konflikterne mellem forskellige befolkningsgrupper er ikke blevet mindre, som de asiatiske indbyggeres demonstration mod angiveligt afrikanske og arabiske unges overfald i den parisiske bydel Belleville for nylig vidner om. Og krisen har gjort det endnu vanskeligere for unge med indvandrerbaggrund at få job og klatre op ad den sociale rangstige til den middelklasse, de stræber efter at nå.

Signalpolitik om moskéer og burkaforbud er formentlig langt fra nok til at lukke de kløfter, der er ved at åbne sig i det franske samfund, og på det yderste højre ligger Jean-Marie le Pens datter, Marine, og Front National på lur for at høster frugterne af den fejlslagne forsoning.

Men Nicolas Sarkozy har taget bestik af, at hans image er katastrofalt både blandt tilhængere og modstandere af at betragte islam som en naturlig del af det franske samfund. Og at han ikke kan gøre sig håb om at vinde et nyt præsidentmandat i 2012, med mindre han genopretter sit image som "streng, men retfærdig".

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk