Ret med principper

Reaktionerne fra Sudans regering har været forudsigeligt fordømmende i kølvandet på beslutningen hos Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag om at udvide tiltalen mod landets præsident, Omar al-Bashir, med endnu et punkt, så anklagen nu også omfatter folkedrab i Darfur-regionen.

Men den ekstra tiltale, som er blevet suppleret med udstedelsen af endnu en international arrestordre mod Bashir, har også fået analytikere til at vurdere, at det vil vanskeliggøre forsøgene på at få fredsforhandlinger mellem regeringen og oprørsgrupper i Darfur på sporet.

Andre eksperter advarer også om, at den kommer på et dårligt tidspunkt, idet den kan friste Bashir til ikke at respektere fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan, som blandt andet indbefatter en folkeafstemning i Sydsudan om uafhængighed til næste år.

Imidlertid er der al mulig grund til at have is i maven, lægge realpolitiske frygtscenarier til side og i stedet klappe i hænderne over ICC?s afgørelse om at stå ved – og udvide – sin første beslutning fra marts sidste år om at udstede en arrestordre mod Bashir og dermed for første gang gå efter en siddende præsident.

Sagen er for det første, at det ikke er for ingenting, at ICC holder fast i sagen. Der er i Darfur tale om en humanitær katastrofe, som ifølge FN har kostet cirka 300.000 menneskeliv og ført 2,5 millioner mennesker på flugt, og hvor anklagemyndigheden mener at have materiale nok til at sætte Bashir i forbindelse med en kampagne af "voldtægt, sult og frygt" og nu ikke mindst folkedrab. For det andet har erfaringerne fra syv års trakasserier mellem det internationale samfund og Sudan vist, at sudanerne ikke har reelle hensigter om for alvor at lade den internationale fredsstyrke og humanitære organisationer komme ind og blive en stabiliserende faktor i Darfur. Og for det tredje ville det da være en falliterklæring for dette vigtige organ i international retsorden, hvis det lod andre hensyn end sagens indhold og beviserne influere på en sag.

Sudans protester går mest på omverdenens indblanding i landets indre anliggender, og ikke overraskende – og meget beskæmmende – får Bashir støtte fra en række arabiske regeringer og fra visse afrikanske nabolande. Alle er de selv bange for indblanding udefra, og det gælder i øvrigt også en række store nationer som USA, Rusland, Indien og Kina, som ikke engang har anerkendt ICC.

Det er der imidlertid 139 andre lande i verden, der har – netop ud fra filosofien om, at enkeltpersoner, såsom ledende politikere og militærfolk ikke længere beskyttes af folkeretlig immunitet. Disse lande forventer at få følge af stormagterne også, og de kan i første omgang konstatere, at ICC er trådt i karakter og begynder at virke efter hensigten.

brun