At ville hinandens lykke

"Vil du elske og ære ham i både medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer?"

Det er vielsesritualets vise ord om lykken, som findes både i medgang og modgang, selv- om den "gækker store, små, leger med guldterning" (B.S. Ingemann i "Dagen går med raske fjed"), der her får stemme og opmærksomhed. Men vil brudeparret for alteret og alle vi andre virkelig høre ordene? Vil vi ikke alle den lydefrie lykke i medgang og lyse dage, der hvor det går opad og fremad? Hvor livet og kærligheden mellem de to blomstrer? Hvor arbejdsliv, økonomi, helbred, have og husindretning blomstrer, børnene trives og bliver søde og dygtige i skolen, så de kan blive statsministre og andet godt og succesrigt her på denne gode jord? For selv der, hvor alle betingelser for en idel og evig lykketilstand efter alle solemærker skulle kunne eksistere, indtræffer lykken slet ikke altid. Så absurd er livet, og så mærkelige er vi mennesker.

Det er ikke helt til at vurdere, hvordan forgangne tiders mennesker har tænkt vedrørende dette med medgangen og det lykkelige (kærligheds)liv. Har de på det felt generelt haft det lidt nemmere end os, fordi de i højere grad har fået vejen vist og ikke er blevet stillet så mange muligheder i udsigt? Er det mon sådan, at vi netop ved at tænke så meget på os selv og på lykken som noget, vi så at sige har krav på, lettere kommer til at tabe den ud af hænderne? Bliver vi ikke mere navlebeskuende og ulykkeligt indkrogede i os selv af at tale så meget om os selv og om, at vi endelig skal huske at tænke på os selv og elske os selv, at vi derfor også er så fokuserede på at "mærke efter", om vi nu også er lykkelige lige nu?

Er ikke denne indkrogethed, som Luther definerede som arvesyndens egoisme, én af de største hindringer for ret at overgive sig til livet med den elskede og alle de medmennesker, vi hver især møder på vores vej? Ville det ikke hjælpe både vores kærlighedsliv og på vores fornemmelse for medgang og gode dage, hvis vi gav os selv lidt mere lov til at hvile i alt det, vi har fået, i stedet for alt det, vi gerne stadig vil have? Og ville det ikke hjælpe, hvis vi – igen med Ingemann – af hjertet kunne istemme: "Lykkens lunefulde spil leger ej med sjæle: Alting føjes, som Gud vil; her er trygt at dvæle"?

For er sandheden ikke, at vore lykkeligste øjeblikke har vi, når vi glemmer og forglemmer os selv – i taknemmelighed over selve det at have fået livet og kærligheden skænket – og med dette som udgangspunkt også erkender, at ingen af delene er vores ret.