Kaldstanken er blevet umoderne

Med Guds gradvise tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet bliver arbejdet mere og mere til et mål i sig selv – eller et middel til opfyldelse af egne individuelle drømme, hvad enten de nu er karrieremæssige eller private og kan realiseres ved hjælp af de penge, som tjenes på arbejde. I ingen af tilfældene er det længere forestillingen om et kald, der præger forståelsen af arbejdet.

Ser man i stedet på den lutherske tradition, finder man en anden kaldsforståelse. For Martin Luther (1483-1546) udsprang kaldstanken af retfærdiggørelseslæren. For Luther er mennesket grundlæggende en synder, det vil sige et menneske, der hellere selv vil være Gud end lade Gud være det, og som aldrig kan sige sig fri for at være styret af ønsket om egen gevinst, hvad enten den nu forstås materielt, moralsk eller religiøst.

MENNESKET HAR ALTSÅ ingen gode gerninger, det kan vise frem og blive belønnet for hos Gud. Det betyder dog ikke, at det syndige menneske ikke kan gøre godt, for det er sat i bestemte sammenhænge, hvor det kan gøre gerninger, der er gode for næsten – ikke for selv at blive god, men for at andre skal få det godt. Syndernes forladelse giver frihed til at tage sig af næsten. De givne sammenhænge er først og fremmest familie og arbejde, som den enkelte skal tage sig af med ærlighed, flid og dygtighed.

Man har derfor ofte sagt, at Luther ikke afskaffer klosteret, men flytter det ud i verden. Det er i nogen grad rigtigt. Gud kalder ikke bestemte mennesker til et særligt gudfrygtigt liv på afstand af verden, men kalder i stedet enhver til at leve ordentligt i de sammenhænge, man på forhånd indgår i.

Luthers samfundsopfattelse er statisk, men det er i denne sammenhæng ikke det interessante ved Luthers kaldstanke. Det er derimod tanken om, at Guds kald til den enkelte går "omvejen" omkring den enkeltes omverden: familie, arbejde og samfundsplacering. Ved at tage sit ansvar på sig og ved at gøre det, som situationen kræver, kan selv det syndige menneske faktisk gøre godt i verden. Det afgørende er her, at der for Luther ikke er forskel på, hvad Gud kalder den enkelte til, og hvad der gavner samfundet og medmennesket mest.

Overfører man tanken om, at hver enkelt livssammenhæng er udtryk for et kald, på nutiden, så synes den at have nogle klare fordele, som kommer stærkest til udtryk, hvis man sammenligner med tendenser, der går i modsat retning.

Hvis man for eksempel kan regne med, at i hvert fald den overvejende hovedpart af de ansatte i en offentlig eller privat virksomhed gør deres arbejde tilfredsstillende og ud fra den tanke, at samfundet som helhed vinder ved, at arbejdet gøres ordentligt, så er kontrolforanstaltninger ikke så nødvendige og behovet for ledere mindre. Har man derimod ikke tillid til sine medarbejdere, så kræver det anderledes omkostningstunge kontrolforanstaltninger.

Man kan også forestille sig den politiker, som ikke først og fremmest betragter et valg som belønning for veludført kampagne eller som sejr i en konkurrence, men i stedet som udtryk for, at en stor gruppe mennesker har udtrykt deres tillid til netop ham eller hende, er mere optaget af at leve op til det ansvar, der følger med et sådant kald, end af at bagtale sine politiske modstandere. En sådan politiker vil nok heller ikke først og fremmest se sit politiske engagement som en personlig karrierevej, men snarere som et arbejde på samfundets vegne.

MAN KUNNE OGSÅ forestille sig, at den minister, der så sit ministerembede som et kald, var mindre tilbøjelig til at betragte gennemførte reformer som en vej til avancement i ministerhierarkiet, men i stedet koncentrerede sig om at tjene sit samfundsområde bedst muligt.

I dag synes der i stedet at brede sig en tendens i retning af at se politiske poster som personlige karrieremål. Man kan bestemt overveje, om man ikke ser reformforslag og lovpakker, der i lige så høj grad bruges til egen profilering, som de er udtryk for varetagelsen af et ansvar for samfundet. Og det forekommer ikke usandsynligt, at såvel reformiver som lovpakkesyge kan medføre ekstra og unødvendige udgifter for samfundet.

Kaldstankens forsvinden kan også aflæses i bortfaldet af tjenestemandsstillinger. De uopsigelige tjenestemænd blev efterhånden upraktiske, når organisationer skulle ændres, men de havde også en fordel, for de fungerede i nogen grad som samfundets selvforsikring. Tjenestemænd var netop ansat til at varetage deres felt på eget ansvar og ofte efter eget bedste skøn og til dels uafhængigt af skiftende regeringers skiftende luner.

Denne form for samfundsmæssig selvforsikring er langsomt på vej ud. Det sidste eksempel er universiteterne, hvor flere og flere ledere gerne ser, at forskere kan udskiftes lidt hurtigere, så forskningen kan følge de baner, som øjeblikkets politikere stikker ud, og som kan sikre universiteter bedre placering på internationale ranking-lister. De måleinstrumenter, man har taget i anvendelse for blandt andet at måle videnskabelig produktion, beror alle på forestillingen om, at ansattes egeninteresse i en høj pointscore er mere motiverende end ønsket om at varetage sit fag på bedste vis.

Tidligere var for eksempel universitetsfolk ansat på samfundets vegne i stort set sikre stillinger med det formål at varetage et fag og sikre den viden, som samfundet måske ikke var klar over, at det ville få brug for. Fokuseres der alene på ranking, undermineres universiteternes samfundsansvar.

Kaldstanken er en modvægt til den enkeltes egeninteresse, fordi den orienterer den enkelte mod det, som omverdenen har brug for. Det er meget, der tyder på, at kaldstanken er blevet umoderne. Men det kan godt gå hen og blive dyrt.

Bo Kristian Holm er lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet