Antisemitisme trækker på en lang tradition

Anthony Julius er på den ene side en højtprofileret advokat i det tunge prisleje. På den anden side er han en anerkendt litteraturkritiker. Som advokat er han i det britiske samfund kendt for to meget forskellige sager. Han repræsenterede prinsesse Diana i skilsmissen fra prins Charles. I en helt anden boldgade var han advokat for forfatteren Deborah Lipstadt, som holocaustbenægteren David Irving havde trukket i retten, fordi hun netop kaldte ham holocaustbenægter.

Denne gang er der Anthony Julius selv, der tiltrækker sig opmærksomheden. Med bogen "Trials of the Diaspora" er det antisemitisme, han sætter på dagsorden. Bogen er på 800 sider med et omfattende noteapparat og har tiltrukket sig stor opmærksomhed og debat i såvel Storbritannien som USA. I bogen beskriver Anthony Julius med den brede pen historien om antisemitisme i blandt andet kulturen med udgangspunkt i jødiske karakterer som Shylock fra Shakespeares "Købmanden i Venedig" og Fagin fra "Oliver Twist" af Charles Dickens.

Kristeligt Dagblad har mødt ham på kontoret i det centrale London, hvor skrivebord, vindueskarm og reoler er tætpakket med bøger.

Anthony Julius – hvad er ganske kort din definition på antisemitisme?

"Det er dels en diskurs og dels udtrykker det sig som fysisk vold. Antisemitisme er ulovlig diskrimination og består essentielt af opflammende og injurierende ting sagt om og til jøder eller handlinger udøvet mod jøder, fordi de er jøder."

Du opremser hele den historiske baggrund for antisemitisme i britisk litteratur. Men er antisemitismen stadig til stede?

"Jeg slutter med to eksempler fra nutidig litteratur, som trækker på den britiske tradition med antisemitisk litteratur, men giver det en moderne drejning ved at lade det være reaktioner på Israel i dag. Tom Paulins digt 'Killed in Crossfire' fra 2001 og Caryl Churchills skuespil 'Seven Jewish Children – A Play for Gaza' fra 2009."

Men er digtet signifikant i den sammenhæng?

"Det er absolut ikke signifikant på samme måde som 'Købmanden i Venedig'. Det er ikke et væsentligt værk i britisk litteratur. Det er end ikke et mindre værk. Men det er signifikant, fordi det viser, at traditionen stadig er i live."

"Men om det er repræsentativt, er et svært spørgsmål. Det er relativt let at identificere antisemitisme i skrift og tale. Men det er ikke på samme måde let at sige, om det er signifikant for kulturen som et hele. Der er ikke nogen socialvidenskabelig måde at undersøge på, hvordan et litterært værk påvirker folks holdning. Alt, hvad jeg kan gøre, er at tillægge det en vis signifikans, fordi en national avis offentliggjorde det."

Men rejser det ikke spørgsmålet, i hvilket omfang en ikke-jøde kan skrive om jøder?

"Vel ikke mere end det rejser spørgsmålet, hvad en jøde kan skrive. Jeg tror ikke, sandheden er bundet til den etniske oprindelse."

Når jeg spørger, så er det, fordi da filmen "An Education" havde premiere, så var der beskyldninger om antisemitisme, fordi manden, der forførte skolepigen, var jøde. Eller var det en overreaktion?

"Jeg forstod heller ikke reaktionen. Der er en stor forvirring om begrebet antisemitisme. Der er en udbredt nervøsitet blandt jøder om antisemitisme, fordi der er en høj cirkulation af antisemitisme. Man kan antage, at det skyldes, at der er megen antisemitisme."

Men i filmen "An Education" er historien netop baseret på en persons erindringer.

"Det er ikke i sig selv udslaggivende, fordi erindringen kan være farvet af antisemitiske følelser. Der findes ikke sådan noget som en uskyldig erindring."

"Men når det er sagt, så fandt jeg filmen charmerende og intelligent. Jeg havde ikke opfattelsen af, at der var noget antisemitisk. Pointen for mig er, om der er en drivkraft i værket, som siger, at det negative ved den jødiske person skal tages som et udtryk for, at vedkommende er jøde."

Når jeg læser jødiske forfattere som Philip Roth eller Amos Oz, så er det ikke et ideelt menneskebillede, de tegner af jødisk familieliv eller jødiske personer. Så er det et udtryk for udsagnet, at du kun kan fortælle vittigheder om dine egne?

"Nej, det tror jeg ikke. Min bog er skrevet imod al den slags identitetspolitik. Jeg bryder mig heller ikke om, når personer, der er fjendtligt indstillede over for Israel, kræver en særlig ret til at anklage staten, fordi de er jøder. Jeg bryder mig ikke om, når nogen påkalder sig en særlig autoritet til at tale på vegne af en gruppe. Men det synes, som om jøderne har et særligt krav på retten til at tale om antisemitisme. Men det vil være absurd at strække det argument længere og sige, at jøder har en særlig esoterisk forståelse og indsigt til at forstå antisemitisme."

Jeg taler jævnligt med forskellige grupperinger i Storbritannien og hører konstant historier om, hvordan kristne værdier bliver nedbrudt, hvordan muslimer føler, at de bliver skåret over én kam og så videre. Ser vi en parallel i den sammenhæng?

"Jeg tror, det er godt for ens værdier, at de er på anklagebænken, fordi det holder værdierne ved lige. Man sætter pris på sine værdier med den nødvendige grad af skepticisme eller objektivitet. Det må ikke forvirres med, at et helt folk er på anklagebænken på grund af deres tilhørsforhold til Israel, kristendom eller islam. Folk blander en kritisk tilgang til religion med en regulært fjendtlig diskurs over for et helt folk."

Er der i den sammenhæng en forvirring omkring det jødiske folk og staten Israel og det jødiske folk som en religiøs og etnisk gruppe?

"Absolut. Folk blander det sammen hele tiden. Men der er omvendt ingen tvivl om, at der også er et vist overlap, som bidrager til forvirringen. Israel er ikke blot et land. Det er også et jødisk land. Derfor er der også zionisme, som i sine forskellige opfattelser underbygger behovet for, at jøderne har en suveræn stat."

Men hvis du med din seismografiske tilgang til antisemitisme skal komme med en vurdering, ser vi så mere eller mindre antisemitisme?

"Jeg tror, det er tydeligere, end det var, Men jeg mener fortsat, England er et sikkert og godt sted for jøder at bo."

Vi ser ikke længere stereotyperne som Shakespeares Shylock?

"Oh jo. Ved forrige valg så vi konservative jøder som Michael Howard og Oliver Letwin illustreret som Skylock-figurer af Labour. Det er takket være Shakespeare, vi har de figurer. Jeg siger ikke, at forfattere som Shakespeare og Dickens var antisemitiske. Men de var så gode forfattere, fordi de havde så følsomme og sofistikerede antenner, at de opfangede alle vibrationer i kulturen. De opfandt ikke deres karakterer ud af ingenting, men fortolkede folkestemningen."

Så du siger, at de jødiske karakterer blev skabt ud fra den tid, de levede i, frem for som et bevidst angreb på jøder?

"Du rejser spørgsmålet om deres intentioner. Det er svært at vurdere i dag. Pointen med et kunstnerisk værk er, at det er relativt uafhængigt af skaberen. Når det er skabt, så er det der for at blive fortolket af læsere og tilskuere uafhængigt af forfatterens intentioner."

Så er der et behov for at omskrive værker om jødiske karakterer på samme måde som Peter Pedal, Lille Sorte Sambo og Tintin, hvor der er racistiske undertoner?

"Jeg ønsker ikke, at de skal censureres på nogen måde. De vil blive genfortolket af hver generation, på samme måde som det sker med alle former for klassisk litteratur, som konstant bliver vejet, fornyet og genfortolket. Men jeg vil ikke gå længere end det."

norum@kristeligt-dagblad.dk

Anthony Julius: Trials of the Diaspora. 864 sider. 45 dollar. Oxford University Press.