“Hvis jeg bare havde en enkelt knogle”

Familien gemte sig i husets kælder i fem dage, før de overgav sig, og sammen med landsbyens øvrige bosnisk-muslimske familier blev de ført til en militærhangar ikke langt derfra.

I hangaren fik de ordre på at opgive deres navn og fødselsdag. Og aflevere deres personlige papirer. I de første tre dage fik de intet at spise. Og var der nogen, soldaterne ikke brød sig om synet af, bankede de dem voldsomt.

Ifølge Ema Cekic ankom militsgruppen De Hvide Ørne efter to uger. De Hvide Ørne var en serbisk paramilitær gruppe under kommando af den serbiske politiker Vojislav Seselj, der i øjeblikket er for retten ved Krigsforbryderdomstolen i Haag, anklaget for blandt andet forbrydelser mod menneskeheden. Ørnene var bevæbnet til tænderne og skilte mænd fra 16 til 60 år fra kvinder, børn og gamle. Placerede dem i hver sin ende af hangaren og tegnede en gul streg mellem dem.

"Så sagde de, at vi havde 15 minutter til at forlade hangaren. Kvinderne, børnene og de gamle. Gråd og skrigeri begyndte. Vi ville ikke gå fra vores mænd, måske var det bedre at dø sammen. De paramilitære rettede deres våben mod os og råbte, at hvis vi ikke gik nu, ville de skyde os. Og vores mænd tiggede os om at gå, så de ikke skulle se deres børn bliver skudt. Til sidst gik vi," siger hun.

Ema så kun sin mand én gang siden, et par dage senere. Kvinderne havde fået lov til at bringe mad til mændene. Det var det eneste, de fik at spise. Deres ældste datter på 15 år var med.

"Hun sad hos ham og græd hele tiden, mens vi var der. Jeg ville ikke forlade landsbyen, før jeg vidste, hvad der skulle ske med ham. Men han sagde: "Kom væk med børnene så hurtigt som muligt. Jeg skal nok gøre alt, hvad jeg kan, for også at slippe herfra?. En af vores tidligere naboer kom hen og sagde, at nu skulle vi gå. Men min datter ville ikke give slip på ham. Så rettede vores nabo sit gevær mod os og pegede mod udgangen. Det var sidste gang, vi så ham," husker hun.

Ema Cekic og deres tre børn på 15, 13 og 11 år slap to dage efter væk fra Semizovac med en af Røde Kors? busser til byen Visoko, der var under den bosnisk-muslimske hærs kontrol. Hun begyndte at lede efter sin mand, så snart de ankom til Visoko. Hun ledte hos Røde Kors, hos politiet, på hospitalet og blandt de folk, som bragte døde ind. Men han var der ikke.

Hun fik siden af forskellige veje at vide, at mændene først var blevet flyttet til et bilværksted, hvor de blev holdt fanget i nogle garager. Og derefter til et stort, hvidt hus. Den 16. juni 1992 var hendes mands navn på en liste over en gruppe mænd, der skulle udveksles for nogle andre fanger. De blev kørt væk i en varevogn. Og her ophører alle spor. Han var da 41 år. I alt 28 mænd fra landsbyen forsvandt.

"Nogle dage tror jeg, at han er i live. Andre dage ønsker jeg blot at finde hans skelet. Hvis jeg bare havde en enkelt knogle, så jeg kunne give ham en værdig begravelse. Det er ubærligt, ingenting at vide. Før i tiden var jeg fuld af liv. Nu har jeg af og til ikke engang kræfter til at rejse mig op og flytte ting på bordet. Jeg lever, fordi jeg ikke er i stand til at dø. Jeg lever for mine børn," siger hun og fortæller, at hun for nogle år siden blev formand for den lokale Forening af Familierne til de Forsvundne fra Vogosca Kommune for at føle, at hun gjorde noget, at hun ledte og ikke blot sad og ventede.

Mellem potteplanterne i huset, som familien vendte tilbage til og genopbyggede efter krigen, står et fotografi af hendes mand i en ramme, fedtet af utallige fingeraftryk. Det er taget tre år før, han forsvandt. Hun har fået det af sine svigerforældre. Det er det eneste, hun har tilbage af ham. Alt andet forsvandt i krigen, familiebilleder, bryllupscertifikat, alle personlige ejendele.

Den evige uvished, som Ema Cekic og de øvrige tusindvis af slægtninge lever med hver dag, den tilbageholden af information om deres næres skæbne, de mange ubesvarede spørgsmål, sidestiller FN med konsekvenserne af tortur. Det eneste, som kan få dem ud af den fastlåste situation og give dem fred, er en vished om, hvad der skete, påpeger Sanela Bajrambasic, som er talsmand for Røde Kors i Bosnien.

Derfor er det så afgørende, at de savnede bliver fundet. I 2004 afleverede Ema Cekic og børnene blodprøver til det dna-kartotek hos den Internationale Kommission for Savnede Personer, ICMP, i Sarajevo, som de døde fra nye grave via dna-profiler bliver identificeret ud fra. Og netop brugen af dna til at identificere savnede personer har været banebrydende i Bosnien, hvor tusindvis af savnede, som ellers aldrig ville være blevet identificeret, har fået et navn og er blevet begravet.

Det er dog tvivlsomt, om de næsten 10.000, som stadig er savnede, alle vil blive fundet, påpeger adskillige eksperter. For som årene går, kommer mindre ny information frem, og det er sværere at få øjenvidneforklaringer. Derfor forsøger blandt andet Røde Kors at lægge pres på de bosniske domstole, så det bliver almindelig procedure, at dømte krigsforbrydere kan få strafnedsættelse imod at oplyse, hvor ofrene ligger begravet.

For to år siden blev 3 af de 28 savnede mænd fra Ema Cekics landsby fundet i floden Bosna, der løber nær landsbyen. Deres knogler var brækkede efter voldsomme slag. Af den ene mand blev kun en enkelt knogle fundet. De blev alle tre identificeret via dna. Ema er sikker på, at hendes mand også befinder sig et sted i floden, og hun går ofte derned.

"Vi giftede os, fordi vi elskede hinanden. Og havde nogen dengang spurgt mig, om jeg kunne leve alle disse år uden ham, ville jeg have sagt, at det havde jeg aldrig overlevet. Men som du kan se, er det lykkedes for mig på en eller anden måde," siger hun.

stubbe@kristeligt-dagblad.dk