Henrik Hoffmann-Hansen |
17. juli 2010
I 20 af de seneste 28 år har Danmark haft borgerligt styre. Så hvorfor er der fortsat store problemer med integration og sammenhængskraft? Ting tager tid, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et interview, der næsten ikke handler om penge
Han er blevet kaldt Venstres chefideolog. De seneste år har han været bedst kendt som Danmarks finansminister, der var parat med skrappe indgreb for at bringe landet ud af den økonomiske krise.
Claus Hjort Frederiksen ligner nu alt andet end en hård finansmand, som han tager imod i blød T-shirt uden slips og jakke og med sin elskede hund, Frida, som ivrigt logrende iagttager.
Selv om vi de seneste år har talt mest om den økonomiske krise, mener han ikke, at værdikampen er død.
"Vi har da stadig nogle gevaldige værdipolitiske problemer. Selv er jeg voldsomt optaget af ytringsfriheden. Jeg føler, at vi står ved en korsvej her. At vi er nødt til at være meget, meget præcise på, at vi har en ytringsfrihed i samfundet," siger han.
"I efteråret tager vi fat på hele ghettoproblematikken, hvor vi står over for nogle meget store problemer. Man isolerer sig i ghettoer og kører med nogle særlige normer. Det strider imod det, som for mig er afgørende, nemlig at folk lever med det værdigrundlag, vi har i Danmark. Derfor må vi tage et opgør med, at man klumper sig sammen i parallelsamfund," siger han.
Den lader vi lige stå og blafre i brisen fra Øresund. Han har været minister siden 2001, og lige så længe har regeringen ført værdikamp. I de seneste 28 år har landet haft en borgerlig regering i næsten 20 år, så hvordan kan det være, at der stadig er så store problemer?
"Ting tager tid. Det første, vi gjorde i 2001, var at begrænse tilstrømningen til Danmark. Det var i sig selv den vigtigste forudsætning for bedre integration. Vi drager erfaringer, og vi har jo ikke i generationer været et indvandringsland som USA eller Canada," siger han og nævner en række områder, hvor man er blevet klogere de seneste 30 år:
"Efter min opfattelse havde man tidligere den fejlagtige opfattelse, at der var ting, man ikke burde blande sig i. Jeg har undret mig meget over, at kvindebevægelsen mener, at der kan være kulturforskelle, som retfærdiggør, at man ikke blander sig. At man ikke hidser sig voldsomt op over tvangsægteskaber, arrangerede ægteskaber, og at kvinder skal gå i burka. Men det gælder også på en række andre områder, at vi har forsømt integrationen.
"Tidligere mente man for eksempel, at først skulle man lære dansk, så skulle man lære dansk, og så skulle man lære dansk, og når man havde lært dansk, kunne man begynde at se sig om efter et arbejde, men al erfaring viser, at rigtig integration foregår, gennem at man får et arbejde."
"Derfor lagde vi kursen om. Man skal ikke rende på alle de kurser. Man skal ud i job, og så skal man lære dansk parallelt med det," siger han.
"Det er nogle af de fejl, vi har begået. Måske har vi også begået fejl ved ikke at afskaffe tosproget undervisning helt. Ved at man ikke konsekvent har sat ind på at lære dansk. Når man ser de resultater, man hører fra skoler, er det miserabelt, at udviklingen faktisk går den forkerte vej," siger han.
Politiske modstandere ville sige, at regeringen selv har forstærket konflikterne og skadet integrationen. For eksempel ved at indføre starthjælp, sætte loft over kontanthjælpen og gøre modersmålsundervisning frivillig, så den er forsvundet i mange kommuner. Claus Hjort Frederiksen køber dog ikke idéen om, at man skulle rulle tiden tilbage.
"Det taler historien imod, for problemerne var massive, da vi overtog regeringsmagten i 2001. Siden dengang er andelen med arbejdsmarkedstilknytning steget betydeligt. Man kan se, at når indvandrere kommer ud og får et arbejde, bliver de hængende på arbejdsmarkedet," siger han.
Egentlig var det ikke meningen, at han skulle være politiker. Det var "uden for beregning", som han siger. Men da de udenrigspolitiske debatter i 1970'erne kogte på Grønjordskollegiet på Amager, fandt han sig selv argumentere mod venstrefløjens verdensbillede.
"De førte kamp mod amerikanerne i Vietnam. Der blev min almindelige bevidsthed om demokrati skærpet. Jeg syntes, det var meget mærkeligt, at man en bloc kunne hylde de værste diktatorer i denne verden. Man kæmpede for Pol Pot i Cambodia, Ho Chi Minh i Vietnam, Mao i Kina og Bresjnev i Sovjetunionen. Der var udelukkende kritik af amerikanerne og israelerne, faktisk af alle de samfund, som byggede på demokratiske principper. Det vakte min generelle opmærksomhed og interesse for demokratiet," fortæller han.
Da han blev uddannet i 1972, var arbejdsløsheden blandt jurister høj, så han søgte job flere steder, for eksempel i Landbrugsrådet. Det fik han nu ikke, men han blev anbefalet videre til Venstres sekretariat på Christiansborg. Dermed var det politiske spor lagt, som siden førte til en post som partisekretær og beskæftigelsesminister i Anders Fogh Rasmussens første regering.
Han siger, at det stadig er den personlige frihed, der er drivkraften i hans politiske engagement. Ikke den gamle liberalismes frihed til hvadsomhelst, men friheden inden for rammerne af velfærdssamfundet med skattebetalte sundhedsydelser og uddannelser, som han er kommet til at holde meget af. Så liberalismen har sine grænser, i øvrigt også i integrationspolitikken.
"Det er et stort problem, at forældregenerationen i mange indvandrergrupper tilsyneladende ikke har besluttet sig for, at Danmark er det land, man skal blive i."
"Der er en dobbelthed hele tiden. Man kigger til hjemlandet. Det er sørgeligt, at mange er mere orienteret om, hvordan den politiske situation er i Pakistan og Irak, end den er i Danmark. De sidder hjemme og kigger på tyrkisk og pakistansk fjernsyn og kender til alting der. Man kender ikke til det mest banale i Danmark. Der kunne jeg godt ønske mig, at vi var mere konsekvente med at stille krav. Vi skulle sige, at 'det er her, I har jeres fremtid, det er her, I skal dele værdier og holdninger, Det nytter ikke, I tror, I kan lave et Lille-Pakistan, Lille-Tyrkiet eller Lille-Irak?," siger han.
Er der ikke noget, der protesterer i dit liberale sindelag, når du vil bestemme, hvilke tv-programmer forældre skal se?
"Nej, min bevidsthed om disse problemer er blevet skærpet. Når man flytter til et andet land, er man nødt til at sætte sig ind i og dele nogle af de værdier, som det samfund bygger på. Man kan ikke flytte til et andet land, med den forudsætning at man vil lave helt om på det lands historie, kultur og religiøse retning. Det bekymrer mit liberale hjerte mere, hvis man ikke deler nogle af de værdier, det danske samfund bygger på: demokrati, yrtingsfrihed og ligestilling mellem kvinder og mænd," siger han.
"Danmark er jo et kristent land med kristne værdier. Danmark har en kristen tradition. Det er jo ikke en åben slagmark, hvor alle kan sige: "Jamen, Danmark er et muslimsk land eller et zenbuddhistisk land". Det ville stride mod vores historie. Det må man ligesom acceptere, når man bor her i landet."
Hvori består de kristne værdier?"Det er i hvert fald respekten for livet. Man skal ikke gøre ved sin næste, hvad man ikke ville gøre ved sig selv. Der, synes jeg, andre religioner er noget mere krigeriske og regner menneskelivet for noget mindre, end kristendommen gør. Det er noget af det værdifulde, vi har. Her opfordrer vi jo ikke unge mennesker til at slå sig ihjel eller bombe nogen i religionens navn. Det er tolerant og inkluderende, og det er værdifuldt," siger han.
Frida rejser sig og logrer med halen. Endelig er de færdige med al den snak, og for en hund er en af største værdier at gå tur.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad