Peterskirken set gennem søjlerne omkring Peterpladsen, Vatikanet, Rom, Italien. Foto: Scanpix.
- Kennet Havgaard/Scanpix Denmark
Bjarne Nørum skriver fra Storbritannien Vatikanet har revideret listen over synder. Så nu er ordination af kvindelige præster kommet i samme kategori som seksuelt misbrug af mindreårige. Den såkaldte kanoniske ret er revideret af Vatikanets troslærekongre |
17. juli 2010
Revideret udgave af kirkeloven gør ordination af kvinder til en af de alvorligste synder
Vatikanet har revideret listen over synder. Så nu er ordination af kvindelige præster kommet i samme kategori som seksuelt misbrug af mindreårige.
Den såkaldte kanoniske ret er revideret af Vatikanets troslærekongregation. I den netop offentliggjorte udgave er forsøg på ordination af kvindelige præster ophøjet til en af de mere alvorlige synder. Det samme gælder for kvinder, som forsøger at blive ordineret. Straffen kan være bandlysning, fordi det er en forbrydelse mod troslæren. For mandlige præster, der ordinerer en kvinde, medfører det afskedigelse og fratagelse af retten til at fungere som præst.
Seksuelt misbrug af børn og besiddelse af børneporno er også kommet op i den ”tunge” kategori, men fordi det også er verdslige forbrydelser, medfører de ikke automatisk bandlysning. Afhængigt af alvoren kan de føre til afskedigelse og fratagelse af retten til at være præst.
De nye regler er sendt til alle biskopper i den verdensomspændende katolske kirke.
Med beslutningen om at gøre det til en alvorligere synd at ordinere kvinder har troslærekongregationen tydeligt forsøgt at afslutte diskussionen om kvindelige præster i den katolske kirke. Argumentet er blandt andet, at Kristus jo kun omgav sig med mandlige disciple.
Revisionen offentliggøres stort set samtidigt med, at den anglikanske Church of England har vedtaget at acceptere kvindelige biskopper, så man kan vælge at se sagen som endnu en invitation fra den katolske kirke til de utilfredse konservative mandlige præster i Church of England om at blive præster i den katolske kirke. I forvejen har Vatikanet slået en kile ind i forholdet til den anglikanske kirke ved at tilbyde hele menigheder at tilslutte sig den katolske kirke.
Fra katolsk side afvises det, at Vatikanet på den måde sidestiller ordination af kvinder med seksuelt misbrug.
Revisionen er primært foretaget for at opdatere kirkeloven i forhold til spørgsmål om seksuelt misbrug af mindreårige. Forældelsesfristen for, hvornår en tidligere misbrugt kan klage til kirken, er hævet fra 10 til 20 år, efter at personen er fyldt 18 år.
”Det sender et klart signal om, at vi tager vores forpligtigelse til at fremme et trygt miljø alvorligt, og vi vil reagere passende på sager om misbrug,” forklarer monsignor Charles Scicluna fra Vatikanet ifølge avisen The Times.
I alvorlige og klare tilfælde af misbrug af mindreårige kan en biskop nu rent administrativt fratage en præst retten til at være præst uden at skulle gennem en lang kirkelig retssag. Ændringerne i kanonisk ret gælder udelukkende internt i kirken og forholder sig ikke til, hvornår sager om misbrug skal meldes til politiet.
Det gør til gengæld Vatikanets talsmand, jesuitten Fr. Federico Lombardi i National Catholic Reporter: ”Revisionen betyder ikke, at præster, der misbruger børn og unge ikke også skal anmeldes til politiet. Det var en beslutning, vi anbefalede i en guide sidste forår,” siger han.
Andrew Madden fra Dublin, som blev misbrugt, da han var alterdreng i Irland i 1990’erne, mener også at anmeldelse bør være en fast procedure.
”Det er langt vigtigere end at beslutte, hvorvidt en kriminel præst skal fratages sin præstekjole eller ej. Kirkens interne regler betyder ikke mere end reglerne i din lokale golfklub,” siger Andrew Madden til avisen Daily Mail.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad