En af historiens mere prekære undskyldningssager

Da Gadamer tog ordet begyndte han med at beklage sit fransk, for, som han sagde, det havde han lært før Første Verdenskrig. Derfor troede man, at da han kaldte sin læremester for "un génie bête", måtte han have begået en fejl. "Et dumt geni" lød for de mange trænede sprogører som en simpel sprogfejl. Det var imidlertid overhovedet ikke tilfældet.

Martin Heidegger er født i Messkirch ved Freiburg og tilbragte så godt som hele sit liv i området ved Schwarzwald. I 1927 udgav han sit hovedværk "Sein und Zeit", der er en afgørende milepæl i det 20. århundredes filosofihistorie. I sit lange liv nåede Heidegger at udgive en række indflydelsesrige bøger. Det var således en kendt og respekteret professor, der i maj 1933 blev udnævnt til rektor på universitetet i Freiburg.

Allerede inden sin tiltræden havde Heidegger meldt sig ind i NSDAP, der som bekendt var kommet til magten i januar samme år. Ved sin tiltrædelse holdt Heidegger en herostratisk berømt tale, der i både tone og indhold kunne tolkes som tilslutning til førerprincippet. Heidegger bekendte ved andre lejligheder åbent sit politiske tilhørsforhold. For eksempel udtalte han senere i 1933: "Der Führer einzig und alleine ist heute und künftig die deutsche Wirk- lichkeit und ihr Gesetz." (Der Führer er ene og alene, nu og i fremtiden, den tyske virkelighed og lovgivning).

Om Heideggers tilknytning til nationalsocialismen er der skrevet hele biblioteker, og den har især i Frankrig givet anledning til omfattende polemik. I næsten lige så høj grad har det forhold imidlertid gjort Heidegger omstridt, at han ikke senere undskyldte sin forbindelse til nazisterne. Han fik ellers mange lejligheder til at gøre det. For eksempel blev han i 1967 opsøgt af den jødiske og tysksprogede digter Paul Celan (1920-1970), der var en af tidens store intellektuelle, og hvis forældre var blevet forfulgt og deporteret af nazisterne. Celan skrev siden et digt om sit mislykkede forsøg på at få Heidegger til at vedkende sig sin fejl. Heidegger gav hverken Celan eller nogen andre en undskyldning.

Da Gadamer diskuterede Heidegger på det franske institut i Heidelberg lagde Gadamer ikke skjul på, at Heidegger var et geni. Han sagde om sin egen tænkning, der kulminerede i hovedværket "Wahrheit und Methode" fra 1960, at den længe ikke havde den dristighed, som kendetegnede Heideggers. Desuden anerkendte han Heidegger for, at han skyldte ham afgørende indsigter, der havde hjulpet hans egen filosofi videre. "Heidegger var et geni, men jeg," tilføjede Gadamer om sig selv, "havde den fordel, at jeg ikke var dum." Gadamer var på en og samme gang fuld af beundring for sin læremester og tog samtidig nødvendig afstand fra den dumhed, der viklede Heidegger ind i et forhold til nationalsocialismen, som han aldrig rigtig kom ud af igen – Heidegger: et dumt geni.

Undskyldningen er en bestemt type sproghandling, der kræver, at man trækker såvel indhold som ordvalg af bestemte ytringer tilbage. Man kan ikke undskylde uden at anerkende modpartens synspunkt og indse sin egen fejl. En undskyldning har desuden det fremadrettede aspekt, at omverdenen eller den, der modtager undskyldningen, med god ret kan forvente, at man forandrer eller forvandler sig og således undgår at havne i den situation igen, der affødte kravet om en undskyldning i første omgang.

Undskyldninger er imidlertid ikke så hyppige, som man skulle tro. Langt oftere møder man beklagelsen, der efterhånden er blevet til en selvstændig genre. Beklagelsen ligner undskyldningen, men er som sagt langt mere hyppig. Beklagelsen trækker ordlyden af et udsagn tilbage, men bekræfter udsagnets meningsindhold.

Beklagelsen er svæklingens undskyldning. Det burde jo være sådan, at man enten står man ved det, man sagde (ingen undskyldning), eller også trækker man det tilbage (ved at give en undskyldning). Begge dele har selvfølgelig omkostninger. Men at korrigere ordlyden og samtidigt fastholde meningen, det er at ville både blæse og have mel i munden.

Beklagelsen er som sproghandling brugbar i en tid, hvor man mange steder fra gerne vil af med budskaber, der måske har en bred offentlig klangbund, men som trods alt er for hård kost. Typen vi har set igen og igen går på: Jeg var måske lidt friskfyragtig eller hurtig i vendingen, da jeg udtalte mig, men jeg mente, hvad jeg sagde.

At vi reagerer så voldsomt på undskyldninger eller undgår dem ved at komme med beklagelser i stedet for, har noget at gøre med angst for de konsekvenser, som en undskyldning har. Vores samtid i Danmark er ikke til anerkendelse af, at den anden måske har ret. Samtiden er ikke til, at vi selv undertiden må forny, forandre og forvandle os. Martin Heidegger fastholdt sit. Om han selv indså sin fejl er uvist, men det kom ikke til nogen klar afstandtagen. Måske var Heidegger bange for den forandring, som en undskyldning medfører. Formodentlig var nazismens inderste kerne intet andet end forandringsangst.

Som afslutning på anden del af sit hovedværk "Wahrheit und Methode" redegør Gadamer for sin opfattelse af begrebet samtale: "At komme til forståelse i samtalen er ikke blot at spille sig ud og at sætte sit eget standpunkt igennem, men en forvandling hen imod det fælles, hvor man ikke forbliver, hvad man var."

Gadamer sætter det forvandlende fællesskab højere end den enkeltes holdning og standpunkt. Han sætter det fællesskab højere, der lærer en noget og driver en frem. Det nytter for Gadamer ikke noget at positionere sig og blokere for at indgå i sammenhænge, der kunne ske at forandre en. For Gadamer er modet til at indgå i en samtale, der gør, at man risikerer at genfinde sig selv i en anden udgave, langt større end det mod, der kræves for febrilsk at klamre sig til de holdninger, der til tider viser sig at være endog meget forkerte.

Peter Buhrmann er forstander på Højskolen Østersøen