Nanna Schelde |
19. juli 2010
Tidligere nonne Alice Lyngaae Jørgensen advarer mod den undertrykkelse og klaustrofobi, som klosterlivet medfører. Den katolske kirke bør ruske op i og forny sine idealer om klosterlivet, mener hun
Hun ville være død, hvis hun var blevet i klosterverdenen.
Så drastisk stiller Alice Lyngaae Jørgensen det selv op. Det konstante pres over hele tiden at skulle være den reneste og mest lydige fik hende i længden til at knække sammen.
"Jeg gik i hormonal ubalance alt for tidligt og blev meget syg. Jeg fik simpelthen klaustrofobi og blev angst. Hver morgen var det op klokken 5 og bede, men jeg befandt mig nærmest i en slags tågeland, hvor jeg kun troede på reglerne om renselse og askese," husker hun.
Alice Lyngaae Jørgensen er en spinkel kvinde på 60 år, som ser yngre ud end sin alder. I dag beskæftiger hun sig med psykologi og rådgivning af andre og har fået en kæreste. Hendes korte mørke hår bliver holdt tilbage af en hårbøjle med en blomst, og hun går både med farver på tøjet og lidt glimmer på øjnene. Pynt, som var fuldstændig utænkeligt inden for murene.
Hun har inviteret indenfor i det lille rækkehus i Birkerød for at give sin stemme til debatten om klosterlivet, som har præget medierne den seneste tid.
Egentlig synes hun, det er hårdt at rippe op i minderne om de omkring 18 år, hun selv levede i cølibat og lydighed over for kirken, men efter at den tidligere nonne Helene Häglund gentagne gange har fortalt om sine ubehagelige oplevelser i Maria Hjerte Kloster på Djursland, vil Alice Lyngaae Jørgensen også gerne stå frem. For at fortælle om de farlige kræfter, der ligger i klosterlivet.
"Efterhånden mister man helt fornemmelsen af sig selv, fordi man har så lidt tid, hvor man kan være sig selv. Man skal hele tiden holde sig beskæftiget med bøn. Jeg mener, at det er vigtigt, at man i den åndelige verden kan tale helt almindeligt sammen, men det er ikke tilfældet nu. I mange år levede jeg fuldstændig åndeligt forkrampet," fortæller den tidligere nonne, som stadig er katolik.
Mødet med den katolske kirke for godt 25 år siden blev en form for forelskelse for Alice. Hun havde ingen erfaring med kirke og tro og havde hidtil søgt åndelighed og spiritualitet uden for kirkelige kredse. Men under et ophold i England løb hun i armene på katolicismen.
"Det var lidt, som om jeg mødte den eneste ene, husker Alice Lyngaae Jørgensen, som søgte videre vejledning hos en katolsk munk og præst i Sverige.
Han inspirerede og opfordrede hende til at blive en del af klosterlivet.
Det gjorde Alice Lyngaae Jørgensen, som i en årrække var en del af forskellige katolske klostre. Hun var tilknyttet et engelsk kloster i fire år og var så fire-fem år i Vor Frue Kloster i Høsterkøb. Herefter blev hun husbestyrerinde ved et mandligt karmeliterkloster i Sverige og postulant i det kvindelige karmeliterkloster i Glumsløv.
Alting handlede om, at hun skulle leve op til sin vejleders ord og forventninger.
"Man kan skabe et meget stort afhængighedsforhold til sin vejleder. Alt, hvad man gør, skal gå igennem ham, og man kan ikke træffe en selvstændig beslutning, for kun han kan give svaret."
Et forhold, som hun i dag opfatter som meget usundt.
"Det ideal, at nogen er mere hellig end andre, er ikke godt for nogen af os. Men dengang så jeg det også som en enorm kraft og lettelse ikke at måtte nogen ting. "
Klosterlivet er frivilligt og uden tvang. Nonnerne kan gå, hvis de ikke vil være her. Sådan sagde en katolsk præst for nylig til Kristeligt Dagblad i forbindelse med sagen fra Maria Hjerte Abbedi.
Men sådan er virkeligheden ikke, mener Alice Lyngaae Jørgensen.
"Når først man kommer ind i den verden, er det en helt anden psykologi, der dominerer. Du kommer ind i nogle meget specielle tankegange om renselse, og det er meget stærke kræfter, der er på spil."
Hvis man psykisk eller fysisk havde det skidt, blev det som regel forklaret med dæmoner og andre mørke fænomener."
"Da var det den mørke nat eller noget andet i den stil. Jeg var selv
meget hovmodig. Det handlede om at være de mest åndelige steder, så man kunne være den bedste katolik. Der er megen åndelig forstillelse i klosterlivet."
I Sverige var der en søster, som ikke havde sovet i lang tid, og der blev der også opfundet regler til lejligheden.
"Hun fik besked på at tugte sit ego. Vi måtte heller ikke gå med ansigtscreme. Ikke den mindste klat Nivea. Jeg kunne se, at en af de andre søstre, som led af tør hud, var ved at eksplodere."
Oplevelser som disse gør, at Alice Lyngaae Jørgensen mener, at idealerne i den katolske kirke trænger til en rusketur. "Det åndelige træ skal omrystes. Vi skal turde snakke om tingene, og klosterlivet skal ikke være så helligt, at det skal være helt i fred," opfordrer den tidlige nonne.
Ligesom klosterlivet trænger til at blive rusket, bør også den katolske kirke overveje at ændre attitude.
Alice Lyngaae Jørgensen er mere end træt af, at den katolske kirke fastholder og dyrker cølibat og klosterliv som særlig fint og helligt.
Og hun er skuffet over, hvordan den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, har håndteret sagen fra Maria Hjerte Kloster og sagen om overgreb i den katolske kirke.
"Kozon har ikke magtet opgaven. Han svigter virkelig, og jeg synes ikke, han burde være biskop i Danmark. Han vil helst snakke om spiritualitet oppefra i stedet for nedefra."
Alice Lyngaae Jørgensen bruger til gengæld en del tid på at tale med kvinder, som enten har forladt eller er på vej væk fra klosterlivet. Men som også stadigvæk føler en stor skyld. De fleste har som hun erfaringer med at føle sig ensomme og kuede.
"Det er hykleri, når man i klosteret siger, at man skal leve helt alene med Gud. Vi har som alle andre mennesker brug for venskaber og brug for at snakke sammen," siger den tidligere nonne.
Hun har sammen med andre katolikker ansøgt om et møde med paven i Rom. De ønsker at gøre ham opmærksom på, at hans udtalelser om, at cølibat er tegn på særlig renhed, er meget uheldige. Lige nu venter de på at få at vide, om de kan få lov at overrække brevet.
"Vi ønsker at tage til Rom med et protestbrev. For det er kun Gud, der bestemmer, hvad der er rent og åndeligt. I øvrigt tror jeg, at Gud er ligeglad med både det og alle de regler, som vi mennesker og særlig klosterfolk stiller op," siger Alice Lyngaae Jørgensen.
schelde@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad