Afholdsbevægelsen havde i 1800-tallet sit udspring i USA, og den har lige siden været organiseringen af et kristent / Indre Missionsk syn på alkohol af enhver art som roden til så godt som alt ondt.

Bevægelsens succes toppede med de drastiske prisforhøjelser på snaps i 1917. Denne mere end tidobling af prisen for den klare drik, flyttede forbruget fra fattigfolk til de mere velstillede i samfundet. Og gradvist blev brugen af alkohol mere moderat, så den i lige så høj grad som et beruselses-middel blev et nydelsesmiddel.

I USA forsøgte man med stor fiasko med et totalt forbud mod fremstilling og salg af alkohol (forbudstiden), men den førte kun til, at lyssky fabrikanter og smuglere tjente formuer på alkoholen. Det er vist ingen hemmelighed, at Kennedy-klanens enorme familieformue blev grundlagt på ulovlig alkohol.

Idag er billedet et ganske andet. Der er oprettet netværk, der hjælper mennesker, der på trods af de høje priser, er afhængig af alkohol. Lænken, AA etc.

Alkoholafhængighed ødelægger stadig mange individuelle og familiære liv. Men der er fornuft i at søge at give de afhængige et fornuftigt forhold til nydelsesmidlet i stedet for at bandlyse det totalt.

Alkoholisme betragtes idag ikke udelukkende som en karakter-svaghed, men som en sygdom. Og jeg må da medgive, at nogle mennesker er så hårdt ramt af sygdommen, at de kun har et reelt valg mellem at drikke alkohol eller slet ikke at gøre det.

Jeg kender nogle besindige mennesker, der er sig denne situation fuldt bevidst. De er totalt afholdende, fordi de ved, at den første genstand fører til både den femte og den tiende. Jeg har stor respekt for deres valg af total afholdenhed. Men det er mit indtryk, at de udmærket kan administrere denne selvvalgte restriktion uden at skulle være medlemmer af Blå Kors og hvad der iøvrigt måtte være tilbage af den kristne-moralske bevægelse.

Rigtig mange når frem til at kunne håndtere en moderat alkoholindtagelse, f.ex. ved aldrig at drikke alene, og fortrinsvis kun gøre det i selskabelige situationer.

Så jeg tror nok, man kan betegne tidligere tiders moralske forbundsbevægelser som "en død sild".