Statens penge lukker ikke munden på kristne missionærer

Else Højvang er blot et eksempel ud af mange på, at kristendommen og det kristne kald er synligt til stede i dansk mission, på trods af at de fleste missionsselskaber officielt har nedtonet eller helt droppet den traditionelle evangeliserende mission. I takt med at danske missionsselskaber får sværere og sværere ved selv at hente pengene hjem via private gaver, er statens støtte til selskaberne øget gevaldigt gennem årene. I dag modtager missionsselskaber og kirkelige udviklingsorganisationer årligt mere end 300 millioner kroner fra Danida, Udenrigsministeriets Afdeling for Dansk International Udviklingsbistand. Statstøtten må ikke bruges på forkyndende arbejde såsom at dele bibler ud eller holde vækkelsesmøder, men skal gå til udviklingsarbejde såsom skole- og hospitalsbyggeri eller dialog med praktiske formål som at bekæmpe omskæring af kvinder. I praksis er det dog nærmest umuligt at skille forkyndelse og udviklingsarbejde ad, mener Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, som laver kirkeligt og socialt arbejde i Tanzania, Etiopien, Cambodja og Peru.

"Missionsselskaberne kan godt lade være med at bruge Danida-midler på bibeluddeling og omrejsende evangelister, men hvis de danske myndigheder tror, at de udsendte går og gemmer på deres religiøse tro eller ikke kan finde på at bede bordbøn med de lokale, må de danske myndigheder tro om igen," siger han.

Forestillingen om, at man kan pille tro og religion ud af samtlige gøremål, som ikke finder sted inden for hjemmets fire vægge, er en temmelig ny og temmelig naiv forestilling, som ikke vækker ret megen genklang uden for Europas grænser, mener Jens Ole Christensen.

"Der findes danske politikere som den tidligere statsminister, der tror, at religion kan adskilles fra det offentlige rum – også i arbejdet i udviklingslande. Til dem vil jeg sige: Vågn op! Derude skelner man ikke mellem det religiøse og det sekulære, og derfor skelner man heller ikke mellem, hvad der er forkyndelse, og hvad der er socialt arbejde," siger han.

Derfor kan forvirringen være stor, når nyudklækkede udviklingsarbejdere eller udsendte – ordet "missionær" er stort set afskaffet – kommer til lande syd for Middelhavet eller øst for Sortehavet. For hvordan gebærder man sig i et land gennemsyret af religion, når man under danske himmelstrøg har fået tudet ørerne fulde af, at religion er en privatsag? Dansk Missionsråd, en paraplyorganisation for 30 danske missionsselskaber, der arbejder med kristen mission i 100 lande, har lavet et sæt etiske regler, som blandt andet forsvarer, at statstøttede ud viklingsarbejdere forkynder blandt lokale.

"Det er en udfordring for en vesterlænding at komme til Asien eller Afrika, hvor det mange steder ikke giver mening at skelne mellem en religiøs og en sekulær sfære. Blandt andet derfor har vi lavet nogle etiske retningslinier for missionsarbejdet. Skal man for eksempel prædike i en lokal kirke, hvis man bliver inviteret til det, selvom man modtager penge til et sekulært projekt? Ja, det skal man, for ellers skader man sin troværdighed over for de lokale og skader dermed samarbejdet eller partnerskabet med de lokale," siger generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen.

Han mener ikke, at missionsselskabernes udsendte føler sig fanget i et dilemma, når de både har hjerte for kristen mission og skal leve op til de krav, som den statslige Danida-støtte stiller. Missionærenes arbejde og selvforståelse har nemlig forandret sig kolossalt de sidste 100 år, og i dag findes der stort set ikke længere missionærer i gammeldags forstand, der med Bibelen under armen tager til Afrika eller Asien for indtil døden at frelse fortabte sjæle og opbygge kirker.

I løbet af 1900-tallet viste det sig nemlig, at nøglen til succes i kristen mission var at overdrage ansvaret til lokalbefolkningen – og så bredte kristendommen sig som en steppebrand i tørketid via mund til mund-metoden. De lokale klarer med andre ord opgaven selv, og hvide missionærer må derfor gøre sig berettigede gennem socialt og diakonalt arbejde. Samtidig er forestillingen om et kald eksploderet fra at gælde en lille gruppe af lønnede missionærer til at gælde alle kristne, mener Jonas Adelin Jørgensen.

"Det kristne kald til mission lever i bedste velgående, men har forandret sig meget, så vi nu ser alle kristne og hele kirken som missionerende. I gamle dage talte man om, at man blev kaldet af Guds Ånd – man var "on a mission from God". I dag består kaldet til alle kristne i at elske Gud, og det kan få vidt forskellige konsekvenser – mange ender med at tage ud i verden og opbygge menigheder og forbedre levevilkår for fattige mennesker," siger Jonas Adelin Jørgensen.

For eksempel er der de unge 18-20-årige volontører, som tager et sabbatår i Afrika mellem uddannelserne, eller den voksende gruppe af efterlønsmodtagere, som rejser ud som frivillige og hjælper til med udviklingsarbejde i kraft af deres uddannelse som lærere eller sygeplejersker.

Teologiprofessor Viggo Mortensen, som forsker i mission, mener, at den kristne kaldstanke stadig har en afgørende betydning for missionsselskabernes drive.

"Hvis de mennesker, der arbejder for missionsselskaberne, ikke oplevede et kald til mission og en forventning om at rejse ud for at repræsentere kristendommen, kunne de jo lige så godt gå ind i rene u-landsbistandsprojekter," siger han.

Selvom der fortsat er liv i kaldstanken, går missionsselskaberne ikke nogen nem fremtid i møde.

"De kristne missionsselskabers fordel er, at de i kirkerne har troværdige lokale samarbejdspartnere; men de er samtidig trængt, fordi de opererer i en niche. Entusiasmen har større organisationer som Amnesty International og Læger uden Grænser tiltrukket, fordi de kan række længere og bredere ud," siger Viggo Mortensen.

En anden voksende udfordring for missionsselskaberne er at skulle tilfredsstille både pengetanken Danida og deres eget missionske bagland – to parter, som ofte har vidt forskellige idéer om udvikling og mission. Det mener religionssociolog Peter Fischer-Nielsen fra Aarhus Universitet, som forsker i mission på internettet.

"Missionsselskaberne og de kirkelige organisationer skal både legitimere sig over for Danida og over for deres eget kirkelige bagland i de tilfælde, hvor pengene kommer begge steder fra. Over for Danida skal de vise, hvor lidt forkyndende deres projekter er, og over for baglandet skal de vise, at deres projekter er i tråd med identiteten som et kristent missionsselskab. Hvis de sætter identiteten over styr, risikerer de at miste penge og engagement fra baglandet," siger Peter Fischer-Nielsen.

Tilbage i Tanzania ser Else Højvang dog ikke de store problemer i at forsvare sit arbejde både over for det kirkelige bagland og over for de offentlige myndigheder.

"Jeg er kaldet til både at gøre håndens og åndens arbejde. Når vi arbejder med samfundsudvikling, er det for at vise folk en flig af Guds kærlighed gennem gerninger. Det gjorde Jesus også. Da han for eksempel bespiste de 4000 mænd og deres familier og børn, handlede det mest om, at de ikke skulle sulte. Den gerning kunne lige så godt have være støttet af Danida," siger hun.

johansen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere på

kristeligt-dagblad.dk/kald