Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
I en hollandsk kirke er præsten indtil videre blevet fritaget for tjeneste efter at have spillet fodbold i kirken
En hollandsk præst ved navn Paul Vlaar er blevet suspenderet fra sin tjeneste efter at have holdt en fodboldmesse inden finalen ved VM i fodbold.
Som de fleste ved gik det hollandske fodboldhold hele vejen til finalen ved verdensmesterskaberne i fodbold. Det skabte naturligvis både furore og begejstring i Holland, hvilket det givetvis også ville have gjort i Danmark.
Denne begejstring var tydeligvis vidtrækkende, idet man på videohjemmesiden Youtube nu kan se optagelser fra en katolsk gudstjeneste i Holland, hvor præsten har arrangeret et omfattende fodboldtema. Kirken er pyntet op med hollandske flag, mange af kirkegængerne er i fodbolddragter og selv orgelet har fået en orange oppyntning.
Præsten Paul Vlaar optræder i orange kåbe og selv organisten har fået de orange farver på. Men ganske utraditionelt bliver det først, da præsten begynder at agere målmand, da en kirkegænger skal sparke VM-bolden Jabulani ned ad kirkegulvet. Præstens flotte redning kan ses 30 sekunder inde i klippet.
Annonce
”Vi bad for holdånden på det hollandske hold,” udtaler han i et interview efter gudstjenesten.
Men ikke alle er lige imponerede over præstens nationalfølelse. I en officiel meddelelse fra den katolske kirke skrives det, at ”Biskoppen har suspenderet pastor Vlaar med omgående virkning for at give ham tid til at tænke”.
Biskoppen, der hedder Jozef Punt, har ifølge hjemmesiden Herald Sun senere udtalt, at han ikke er glad for den slags tiltag, der ikke udviser tilstrækkelig respekt for messens hellige natur. Han udtaler også, at gudstjenesten har skabt harme både i Holland og på den anden side af Atlanten.
Hvorvidt han har ret i det sidste er ikke til at sige, men i debatsektionen under videoen på Youtube, lever diskussionen i hvert fald i bedste velgående, hvor en bruger for eksempel skriver:
”Frastødende. Den slags typer er ikke præster, de er ministerielle gøglere”