Katolsk vitalisme

Der er de kunstnere, som alle kender, men som ikke er de allerstørste; som har stor betydning for deres slægtled, men fortoner sig lidt i historien.

Mogens Ballin er og bliver et stort navn i dansk kunsthistorie og det af flere grunde. Han er del af det katolske kunstnermiljø i Danmark ved sidste århundredskifte og som sådan biograferet af Peter Schindler, men han er også konverteret jøde. Han er rigmandssøn med penge hjemmefra. Han kan drive et værksted, der bliver rugekasse for de mest talentfulde inden for metalkunsthåndværket.

Man kommer ikke uden om det: Han er medlem af en privilegeret klasse, der tæller andre kunstnere, der er ligeså privilegerede – som bor mellem Sorgenfri og Charlottenlund. Ægteparret Wagner, Ludvig Find, Gudmund Hentze, Johan Rohde – og længere ude: Willumsen. Dertil de kommende: Georg Jensen og Just Andersen. Creme de la creme inden for smykker og corpora.

Ballin demokratiserede det elitære, det, der kun kunne købes af den økonomiske elite. Og dog forblev han kunsthåndværker, ikke kunstindustriel designer. Udstillingen viser lige det næste skridt: Peter Behrens' elkedler – et superbt industriprodukt. I en periode drev Ballin forretning i Skoubostræde, men opgav den atter i 1908. Året forinden døde hans elskede kone Grit, Marguerite, der var af fransk, katolsk, familie. Han overdrog firmaet til sølvsmeden H.P. Hertz. Ballin helligede sig herpå børnene – der sådan set var hellige i forvejen. Katalogen til udstillingen på Vejen Kunstmuseum viser på omslaget to bæltespænder, der hylder det moderliv, der fødte familiens børn. De er naturligvis lavet til Grit – hvis livmoder således monumentaliseres. Det ene sammenligner ligefrem Grits og Jomfru Marias moderliv. Det er bestemt ikke et seksualforskrækket segment af samfundet, vi har med at gøre; her er snarere tale om en egenartet kobling af det jødiske, det katolske og vitalismens hyldest til livet.