Da Kampmann mødte Kennedy

I sin bog "29 danske politikere. Ninka-interviews gennem 40 år" fra 2001 skriver Anne Wolden-Ræthinge, at "Kampmanns åndelige tvillingesøster (...) er Bodil Koch, Socialdemokratiets folkelige triumfkort med de impulsive handlinger, der ligesom Kampmanns udskejelser får hele regeringen til at ryste i bukser og trusser".

Dette åndelige fællesskab kan være en af flere grunde til, at han den 13. maj 1960 deltog i Hyltebjerg Kirkes indvielse i Vanløse. I kirkens 50-års-jubilæumsskrift ses han ved indvielsen på første række ved siden af kirkeminister Bodil Koch (S). Indtil andet er påvist, må det kaldes en sjældenhed, at en statsminister deltager i en kirkes indvielse.

Men det åndelige fællesskab udtryktes også af Kampmann i forhold til bevægelsen Unge Hjem samt ved hans deltagelse i økumeniske møder og gudstjenester. Hvor vidtgående hans økumeniske holdning var, udtrykker han selv således i sin bog "Seks socialdemokratiske statsministre skildret af den syvende" i 1973:

"Det er ikke nok, at katolikker og protestanter begynder at tale sammen. Arabere og jøder er også monoteister, og vi kristne stammer fra en profet mellem Moses og Muhammed. Det burde da være vor opgave at mægle og fortælle de krigsliderlige, at vi er alle mennesker og skal være her (...). Ved kirkemødet i Nikæa sejrede treenigheden, og siden har vi haft besvær med den helligånd (...). Skal der være alvor i det økumeniske samarbejde, må man begynde at besinde sig, og det kan bedst gøres, hvis man stadig beder om forladelse for de millioner af hedninger, som de kristne slog ihjel (...), og for ugerningerne over for jøderne gennem årtusinder."

DET ER GODE ORD af den Kampmann, der gik fra at være socialist til socialdemokrat og blev aktiv i det dansk-jødiske samarbejde, herunder i arbejdet for jødernes redning fra Danmark i krigens tid, hvor han også spillede en central rolle i Frit Danmarks tjenestemandsgrupper. Han var efter krigen aktiv i samarbejdet med den af David Ben Gurion den 14. maj 1948 udråbte jødiske stat, Israel. Han samarbejdede med Dansk-Israelsk Selskab før, under og efter sit besøg i Israel som statsminister i 1961. Han var således den statsminister, der stod for indbydelsen til David Ben Gurion til at besøge Danmark i september 1962.

Havde Ben Gurion været mere præcis i sin tak for opholdet i Danmark og æret den, der æres bør, havde han husket at takke statsminister Viggo Kampmann for indbydelsen til at besøge Danmark.

I sin på dansk udgivne bog "Prøvelsernes år", oversat fra "Years of Challenge", begrænsede han takken som følger: "Det er mig en dyb personlig glæde, at min bog udsendes i en dansk udgave. Jeg vil aldrig glemme den hjertelige velkomst, som jeg i september 1962 fik i Deres dejlige land af alle, lige fra kongehuset og regeringen med statsminister Jens Otto Krag i spidsen."

Året forinden, den 14. februar 1961, blev Viggo Kampmann modtaget som statsminister af præsident Kennedy i Det Hvide Hus. Herom fortalte han 10 år senere i et møde i Kennedy Selskabet, at Kennedy havde virket mere nervøs ved mødet end han selv, der blot skulle tages imod som gæst, mens Kennedy som førstegangsmodtager af en statsleder var synligt mere optaget af, at formaliteterne ved et sådant besøg blev overholdt. Ligeledes fortalte han, at Kennedy var stærkt invalideret, som mange kilder om hans liv bekræfter.

Han fortalte også, at man fra amerikansk side havde svært ved at forstå, at Grønland – ved folkeafstemningen i 1953 – var blevet en del af Danmark. Det gav ikke mødet mellem Kampmann og Kennedy, som mange sikkert gerne ville have været foruden, optimale vilkår for det bedst mulige resultat. At Kennedy ikke syntes påvirket heraf fremgår dog af, at han bemærkede til Kampmann, at det var Eisenhowers golfkøller, der havde slidt sine mærker i gulvet. Det morede han sig over, mens han beklagede, at han ikke havde kunnet finde andre end reaktionære senatorer med tilknytning til Skandinavien til at mødes med Kampmann på den videre færd i USA. Den, som den 15. februar 1961 førte til, at han blev kåret som æresborger i Chicago. Byen, Barack Obama siden har haft som sin hjemby.

Meget fra Viggo Kampmanns tid er ikke nævnt, herunder ikke hans store indsats for at indføre velfærdsstaten i Danmark gennem sine år som hovedmanden for den økonomiske politik som finansminister. Hans indsats for de svagest stillede i samfundet kunne være mere fremhævet. Han tilkommer sin del af æren for, at senator Edward M. Kennedy – i sin livslange kamp for en bedre sundheds- og socialpolitik for de svage i USA – ved vort møde med ham i København i 1971 kunne udtale denne ros om vor sundheds- og socialpolitik: "I Danmark kan man få højt kvalificeret hjælp uden at være højt bemidlet."

DEN 19. NOVEMBER 1971 talte Kampmann som formand for Komitéen til folkeretslig anerkendelse af DDR i et fælles møde med Kennedy Selskabet om denne vej som et led i processen hen imod en fredelig forening af Øst- og Vesteuropa. Det var på det tidspunkt fremsynet, og dette er ofte upopulært, så det gav mig yderligere respekt for hans gode indsats.

Tillige vil jeg her slutte med en personlig tak til ham som et aktivt medlem af Kennedy Selskabet, der – tværpolitisk og uafhængigt – har til formål at videreføre John F. Kennedy og Robert F. Kennedys gode idéer, "så deres gode ord kan blive omsat til gode handlinger".

Sidste gang, vi så hinanden, var i Kennedy Selskabet til en mindegudstjeneste for John F. Kennedy og Robert F. Kennedy den 22. november 1973 – 10 år efter drabet i Dallas – i Jesu Hjerte Kirke i København. Her sad han sammen med skuespiller Lone Hertz på forreste række, hvor de/vi sammen bidrog aktivt fra evangelisk-luthersk side i denne økumeniske gudstjeneste, der under deltagelse fra den amerikanske ambassade blev forestået af fire katolske præster.

Den 3. juni 1976 døde Viggo Kampmann, 65 år gammel. Æret være hans gode indsats.

Svend Aage Nielsen er forfatter og tidligere sognepræst. Han er formand for Kennedy Selskabet og har skrevet bogen "Kennedy's Philosophy of Life. Revolution of Love and Visions of Peace"