Maria Jepsen, tysk biskop, er trådt tilbage, men hun understreger, at hun ikke trækker sig på grund af skyld, men fordi hun vil hindre, at kirken lider yderligere skade.
- Scanpix
Heidi Dachs |
20. juli 2010
Protestanter opfordres til selvransagelse efter misbrugssag. To kvindelige biskopper har forladt deres embeder i Tysklands evangeliske kirke
Den første tyske biskop er trådt tilbage på grund af sexmisbrug, og meget uventet drejer det sig ikke om en mandlig katolsk biskop, men derimod om Maria Jepsen, den lutherske biskop i Hamburg.
Hun er trådt tilbage på grund af voksende kritik af den måde, hun har håndteret en sag om en præsts påståede sexovergreb på.
Sagen drejer sig om en præst i byen Ahrensburg. Han skal i løbet af 1980'erne have misbrugt op til 20 unge piger og drenge, herunder tre af sine egne stedbørn. Den 65-årige biskop meddelte, at hun først har fået kendskab til beskyldningerne imod præsten i foråret 2010, men senere har en tidligere provst og en søster til et ofrene meddelt, at de har informeret Maria Jepsen allerede i 1999.
Den pågældende præst blev fjernet fra sin menighed i 1999, men havde i flere år derefter fortsat kontakt til unge.
Nu er Maria Jepsen trådt tilbage, men hun understreger, at hun ikke trækker sig på grund af skyld, men fordi hun vil hindre, at kirken lider yderligere skade.
Hun får støtte fra en overraskende side: Ofrene for de seksuelle overgreb siger, at de ikke kan se nogen skyld hos biskoppen.
"Først i løbet af de seneste dage har vi erfaret, at Maria Jepsen slet ikke har nogen myndighed til at fyre præster. Den Nordelbiske Kirkes struktur er den væsenligste årsag til, at de skrækkelige gerninger kunne finde sted så længe i Ahrensburg," hedder det i en pressemeddelelse fra en forening, som ofrene har dannet.
En talsmand for Den Nordelbiske Kirke bekræfter, at Jepsen som biskop hverken kunne forflytte præster eller indlede disciplinærsager imod dem. Det er afgørelser, som træffes af de pågældende provster eller kirkeforvaltningens leder.
"Maria Jepsen påtager sig skylden for noget, som man ikke kan bebrejde hende personligt," siger Kiels biskop, Gerhard Ulrich, der er formand for Den Nordelbiske Kirkes ledelse.
Lederen af Den Evangeliske Kirkes Råd i Tyskland, Nikolaus Schneider, betegner Maria Jepsens afsked som tragisk.
Tysklands protestanter har i kølvandet på afsløringerne af sexovergreb i den katolske kirke også været ramt af flere sager. Men sagen fra Ahrensburg kan blive den hidtil alvorligste.
"Protestanterne bør spørge sig selv, om ikke de har gjort livet for let for sig selv i skyggen af den katolske skandale. Ganske vist er antallet af sager om sexovergreb langt færre hos protestanterne end i den katolske kirke. Men mere og mere taler for, at det ikke skyldes en særlig protestantisk anstændighed og heller ikke det katolske cølibat, men derimod, at den katolske kirke har langt flere internater, hvor pædofile let kan drive deres spil," skriver avisen Die Welt.
Maria Jepsen var verdens første kvindelige lutherske biskop, da hun for knap 18 år siden blev ordineret. De tyske protestanter har dermed igen mistet en af deres markante kvindelige ledere, efter at Margot Kässmann trådte tilbage som leder af Den Evangeliske Kirkes Råd i februar 2010 på grund af spritkørsel.
dachs@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad