Det er en heltigennem grundløs mistolkning. Ingen i Vatikanet har sagt noget lignende, og ingen af Vatikanets dokumenter har på noget måde erklæret at ordination af kvindelige præster er lige så alvorligt og forkasteligt som seksuelt misbrug af børn.

Det er to helt forskellige overtrædelser af kirkeretten som tilfældigvis er nævnt i samme lovtekst af nylige regelændringer af kirkeretten. Men det giver på ingen måde nogetsomhelst grundlag for at påstå, at Vatikanet moralsk sidestiller de to overtrædelser. I den danske straffelov er butikstyveri og rovmord også nævnt i samme lovsamling, men intet fornuftigt menneske ville deraf slutte at den danske stat mener at de to forbrydelser er lige alvorlige.

Javel ja, så cølibatet gør simpelthen folk til pædofile OG homosexuelle (langt de fleste sager om misbrug indvolverer drenge)? Kan du fremvise en statistik, der beviser denne påstand? Både den russisk-ortodokse kirke og den græsk-ortodokse kirke praktiserer cølibat i klostervæsenet. Buddhistiske munke praktiserer cølibat. Asketiske hinduister praktiserer cølibatet. Så ifølge din "logik" skulle misbrugsforbrydelser altså være udbredte alle steder, hvor religiøse praktiserer cølibat. Kan du bevise dette?

Du fremhæver Peter, som argument for at præster skulle kunne gifte sig. Nu er Peter for det første ikke det ideal præster skal stile efter. Kristus er idealet. Giftede Kristus sig?
Cølibatet i den Katolske Kirke kommer ud af det tidligste munkevæsen, og er baseret på Paulus' Første Korintherbrev, 7/25-38, som af teologer udlægges til at omfatte begge køn. Udlægningen er kortfattet den, at Paulus i Korintherbrevet svarer på det stillede spørgsmål, om det, at en person har viet sit liv til at tjene Gud, skal betragtes som endegyldigt valg, eller et omstødeligt valg, dvs. et omstødeligt valg uden at begå en utilgivelig synd.

Alternativerne til det første valg om at tjene Gud i askese var ægteskabet. Paulus' svar er, at begge dele er godt, men at »jomfrulivet« gør den komplette koncentration om Himmerige lettere, end når man i ægtestanden skal tage hensyn til andet end gudsdyrkelsen, nemlig familiens ve og vel. Men kan det ikke være anderledes, er familielivet også en velsignelse.

Kort sagt skal præsterne tjene Gud og kan derfor ikke også tjene en kone og børn. Han skal helt og holdent dedikere sig til sit præstevirke.

At der skulle være en forbindelse mellem cølibatet og misbrug af børn i Den Katolske Kirke er helt hen i vejret. Man bliver ikke pædofil af at leve i cølibat. I så fald skulle trangen til sexuel omgang med børn ligge slumrende i os allesammen, og komme til udtryk så snart vi holder op med at dyrke sex. Det er jo en absurd tanke. Især med henblik på, at skandalesagerne i den Katolske Kirke omfatter en forsvindende lille procentdel af kirkens præster, og at der ikke finder procentvis FLERE overgreb sted i den Katolske Kirke end blandt almindelige familier, spejderorganisationer, skolelærere eller andre kristne trossamfund end det katolske. Der forekommer altså også overgreb mod børn blandt protestanter, episkopale, babtister osv osv osv. Faktisk finder 86% af alle overgreb mod børn sted indenfor hjemmets fire vægge, hvorimod kun 1.6% af alle katolske præster er blevet anklaget for overgreb.

Bortset fra det, så driver din artikel af anti-katolsk retorik og er derfor svær at tage alvorlig:



Det er simplethen grebet ud af den blå luft, og er et tydeligt udtryk for de fordomme du tydeligvist har mod Den Katolske Kirke. Faktisk er Danmark et enormt fordomsfuldt land, hvad angår Romerkirken. Og det meste er paranoidt pjat og løgnagtige myter, hvoraf mange stammer helt tilbage til reformationens tid.

Nu vil jeg på ingen måde nedtone dét uhyrlige der er sket, men man bør dog alligevel passe på med at være for hurtig med at give én bestemt grund skylden for skandalerne. Den amerikanske professor i psykologi Thomas Plante skriver i bogen "Mental disorders of the New Millennium" at der ikke er nogen pålidelig undersøgelse som viser at katolske præster er mere skyld i sexforbrydelser end andre mandlige præster fra øvrige trosretninger, samt dét at de skulle få mulighed for at gifte sig næppe ville reducere deres lyster tilstrækkeligt til at de vil undlade at begå seksuelle forbrydelser.

Endvidere finder man i John-Jay rapporten fra 2004 at formentlig 4% af de katolske præster i USA har været indvolveret i seksuelle sager. Hvis cølibatet med andre ord er skylden til misæren, kunne man jo dumt spørge hvorfor de øvrige 96% så ikke også har begået seksuelle overgreb?

Et andet aspekt ved seksuelle forbrydelser er langt de fleste overgreb bliver begået af et familiemedlem (http://www.darkness2light.org/).



Nu er de fleste teologer formentlig enige om at Bibelen mange steder er genstand for fortolkning, og ikke blot er noget der udelukkende skal tages bogstaveligt. Derfor anvender den katolske kirke f.eks. Matt. 19,12 til at forsvare cølibatet: "Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!"



Nu vil problemet ift. at præsters muligheder for at gifte sig primært være at de vil risikere at stå i en situation hvor man skal vælge mellem sit præsteembede og familien. Ved at leve i cølibat får præsten bedre muligheder for at stå til rådighed for sine sognebørn, og vil derfor ikke være afhængig af at skulle tage højde for også at skulle tilfredsstille sin familie med sin tilstedeværelse. I øvrigt har jeg hørt et rygte om at skilsmisseprocenten for præster ift. lægfolk i øvrige trossamfund, vist ikke ligefrem hører til blandt de laveste.

Det er trist at se at Kristeligt Dagblad efterhånden er ved at nå lavmålet for artikler og indlæg omkring den Katolske Kirke. Især dette debatindlæg af Karl Maksten skraber virkelig bunden for polemiske ammestuefordomme, fravær af helt basal argumentation for de fremførte påstande, samt åbenlyse faktuelle fejl.



Som påpeget i de forrige kommentarer, så rækker det påbudte præstecølibat ikke tilbage til Skt. Peters levetid. Karl Maksten er forhåbentlig klar over at cølibatet ikke var et krav for præster i de første 1000 år af kirkens historie.

Hvis det er hensigten at komme med slagkraftige argumenter imod præsters cølibat, så bør man altså finde bedre ammunition end at “vi jo bare ved” at cølibat fører til seksualforbrydelser, og at Skt. Peter jo forresten var gift 1000 år før præstecølibatet blev indført.



Her er nøgleordene "så vidt jeg ved." Jeg glad for lejligheden til at kunne udfylde hullerne i forfatterens viden om de nævnte eksempler:

Skt. Jeanne d’Arc: Efter Hundredeårskrigens afslutning blev dommen over Skt. Jeanne omstødt ved en kirkeret i 1456, og hun blev posthumt frikendt for kætteri og rehabiliteret. Og i 1920 blev hun helgenkåret.

Jan Huss: Kirken har senest i 1999 erklæret anger over henrettelsen af Jan Huus. Vatikanet var i 1999 vært for et internationalt symposium om Jan Huss, og pave Johannes Paul II udtalte ved den lejlighed at han “dybt fortrød den grusomme død som overgik Jan Huss.”

Galileo: Vatikanet har skam i nyere tid erkendt at der blev begået fejl i sagen mod Galileo i 1633, men ud over sagen mod Galileo har kirken ikke systematisk forfulgt videnskabsfolk som søgte at bevise en heliocentrisk solsystemmodel. Kirken tillod datidens videnskabsfolk at anvende heliocentriske modeller som teorier og beregningsmodeller, men den ophøjede ikke det heliocentriske verdensbillede til at være kirkens officielle lære. Og det skal i øvrigt nævnes at både Luther og Calvin ikke havde meget til overs for heliocentriske modeller.

Sagen mod Galileo var et særtilfælde, og den bundede i væsentlig grad i at Galileo ofte var noget arrogant og nedladende overfor de, der var uenige i hans teorier og resultater, deriblandt ledende folk indefor kirken, som desværre var hverken værre eller bedre mennesker end at de tog fornærmelser til sig. Og selv om Galileo var en særdeles dygtig videnskabsmand på mange områder, så var der nogle områder hvor han ikke altid kunne bevise sine teorier, og hvor hans store ego desværre forhindrede ham i at indse det. Astronomi var et sådant område; Galileo holdt stædigt fast i den Kopernikanske model, årtier efter at Kepler i 1609 havde publiceret en bedre og mere nøjagtig heliocentrisk model. Retssagen i 1633 er ofte fremstillet som et sort/hvidt opgør mellem blind tro og oplyst videnskab, men man glemmer ofte at Galileo rent faktisk ikke videnskabeligt kunne bevise sin teori, fordi han desværre havde fat i en forkert og lidt forældet teori, som samtidige og efterfølgende astronomer opgav til fordel for en bedre teori. Galileo var skam en dygtig videnskabsmand på andre områder, men han var bare ikke en dygtig nok astronom.

Hekse: Både den katolske kirke og protestantiske kirker og verdslige myndigheder har gjort sig skyldige i hekseforfølgelser gennem Europas historie. Og forhåbentlig er alle klar over at hekseforfølgelserne i Europa tog væsentligt til i styrke i de protestantiske lande i de første århundreder efter reformationen; det er særdeles velbelyst i de seneste mange års historieforskning. Ikke at det skal frikende katolske stater og den Katolske Kirke for samme ugerninger, og ikke at vi skal med milmeterpræcision måle størrelsen på splinten/pinden/granraften/jernbanesvellen i øjnene på de respektive parter, men jeg håber ikke at de fleste protestanter har opfattelsen af at trægenstanden i deres øjne er særdeles mindre end i det katolske øje, og at protestantiske stater og kirker har en væsenlig mindre byrde af hekseforfølgelser i de forgangne århundreders historie.

Afslutningsvis må jeg sige, at jeg har svært ved at finde ud af hvad Karl Maksten overordnet prøver at sige med sit debatindlæg - hvilken konklusion han prøver at arbejde hen imod. Debatindlægget starter med noget om at den Katolske Kirke sidestiller ordinationer af kvindelige præster med seksuelle overgreb på børn og unge, fordi reglerne står i samme lovsamling. Så springes der til en helt uargumenteret påstand om at cølibat fører til seksuelle overgreb, fordi det ved "vi" bare. Og derefter opregnes en række af den Katolske Kirkes historiske ugerninger op til 1600-tallet, som kirken burde "sone". Og så slutter indlægget. Uvist med hvilken pointe, andet end at skyde lidt krudt af mod den Katolske Kirke. Bare ærgerligt at Karl Maksten skyder vildt i både øst og vest og slet ikke rammer noget væsentligt, og da slet ikke med de slappe skud han har i bøssen.

Ak, ja, endnu et af de mange hovedløse angreb på den katolske kirke, som Kristeligt Dagblad endnu engang lægger navn til.

Siden reformationen er den katolske kirke i Danmark lagt for had og det fortsætter med en argumentation som i det omtalte indlæg er totalt misvisende, men "intet nyt under solen, alt hvad det gamle".