"Jeg blev blandt andet læge for at kunne rejse med mit arbejde, og når jeg tager ud og redder et liv, er det en meget direkte måde at hjælpe andre mennesker på," siger Anette Tønnes Pedersen. --
- Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
JOHANNE DUUS HORNEMANN |
21. juli 2010
Anette Tønnes Pedersen ser det som et privilegium, når hun tager ud som fødselslæge og hjælper kvinder i Afrika med at føde under forsvarlige omstændigheder.
Sidst, Anette Tønnes Pedersen rejste en måned til Etiopien og arbejdede som fødselslæge, lavede hun 27 kejsersnit og fjernede en revnet livmoder på syv kvinder. I alt 34 operationer, hvor det var afgørende, at hun var der. Alternativet kunne meget vel være dødsfald, fordi der i den del af verden og under de omstændigheder ikke er mange andre udveje.
Lige nu sidder hun hjemme i huset i Farum nord for København og er ved at planlægge sin næste tur. Om et par måneder tager hun af sted til adventisthospitalet i den etiopiske provinsby Gimbie igen. Hun har taget et halvt års selvbetalt orlov for blandt andet at rejse ud for organisationen Maternity Worldwide og arbejde ulønnet på det lille hospital.
"Det, der driver mig, er et engagement og et behov for noget så banalt som at gøre en forskel. Jeg oplever det som et stort privilegium, at jeg har en uddannelse, der betyder, at jeg kan gøre nytte, og når jeg har uddannelsen og muligheden, så synes jeg ikke, jeg kan sige nej til at redde liv," siger Anette Tønnes Pedersen, der er overlæge ph.d. på gynækologisk klinik på Rigshospitalet og klinisk lektor ved Københavns Universitet.
Ud over halvanden måned i Etiopien til efteråret skal hun også bruge sin orlov til at planlægge og søsætte andre større og mindre projekter, der bringer hende nye steder hen og forske på eget initiativ. Men til trods for, at det synes åbenlyst, vil hun nødig betegne sin drivkraft som et kald.
"Når man siger ordet "kald", forbinder jeg det med noget religiøst, og det er det ikke for mig. Jeg er et almindeligt troende, kristent menneske, men jeg er ikke drevet af et religiøst mål. For mig handler det om medmenneskelighed og næstekærlighed, og at det, jeg laver, skal give mening. At jeg måske har gjort en lille forskel, når jeg engang går herfra. Der er noget eksistentielt over det, og det kan nemt komme til at lyde helligt, men hvis jeg ikke kunne udleve mit engagement, og den ene dag bare tog den anden, så tror jeg, at jeg ville blive smådeprimeret," siger hun.
Selvom der er stor forskel på den danske og den etiopiske virkelighed, er hun lige så dedikeret til sit arbejde på Rigshopitalet, som hun er, når hun for egen regning hjælper fødende kvinder og nyfødte børn i et af verdens fattigste lande. Men som beskrevet på forsiden af dagens avis, oplever hun ligesom mange andre læger, at engagementet ind i mellem bliver klemt i det store, danske, velfungerende system.
"Det er klart, at når man arbejder i et stort system som det danske, som der er mange fordele ved, er der også en fare for, at nærheden drukner, og at tingene bliver for institutionelle. Herhjemme udfører jeg et stykke arbejde, der er langt mere fagligt avanceret, end jeg gør i Etiopien, men det er, som om det, jeg bidrager med i Gimbie, gør større nytte. Sådan er det selvfølgelig ikke, og sådan kan man ikke gøre tingene op, men når travlheden er stor i hverdagen, kan det opleves sådan," siger Anette Tønnes Pedersen.
Siden oprettelsen af den danske afdeling af Maternity Worldwide i 2005, har organisationen udsendt 12 læger og 2 jordemødre, og den noget større Læger uden Grænser har i løbet af de 15 år, den har eksisteret i Danmark, udsendt 149 læger, sygeplejersker og jordemødre 344 gange. Og ligesom Anette Tønnes Pedersen er de fleste drevet af samme motivation: at bruge sit fag et sted, hvor man føler, at man virkelig gør en forskel.
På sine rejser til Etiopien har Anette Tønnes Pedersen allerede hjulpet og reddet mange kvinder og børn, men det er ikke kun operationerne og de liv, hun redder, der gør indtryk på den danske overlæge og gynækolog. Det er særligt de ringe i vandet, som et engagement spreder. Mødet med den etiopiske læge fra det lille hospital i Gimbie er et godt eksempel:
"Jeg har fået en relation til en kollega i den tredje verden, og vi har gensidigt lært af hinanden og inspireret hinanden i vores arbejde. Han kom siden på studieophold på Rigshospitalet betalt af Maternity Worldwide, så han kunne dygtiggøre sig og tage sin nye viden med tilbage. Hans ophold på Rigshospitalet har så inspireret flere af mine kolleger til at rejse ud på samme måde som jeg, og sådan fortsætter det videre. Det griber om sig, spreder ringe i vandet og får ting til at vokse sig større end det engagement, en enkelt person udviser. Det synes jeg er en stor tilfredsstillelse at være en del af."
Ud fra samme devise om at sprede ringe i vandet baserer en del af Maternity Worldwides projekter i Gimbie sig også på information og hjælp til selvhjælp.
Anette Tønnes Pedersen og andre danske læger og jodermødre opererer ikke kun, mens de er der, men bruger også meget tid på at oplære de lokale læger og sygeplejersker og informere de etiopiske kvinder om blandt andet prævention, ligesom Maternity Worldwide har oprettet selvkørende kvindegrupper i Gimbie og i de omkringliggende landsbyer.
"Det er ikke meningen, at Gimbie skal være afhængig af de læger, som Maternity Worldwide eller andre hjælpeorganisationer udsender. Vi underviser dem for eksempel i jordemodergerningen, og det er fantastisk at se, at det, man sætter i gang, vokser sig større af sig selv. Sådan er det vel for alle mennesker," siger hun.
Lægefaget hører historisk set med til de traditionelle kaldsfag. Er faget i sig selv en del af dit kald eller engagement?
"Jeg har altid kastet mig over projekter, der rækker videre, end der forventes. Nogen er glade for at passe hus og have, når arbejdsdagen er forbi, men sådan er jeg ikke indrettet. Det kommer selvfølgelig indimellem på tværs af, hvad andre forventer og ønsker af mig. Det kan være på familiefronten, blandt venner eller arbejdspladsen, der ikke lige havde regnet med, at jeg skulle være væk et halvt år. Men jeg har indset, at jeg er nødt til at have projekter, som jeg engagerer mig i."
"Og så hænger det selvfølgelig også sammen med min uddannelse. Jeg blev blandt andet læge for at kunne rejse med mit arbejde, og når jeg tager ud og redder et liv, er det en meget direkte måde at hjælpe andre mennesker på. Det behøver man ikke at føle sig kaldet til. Jeg ser det som et privilegium. Jeg synes, jeg er heldig at have en uddannelse, hvor jeg kan få lov til at hjælpe andre og samtidig få en masse igen i form af udfordringer og oplevelser," siger Anette Tønnes Pedersen.
duus@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad