Den levendes land blandt de døde

"Det er altid bevægende at komme herud. For mig er det et mentalt sted, fordi det minder mig om alt det, Grundtvig stod for, ikke mindst hans frihedssyn," siger han og peger ind gennem gitterporten.

I midten, tæt på den modsatte mur og omgivet af skrånende hække, står den åbne gravhøj med underliggende krypt. Indenfor står der fire kister. Grundtvig ligger begribeligvis i den ene, hans anden hustru, Ane Marie Elise Toft – eller blot Marie – i den anden. I de to sidste ligger Maries første mand, Harald Toft, og hendes søster, Franziska.

Mit blik zoomer ud på grønsværen foran krypten. Hvide kors rejser sig, hvor grundtvigssalmen tog de sorte. Herude i det fri hviler en række personer med tilknytning til hovedgården Gammelkjøgegaard, herunder Clara Carlsen.

Hende vender jeg tilbage til, for som Helge Baden Nielsen påpeger, er der navne nok at hitte rede i. Det minder næsten om det menighedsrådsmedlem, der engang skulle beskrive graverens store flid med de misforståelige ord: "Det syder af liv på kirkegården".

Helge Baden Nielsen sætter mig på sporet af gravstedets historie. Det officielle navn er Claras Kirkegård, opkaldt efter netop Clara Carlsen. Hun var gift med Hans Carlsen, der ejede Gammelkjøgegaard. Hun døde i 1852 af brystsyge som blot 30-årig, og hendes sidste ønske var at blive begravet på Køge Ås, så hun kunne se ud over bugten.

Da gravstedet stod færdigt året efter, blev det indviet af Grundtvig, der til lejligheden havde skrevet salmen "Livet og døden de yppede en kvi". Grundtvig var i 1851 blevet gift med Marie, der var søster til Hans Carlsen, og dermed kulminerede mange års tæt venskab.

"Marie var meget vidende og søgende og kom en overgang til vækkelsesmøder hos min forgænger i Herfølge præstegård. I 1845 opsøgte hun Grundtvig, og det var tydeligt, at deres kemi passede sammen. Også selvom der var 30 år imellem dem," siger Helge Baden Nielsen.

Ganske vist var Grundtvig gift med Lise Blicher, men det forhindrede ham ikke i at foretage hyppige besøg hos Marie, der havde arvet godset Rønnebæksgård ved Næstved fra sin afdøde mand, Harald Toft. På godset blev der holdt møder for både præster og lægfolk, og dermed blev det et væsentligt støttepunkt i den grundtvigske bevægelse.

"Der gik mange historier om Grundtvig og Marie. Det blev af flere bemærket, at han sjældnere og sjældnere var hjemme hos Lise i København, og efterfølgende ved vi, at han også skrev kærestebreve til Marie, og deres indbyrdes kærlighed var da heller ikke til at skjule," siger Helge Baden Nielsen.

Efter lang tids sygdom døde Lise Blicher den 14. januar 1851 og blev fulgt til graven af et digt af Ingemann, hvorimod den skrivevante Grundtvig forblev tavs. Ni måneder senere ægtede han så sin Marie, der på så mange måder var hans livs store kærlighed.

"Med Marie fik han en kvinde, der matchede ham. Hun var god til at give ham sparring, og jeg er overbevist om, at det frihedssyn, Marie var optaget af, kom til at påvirke Grundtvig, både som præst og politiker," siger Helge Baden Nielsen.

Det blev et kort, men lykkeligt ægteskab. Marie døde den 9. juli 1854, og efter eget ønske blev hun begravet på Claras Kirkegård, der i den forbindelse blev udvidet med den åbne gravhøj.

Hun er ej død, hun sover kun,

Hun end har Smilet om sin Mund,

Og hun har varme Kinder!

Saa sagde jeg den Aftenstund

Da hun sov hen som i et Blund

Den sødeste blandt Kvinder.

Sådan skrev Grundtvig om sin Marie, men en vågen kvinde kunne han heller ikke undvære. I 1858 giftede han sig med Clara Carlsens niece, Asta Krag-Juel-Vind-Frijs. Hun var 32 år, han 75 år, og det vakte forargelse. Måske det var uden grund, for det var ikke et helt almindeligt ægteskab.

"Nej, det var det ikke. Hvor Marie var kærligheden i hans liv, var Asta sygeplejersken. Hun passede og plejede ham til det sidste, og hun måtte også acceptere, at Grundtvig ville begraves ved siden af Marie," siger Helge Baden Nielsen.

Og sådan blev det, omend Asta ikke frivilligt gav slip på sin mand. Da hun døde, blev hun stedt til hvile på det nu voksende gravsted, dog uden for krypten.

Nu er jeg igen alene – og alligevel ikke. Da jeg går den korteste vej tilbage til bilen, bliver jeg indhentet af et følge af stemmer, der reciterer det vers, Grundtvig skrev ved Maries gravlæggelse:

Aasen i den gamle skov.

Over å og grønne enge

Hvor, mens dagens fugle sov,

Nattergale slog fuldlænge,

Aasen med udsigter vide,

Smilende ad Østerlide,

den ved Kjøge-Bugtens bred,

Er vort fælles hvilested.

kirke@kristeligt-dagblad.dk