Lyt til kaldet

Lægekaldet er i dag under stærkt pres i et offentligt dansk sundhedssystem, der har mest travlt med effektiviseringstrategier og besparelser. Det fremgår af en artikel i Kristeligt Dagblad i dag, hvor flere lægelige organisationer kritiserer tingenes tilstand.

Det er ganske enkelt blevet sværere at være læge for patientens skyld alene, fordi centralisering, effektivisering og økonomisk bundlinjetænkning dikterer betingelserne for lægernes arbejde. Det går ud over helhedsbehandlingen og får desværre nogle idealistiske læger til at resignere og andre til at flygte fra det offentlige sundhedssystem.

Den lægelige frustration vil vække genklang hos andre såkaldte kaldsfag som præstegerningen, sygeplejen eller lærerjobbet. Som for de fleste læger gælder det også generelt for de fleste præster, sygeplejersker og lærere, at de valgte deres fag for at gøre en forskel – ikke for at blive rige. Og den følelse af at gøre en forskel kan i dag helt forsvinde i bureaukratiske og økonomiske forhindringer.

Kaldstanken har præget hele den vestlige civilisation og kan for lægers vedkommende i hvert fald føres tilbage til den hippokratiske ed eller det første lægeløfte fra det 4. århundrede før Kristus. Kaldstanken har også spillet en meget stor rolle inden for kirke og kristendom, hvor kaldet til at være præst historisk set har været anset for finere end andre kald.

Den tankegang gjorde Luther effektivt op med. De gejstlige var og er ikke finere eller bedre mennesker. For Luther var ethvert menneske via sin dåb kaldet til at udøve det kald, som Gud har sat det til, i den stand, som Gud havde placeret det enkelte menneske i. Biskoppens kald er således ikke mere værdifuldt end malkepigens.

Men vi lever ikke længere i Luthers verden, og folk lever ikke på samme måde med at være bundet af kald og stand i et lokalt forankret samfund, som hovedparten af Vestens befolkning dengang gjorde.

Den moderne udvikling har givet de fleste vestlige mennesker en langt større grad af frihed til at vælge, hvad de vil bruge deres liv til, og gøre det, de brænder for. Denne udvikling har betydet, at der er blevet bedre plads til den enkeltes idealisme eller kald.

Men idealismen eller kaldet kan desværre ikke stå alene. Det vidner det såkaldte Florence Nightingale-syndrom om, hvor tanken er, at kaldet for en sygeplejerske i sig selv er løn nok, og at man derfor ikke behøver at give en ordentlig løn.

Selvfølgelig behøver man det. Ligesom man behøver at give lærere, læger og præster en ordentlig løn og rimelige arbejdsvilkår. Det bør ske, uden at kaldet eller idealismen tages fra dem og drukner i bundlinjetænkning.

holm